Højskolebladet

At være og at kunne dansk

Andreas Harbsmeier — Mon, 14 May 2012 06:42:51 GMT

KOMMENTAR Sprogundervisning er meget andet end det rent sproglige, men man lærer ikke dansk af blot at være på en højskole. Det kræver stor kompetence fra lærerne Søren Ottzen, viceforstander Vrå Højskole Da jeg i 1999 til 2001 uddannede mig til lærer i dansk som 2. sprog, var uddannelsen, som jeg husker den, delt op i 2. Den rent sproglige del, der handlede om ordforråd, grammatik, intonation, udtale og sprogstrategi. Og den meget væsentlige del: Den interkulturelle kommunikation og kompetence. Igennem integrationslovgivningen og sprogcentrenes læseplaner er den sidste del efter min mening blevet nedtonet betragteligt og forvrænget til et ønske fra samfundet om paratviden om det danske samfund. Ved at tilbyde faget ”Dansk som 2. sprog” på Vrå Højskole tilstræber vi, at begge dele får en ægte og ligeværdig placering hos vores elever. Vi er således ikke et sprogcenter, men en dansk kulturinstitution med stor faglighed. ”- Lyst til at lære” er ikke et tilfældigt valgt slogan for højskolen. Det er det, vi håber, alle vores elever har, når de kommer, eller får, mens de er her. Med lysten til at lære følger fordybelsen. Fordybelse i et fagområde er i sig selv ikke noget naturgivent for mennesker, hverken unge eller gamle, og slet ikke i vores tid. Fordybelse i sig selv eller i kendskabet til andre mennesker er efter min mening noget, som vi i vores tid som samfund næsten nedprioriterer til et nulpunkt. Det er fordybelsen for fordybelsens skyld, fagligheden og fællesskabet, der er nøgleord for Vrå Højskole, uanset hvilket fag man vælger. På danske præmisser Vi plejer at sige, at vi har et internationalt sted på danske præmisser. Mindst 50% af vores elever er naturligvis danske, men i sidste semester var der 14 nationaliteter på holdet. Nogle kommer for at få linjefaget: ”Dansk som 2. sprog”, mens andre kommer for de andre fag, vi tilbyder. Derfor har jeg et interkulturelt oplæg i hver af vores intro-uger. I det tager jeg fat i Grundtvig med, kort fortalt: ”Er lyset for de lærte blot”. Derefter går jeg over til at tale om to kulturtyper. Den, der hylder det voksne menneske, der er i stand til at magte ”det kollektive ansvar” – og den nordiske kulturtype, der hylder evnen til at magte ”den individuelle frihed”. Den danske præmis og højskolens præmis er, at man magter det sidste. Mange af vores elever, også danske, kommer med den første og skal lære den anden. Hvordan gør man så? Jeg plejer at henvise til bladet ”Sprogforum”, hvor der diskuteres interkulturel kommunikation og kompetence. Den engelske professor Michael Byram beskriver det således i en kronik: Interkulturel kompetence omfatter fem elementer. 1: Holdninger, nysgerrighed og åbenhed. 2: Viden om sociale grupper, deres produkter og praksisser, samt viden om interaktion på det individuelle og det samfundsmæssige plan. 3: Evnen til at fortolke og forklare begivenheder fra en anden kultur, og relatere den til ens egen kultur. 4: Evnen til at bidrage med viden, holdninger og færdigheder i virkelig kommunikation og interaktion. 5: Evnen til kritisk at vurdere kulturelle og samfundsmæssige forhold. Ovenstående er læring for alle vores elever, uanset baggrund og bevæggrund for at komme til os. Ingen konkurrent til sprogskolerne Vi fastholder vores udgangspunkt som en dansk højskole med høj fag-faglighed, men sætter os ind i andre kulturer. I nogle tilfælde er vi som ansatte også nødt til at handle, som om vi er i elevens kultur for at få eleven til at forstå vores kultur. Vi underviser i øvrigt alle vores elever i dansk kultur og samfundsforhold. Når vi har ovenstående in mente, er vi efter min mening langt fra at gå sprogcentrene i bedene. Vi giver alle vores elever et meningsfuldt højskoleophold, uanset hvilket fag de vælger. Vi er ikke, som sprogcentrene, økonomisk afhængige af modultests og prøver, hvilket også er en væsentlig forskel, der forplanter sig til selve undervisningen. Den indirekte motivation, som tests er, er ikke fremherskende på højskolen. Her er det fordybelsen og fællesskabet, der er motivationen. Højskoler kan, ved det simple faktum, at de er internatskoler med danske elever og lærere, være en fordel for udlændinge, der ønsker at lære dansk. Men det alene gør det ikke. I slutningen af 1980erne indførte indenrigsminister Birthe Weiss et begreb (til flygtninge fra eks-Jugoslavien), der hed ”parlør-dansk”. Flygtningene skulle have et overfladisk kendskab til dansk, mens de var her og kunne så rejse hjem, hvor de kom fra og glemme det. Det er den slags danskundervisning, en ikke-specialiseret lærer kan undervise i. For at tilbyde ”Dansk som 2. sprog” på højskoler, må lærerne have specialiseret sig gennem uddannelse til faget. Ellers er der ingen mulighed for fordybelse. Er fagligheden tilstede, er der til gengæld mulighed for, at eleven i langt større grad profiterer af undervisningen end elever, der går i dagskoler. Vores elever vælger dansk som 2. sprog af mange forskellige grunde. Nogle kommer for at få det, fordi de læser dansk på universiteter i hjemlandet, nogle får interessen ved at være elev her, andre vælger det af interesse for sprog og andre igen, fordi de er kommet til Danmark som flygtninge eller indvandrere. Ligegyldig årsagen er det ovenstående, der gælder på Vrå Højskole. At nogle af vores elever så ønsker at blive testet på et sprogcenter er helt ok med os. Som tidligere sprogcenterlærer har jeg opretholdt min forbindelse til Sprogcenter Aalborg og har nu kontakt til AOF-sprogcenteret i Hjørring, og de tester dem gerne. Men det er overordnet for os, at alle vores elever skal gå herfra med fornemmelsen af, at de har fået faglighed, fordybelse og fællesskab (inklusiv interkulturel forståelse), de kan bruge i deres egen ”skole for livet”.

At ånde ud

Amalie Vorting Kristensen — Mon, 07 May 2012 09:24:15 GMT

KRONIK Efter sløje karakterer og bristede illusioner: Højskolen kan være det nødvendige og hyggelige pusterum for en fremtidig karriere Af Frederik Kulager, tidligere elev på Rønde Højskole Illustration: Katrine Dahlerup Tro mig, når jeg fortæller dig, at det har været svært. Med sved på overlæben og forventningsfulde forældre trippende bag døren, blev min sidste studentereksamen overstået. Mine forældres skilsmisse gav genlyd helt ind i lokalet, hvor jeg, med statistikker og begreber, forvirrede censor og ikke mindst mig selv. Med et koldsvedigt håndtryk klemte jeg høfligt censors hånd farvel med et spinkelt håb om forbarmelse. Karakteren, der blev givet den dag rimede på ko, så du kan selv regne ud, at boblerne hurtigt forsvandt fra champagnen. Ak ja, et 02 er svært at fejre, så hvad fejrer man så? At man har afsluttet gymnasiet, selvfølgelig. Det var da også en glædens dag, bevares. Til studenterfesten kom klumpen i halsen, man på eksamensdagen havde slugt, tilbage igen. For hvordan synker man det sørgelige faktum, at ens karaktergennemsnit var lavere end det påkrævede snit på drømmestudiet? Man smiler til gæsterne og fortæller dem, at “det hele nok skal gå.” Hvad skal det så betyde? Jo, når så skeen klirrer mod vinglassets kant og talen, nervøst nedskriblet, skal lyde, og de ambitiøse fremtidsplaner luftes for den fremmødte og meget forventningsfulde familie, så fortæller man dem, at man skal på højskole, ud og finde sig selv. Man skal dyrke sine spidskompetencer og blive et endnu bedre menneske. Det lyder smukt og frelst, men forvent løftede øjenbryn og spørgsmål som “Jamen, hvad kan du egentlig bruge det til?” og en hel del “Du får da lært at tænde bål, hva?,” med efterfølgende klap på skulderen og et mystisk hånligt grin. Jeg ville på højskole! Og intet i hele verden kunne stoppe mig, ikke en gang mit gennemsnit fra gymnasiet. Så jeg pakkede min kuffert, krammede min snøftende mor farvel og hoppede på toget til Jylland. Og det var her, at jeg åndede ud. Frisk luft Men en udånding bliver altid efterfulgt af en indånding. Det er definitionen på liv. Og det er her, jeg bliver lidt filosofisk, så bær over med mig. Midt i karakterræset følte jeg ofte, at jeg var stoppet med virkelig at leve. Til sidst i min gymnasieperiode overlod jeg alt til trivialiteterne og lod dovenskaben regere. Jagten på afgangsbeviset, skulderklappet fra familien og studiepladsen på Copenhagen Business School virkede bedøvende. Hver indånding, jeg tog, var den samme tomme luft, jeg før udåndede. Men på højskole var det anderledes – luften var, for første gang i lang tid, frisk. Tanken om nye begyndelser, nye bekendtskaber og nye færdigheder fyldte mine lunger op som en zeppeliner, klar til afgang. Det er præcis her, at højskolen har sin eksistensberettigelse. For mens landets universiteter kæmper med stigende stress og ensomhed blandt deres elever, står højskolen for netop det modsatte: hygge og fællesskab. To ord, jeg som dansker og verdensborger, gerne vil bevare som en del af vores selvopfattelse. Bare tag ordet ”hygge”, vi har jo næsten taget patent på det ord. Vi dyrker hyggen. Lad mig blot ridse et scenarie op: Kakkelbordet dækket, pejsen knitrer og X Factor ruller over skærmen. Mor kommer ind med hindbærroulade og far skænker kaffen, uden at spilde. Du kan sikkert allerede mærke den ubeskrivelige varme, der breder sig i din krop, og det er denne følelse, vi skal bevare. Højskolen, om nogen, dyrker denne livsoplysning. På min højskole får vi eksempelvis dagligt kaffe, te, kage og frisk frugt. Vi har en dagligstue med bløde sofaer og plads til aktiviteter. Det er en dagligstue, der både fungerer som studiemiljø, men også som stuen i dit eget hjem. En unik kombination, som kun højskolen kan tilbyde. Og så er der fællesskabet. I dag snakker man meget om at networke, skabe kontakter. Drømmejobbet fås ikke længere med de rigtige karakterer, men gennem dit netværk af bekendtskaber. På højskolen er det netop mødet med ligesindede, for mit tilfælde kommende journalister, der gør, at min studietid på Aarhus Journalisthøjskole aldrig bliver ensom, da jeg fra begyndelsen har nogle at støtte mig op ad. Det er måske, de selvsamme mennesker, som en dag anbefaler eller underretter mig om et potentielt drømmejob. De mennesker man møder på højskolen kan spille en vigtig rolle i en succesfuld karriere. Det er højskolens evne at samle mennesker under hyggelige omgivelser(!), der deler en fælles drøm, passion eller evne. Fremtidige forretningspartnere, studiekammerater og bandmedlemmer bliver måske fundet på netop denne måde. Men det er ikke nok, at højskolen kun markerer sig herhjemme. Den skal også nå ud over de danske grænser. Derfor har jeg også kun ros tilovers for Grundtvigs Højskole, der samler penge ind, laver oplysningskampagner og sender unge elever til Jordan for at støtte Det Arabiske Forårs kamp for frihed og lighed. Det sender stærke signaler til omverdenen om, at højskolen tør engagere sig i det omgivende samfund. Højskolen har trods alt, med alle sine bløde værdier, meget at lære verden. Oplysning, dannelse og fællesskab er alle egenskaber, højskolen burde og kan dele ud af, hvor manglen opstår. Ingen titel, men bedre chancer Så hvad med det faglige, spørger du dig selv. Faglighed, faglighed og faglighed. Det er lyst og nysgerrighed, der er drivkraften bag det faglige arbejde på en højskole. Men lad være med at tro, at højskolen giver dig en faglig uddannelse med titel og diplom. For det gør den ikke. Og det må heller ikke være målet. Højskolen skal, efter min mening, være studieforberedende. Det mener jeg, for når jeg spørger, hvorfor jeg selv, men også mine medstuderende, valgte højskolen og ikke bare susede af sted gennem uddannelsessystemet, så svarede de, at det havde de ikke mulighed for. Jeg går selv på højskole for at forbedre min chance for at bestå Aarhus Journalisthøjskole-prøven, som frasorterer hver femte håbefulde ung. Andre er her for at kunne søge ind på kvote 2, og så er der nogen få, som simpelthen bare ville ånde ud og fyldes med frisk luft. Det er midt i dette sammensurium af håb og ønsker for fremtiden, at vi mødes. Det er på højskolen, at jeg spejler mit ansigt, usikkert som sidemandens, ved aftensbordet. Det er om bålet, at vi samles om aftenen, med en drøm i maven om noget stort. Det er i klasselokalet, at vi diskuterer alt mellem etik og journalistik. Det er bag salmebogen, vi samles til fællessang. En sang sunget af skrøbelige stemmer, som blev grebet af det sikkerhedsnet, jeg synes, højskolen skal fungere som. Et sikkerhedsnet for os unge, der lever i et samfund, der konstant efterspørger cremen af homo sapiens. Højskolen vil i fremtiden stå stærkt, hvis den forbliver det pusterum, det lille sted i studie-ræset, hvor folk kan ånde ud. Og jeg er ikke i tvivl om, at et sted som højskolen vil være til gavn for en masse unge, der, som jeg selv, faldt lidt ved siden af. Højskolen skal med stædighed lægge vægt på, at den er studieforberedende på flere punkter end blot det faglige. Højskolen skal fortsætte med at give den unge studerende redskaber til at klare sig helskindet igennem studiet for netop at undgå de kedelige ensomheds- og stress-statistikker. Det er ideer om tolerance, fællesskab, hygge og lyst, der skal hive højskolen videre ind i fremtiden. KRONIK-KONKURRENCE I oktober 2011 udskrev Folkehøjskolernes Forening en kronikkonkurrence under overskriften ”Højskolen i verden”. Højskolebladet bringer de vindende bidrag. Vinderne af konkurrencen (og 5.000 kr.) blev Allan Jakobsen, tidligere højskoleelev og studentermedhjælp i Højskolernes Hus (bragt i marts). Andenprisen (på 3.000 kr.) gik til Jonas Møller, lærer på Silkeborg Højskole (bragt i april) og tredjeprisen (på 2.000 kr.) til Frederik Kulager, elev på Rønde Højskole (i dette nummer).

Du er dit sprog

Andreas Harbsmeier — Thu, 26 Apr 2012 14:37:52 GMT

REPORTAGE Mange kommuner har gode erfaringer med at sende flygtninge på højskole. De lærer det talte sprog hurtigt gennem fællesskabet med de andre elever. Men lærer de det rigtige sprog? Af Marie Bergmann Omar og Milad er begge elever på brande højskole, hvor de får danskundervisning. Og det kan være svært at tale et sprog, man ikke kender. Særligt hvis man bor i et land, hvor man ikke kender nogle af dem, der taler det. Omar kommer fra Congo og flygtede med sin familie, fordi hans fars liv var i fare af politiske grunde. Han har været i Danmark i godt et år og taler allerede fint dansk: ”Her på højskolen snakker jeg dansk hele tiden. Det betyder, at jeg træner mit danske hele døgnet rundt, og at jeg har fået nye venner. Jeg snakker, skriver, læser og lytter.” For Milad, som har været i Danmark i næsten 1 ½ år og også taler godt dansk, er det netop muligheden for at tale dansk med danskere i et trygt miljø, som er vigtigt: ”Jeg snakkede næsten aldrig dansk, før jeg kom her til højskolen. Jeg snakkede mest engelsk sammen med mine venner. Jeg var for genert til at tale dansk, fordi jeg var bange for, at jeg sagde ordene forkert, og at nogle ville grine af mig.” Brande Højskole samarbejder med Sprogcenter Vejle, hvor de unge har mulighed for at tage sprogprøver under eller efter højskoleopholdet. Undervisningen er tilpasset prøverne, og eleverne klarer sig generelt godt. De uskrevne regler Det er kommunale sagsbehandlere eller vejledere, der hjælper de unge flygtninge som Omar og Malid med at komme på højskole. En rundringning til 16 kommuner, lavet af Folkehøjskolernes Forening, viser, at mange sagsbehandlere har gode erfaringer med flygtninge på højskole. De oplever, at miljøet på højskolen er givtigt. ”De får helt klart en væsentlig bedre dansktilegnelse, for det er meget intense erfaringer med det danske sprog, de får, og derudover en generel forståelse for det danske samfund og kulturen. De har mulighed for hele tiden at stille spørgsmål, når de undrer sig over noget på en højskole,” fortæller en sagsbehandler. Flygtningene lærer på kort tid mange ting om sproget, som tager lang tid at lære, hvis man ikke bor og lever sammen med andre unge danskere. Det handler om, som en sagsbehandler forklarer, at de ”lærer om de uskrevne regler i det danske samfund.” Skævvridning i sproget Ikke alle højskoler har danskundervisning eller samarbejder med sprogcentre, og der er da også delte meninger om, hvorvidt højskoler er det bedste sted for flygtninge at lære dansk. En kommunal sagsbehandler, som har kendskab til området, udtaler, at nogle af de flygtninge, som har været på højskole ”kommer tilbage med et helt fantastisk sprogligt mundtligt niveau, men hænger rigtig meget i det skriftlige, og så passer de slet ikke ind på sprogskolerne.” Det er måske netop dette, der er ”faren” ved et højskoleophold; at de unge flygtninge bliver en del af fællesskabet med de andre unge på højskolen og tilegner sig det unge hippe sprog. En sætning som ”Det er for fedt!” er jo ikke til at misforstå for en ung dansker, men egner sig måske ikke på en sprogskole. Sproget viser, hvem du er Det sprog, vi taler, påvirkes af, hvem vi gerne vil være og hvilke fællesskaber, man gerne vil være en del af. Vi har alle en række muligheder til rådighed for at skabe og vise vores identitet. Et identitetsmiddel er ifølge Professor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab Jens Normann Jørgensen dét, som vi bruger til at fortælle andre, hvordan vi gerne vil opfattes – fx tøj og hår. ”Det eneste identitetsmiddel, man kan ændre på fra sekund til sekund, er sproget. Sproget er altså et meget vigtigt middel, vi har til at vise andre, hvem vi gerne vil opfattes som.” Ligeledes fortæller forsker og Ph.d fra Dansk Sprognævn Marianne Rathje, at det fællesskab, man er en del af – eller gerne vil være en del af – har betydning for, hvordan man taler. Nogle har brug for at tale deres eget sprog for at føle sig hjemme i en gruppe eller for at udelukke nogen. Indvandrere laver derfor deres egen dialekt, men man behøver ikke at være indvandrer for at tale den dialekt. Deres danske venner kan også tage den til sig. ”Det er ikke fordi, de ikke kan dansk, for det kan de sagtens – det er fordi, det er et gruppesprog.” Hun sammenligner det med unges sprog: ”De unge kan også finde ud af at tale almindeligt og ikke ungesprogs-agtigt, når de taler med andre aldersgrupper. Men når de er sammen med deres egen aldersgruppe, så taler de på en bestemt måde.” Sproglig konservatisme I Danmark er vi ikke vant til store forskelle i sproget. ”Vi er meget konservative sprogligt og ikke særlige tolerante overfor dialekter og ændringer i talesproget,” fortæller Marianne Rathje. Jens Normann Jørgensen tilføjer, at det danske uddannelsessystem har et for ensidigt fokus på sprog: ”Nu om dage, hvor der er mange flere forskellige sproglige ressourcer repræsenteret i en typisk dansk skole end tidligere, udvikler unge helt automatisk en meget lang række sproglige færdigheder sammen med hinanden. Sproglige kompetencer og færdigheder, som skolen overhovedet ikke kender. Det danske uddannelsessystem er dårligt til at opsamle de færdigheder.” Udfordringen for dem, der skal lære dansk, er ifølge Marianne Rathje, at der i det danske sprog er stor forskel på tale og skrift. Danskundervisning i folkeskolen er generelt tekstbaseret, og det daglige sprog består mest af tale. ”Der er en masse uskrevne ting, som man ikke kommer ind på i undervisningen. Hvad siger man fx, når man betaler ved kassen i netto?” Hun fremhæver, at man ikke kan komme ind på alt i undervisning, og et udtryk som ”På beløbet, tak’” er noget, man må lære ved at kopiere sproget fra voksne og kammerater, ligesom børn gør. Dette kan måske være en forklaring på, hvorfor nogle mener, at de unge flygtninge ikke passer ind på sprogcentrene efter et højskoleophold, hvor især det identitetsskabende talesprog udvikles.

Tal f...... ordenligt

Andreas Harbsmeier — Thu, 26 Apr 2012 09:46:39 GMT

TENDENS Har vi glemt at holde på høflighedsformerne? Nogle mener, at sproget er i forfald og respektfuld omgangstone er trådt i baggrunden for et sprog, der ikke kun er afslappet, men decideret slapt. Pjat lyder det fra andre: Sproget er levende og udvikler sig naturligt Af Nicolai Zwinge Først skulle vi lære at tale pænt til buschaufførerne: ”send en sms til din chauffør,” lød det i busserne. Passagererne sendte opmuntrende sms’er, og buschaufførerne lærte at smile tilbage. Så kom mobilselskabet Call Me på banen. De gik til kamp for den gode tone. ”Tal ordentligt, det koster ikke noget!”, lød opfordringen. Omgangstonen i det offentlige rum er til debat. Tonen er skærpet, det kan alle blive enige om. Men hvor galt står det egentlig til — er der ligefrem tale om en sproglig deroute? Spørger man journalist Torben Steno, der i november 2011 skrev bogen Længsel efter faste former, så er der ingen tvivl om, at høfligheden er på retur. ”Der ligger megen betydning i den omgangstone, vi har med hinanden. Sproget er blevet fantasiløst. Det eneste tillægsord er rigtigt, det hele er rigtig, rigtig, rigtig vigtigt,” lyder det fra Torben Steno. Med bogen ville han undersøge, hvordan det stod til med høfligheden i Danmark. Bogen var et noget nørdet projekt, troede han i starten, men den affødte en bølge af reaktioner. I forlængelse af bogen skrev digter Søren Ulrik Thomsen en kronik i Politiken under overskriften ”Selv tak, fru Jørgensen.” Her efterlyser han, at vi finder høflighedsfraserne frem igen. Og det er der, ifølge Torben Steno, behov for. Sproget er blevet fladt, det joviale er blevet trend, og det er blevet acceptabelt at tale grimt til hinanden. Opgøret med det borgerlige ”Jeg tror ordet fucking bruges mere på dansk end i nogle andre lande. Vi bilder os ind, at vi har en afslappet omgangstone, men den er ikke kun afslappet, den er slap. De-formen er forsvundet,” fortæller Torben Steno, der efterlyser en høflighedsform, som fx det engelske sprog har. Forklaringen er ligetil, mener han. ”Med 68-oprøret kom opgøret med det borgerlige høflighedskodeks. Det var på sin vis ok, men man fik ikke noget i stedet. Nu er vi nødt til at finde nye former, når vi bevæger os i en offentlighed, hvor der skal være plads til alle.” Spørger man Dansk Sprognævn, er der ingen tvivl om, at piben har fået en anden lyd. Men om det står helt så slemt til er usikkert. ”Det er nok rigtigt, at folk oplever, at tonen er blevet mere rå. Men det er ikke ensbetydende med, at den er blevet det,” forklarer Marianne Rathje, forsker og ph.d. fra Dansk Sprognævn. Hun har blandt andet forsket i brugen af bandeord. ”De unge bander ikke mere end ældre generationer. De bruger andre bandeord. De bruger fx bandeord, der relaterer til kroppens nedre funktioner, som fuck og skide. Ældre bander også, men bruger ord fra det religiøse område – som helvede og satan. Det kan være en af forklaringerne,” fortæller Marianne Rathje. “En anden forklaring kan være, at privatsfæren er blevet offentlig. Når man skriver anonymt på nettet blandes det private og det offentlige sammen. Det gør, at det private sprog fylder mere i det offentlige rum.” Marianne Rathje er dog ikke i tvivl om, hvad der er trenden. “Der er ingen tvivl om, at dyder som tålmodighed og høflighed ikke er i særlig høj kurs. Vi lærer også, at man bare skal give igen. Det er rigtigt, at tingene er blevet meget ekspressive: Hvor man i gamle dage måske havde slået på tæven, så er vi i dag blevet bedre til at udtrykke os, dermed kan man sige, at den verbale vold fylder mere.” Torben Steno ser en fare i, at omgangstonen ændrer sig. Han mener, der er tale om en ”kulturel deroute”. Men hvis det står så slemt til, hvad er så konsekvensen? ”Det batter måske ikke så meget, når man hører et bandeord. Så må man finde på noget andet. Måske kommer der en modreaktion, hvor det ikke længere har status at bruge det rå sprog,” siger Marianne Rathje. Undersøgelser viser en modvilje mod brugen af flere og flere bandeord – i hvert fald hos den ældre generation. Modsat er det mere acceptabelt at bruge bandeord blandt de unge, forklarer Marianne Rathje. Bred diskussionen ud Michael Høxbroe Andersen, der er post.doc fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, hilser debatten velkommen. Han ser dog ikke de samme farer som Torben Steno. ”Jeg mener forfaldsforklaringen er problematisk. Den er effektiv, men for en videnskabsmand er den uholdbar. Man kan se det som Marianne Rathje har gjort det og stille spørgsmålet: Hvordan ser det rent faktisk ud? Eller omvendt: Hvad er der kommet af nye vendinger i sproget, og hvad har vi mistet?” Michael Høxbroe Andersen er enig i, at der med 68-oprøreret røg nogle sproglige former ud af det danske sprog. Han mener, debatten afspejler to positioner. ”Debatten illustrerer to tilgange til sproget. Den konservative, som taler om at bevare noget. Som om vi har mistet noget. Den anden position handler om, at vi skal have en tone i den offentlige debat, hvor vi ikke ekskluderer nogen, men hvor målet altid må være at inkludere alle i den offentlige debat,” pointerer Michael Høxbroe Andersen. Han mener, det er samme debat, som Muhammed-tegningerne affødte. ”En som Uffe Ellemann havde den position, at juridisk set var der ikke noget galt i at trykke tegningerne, men, at de var et billede på, hvordan man med en debat kan risikere at støde nogen unødigt. Det er for mig et langt mere interessant perspektiv, og måske er det den position, som afspejler sig i snakken om høflighedsformer.” Derfor efterlyser Michael Høxbroe Andersen en bredere diskussion, der handler om individets plads i fællesskabet. En diskussion om omgangsformer i det offentlige rum. ”Det handler om, hvordan man indgår i en debat. Det skal kobles på en debat om, hvordan vi forestiller os fællesskabet skal være. Derfor må vi også definere, hvad vi forstår ved høflighed generelt.” Sproget er levende Men er der tale om en verbal storm i et glas vand? Ja, lyder det fra Ole Stig Andersen, journalist og redaktør af sprogmuseet.dk. ”Sproget kan ikke ødelægges. Sproget er levende, og det udvikler sig. At sige, at sproget er i forfald, er smagsdommeri. Det er fuldt ud muligt at være høflig på dansk. Vi gør det med andre virkemidler,” mener Ole Stig Andersen. Han nævner ord som ’lige’, som vi bruger, hvis vi ’lige’ vil bede nogen om at række os saltet. Vi kan også gøre vores sætninger længere, hvis vi ønsker at udtrykke høflighed. ”Hvis folk taler grimt til Irma-pigen, er det ikke sproget, der mangler, så handler det om psykologi,” mener Ole Stig Andersen. Torben Steno er uenig, han efterlyser en bredere debat om sproget. ”Forleden oplevede jeg i 7-eleven, at ekspedienten afsluttede med et ”hav en god dag!” men er det virkelig 7-eleven, der skal være med til at rette op på vores sproglige forfald?” spørger journalisten. Den private invasion Skal vi være så bekymrede som Torben Steno og andre? Hvad siger sprogforskeren om konsekvenserne af en skarpere tone? ”Jeg vil lade forskningsresultaterne tale for sig selv. Der er måske en anden måde at se på undersøgelsen fra Call Me. Hvis folk oplever det sådan (77% mener, tonen er blevet grovere, red.), hvem er det så, der bruger den rå tone? Det er nemt at få det svar, hvis man spørger, om tonen er blevet mere rå,” forklarer Marianne Rathje. Michael Høxbroe Andersen påpeger som Marianne Rathje, at sprogets udvikling kan ses i den offentlige debat. Med Facebook og blogs på nettet kommer det private til at fylde mere. ”Tidligere var frygten, at det offentlige skulle invadere det private rum,” forklarer Michael Høxbroe Andersen. ”Man kunne kalde det en frygt for totalitarisme. Men det er næsten blevet den modsatte historie. I blogs, på Facebook og i det politiske landskab fylder det private mere og mere. I medielandskabet konfronteres vi hele tiden med, hvad der sker, når private blander sig i den offentlige debat,” forklarer Michael Høxbroe Andersen. Han nævner Karen Ellemanns skraldespand, Helle Thorning-Schmidts skatteforhold og Lars Lykke Rasmussens hang til fadbamser. Her bør der ifølge Ole Stig Andersen blinke nogle røde advarselslamper: ”Ligegyldigheder er blevet den daglige olie. Nogle mener, at der her er sket en forråelse af sproget. Når man eksempelvis optræder anonymt, så kan man jo sige hvad som helst. Man kan sige, at med internettets yderliggående demokratisering er der nye krav til omgangstonen.” Med nye former følger nye krav, og det kræver ifølge Torben Steno, at der er nogen, der tør tage debatten. ”Med min bog oplevede jeg, at man havde et behov for at diskutere vores omgangstone. Nu skriver du, det er her, det starter. Personligt er jeg selv blevet meget bevidst om at opføre mig høfligt, det skaber ofte sjove reaktioner fra folk,” lyder det fra Torben Steno.

Plads til begejstring

Andreas Harbsmeier — Thu, 26 Apr 2012 09:32:12 GMT

INTERVIEW Sidste år afsluttede han en imponerende karriere i det danske sprogs tjeneste. Nu vil han slå et slag for den begejstring ved sproget, som vi er ved at miste. Interview med det danske sprogs nestor Jørn Lund Af Johannes Henriksen Du kender sikkert typen. Den halvgamle, mavesure sprog-revser, der altid beklager sig over sprogets forfald i almindelighed og de unges mumleri i særdeleshed. Ham, som heller aldrig kan høre, hvad de siger i søndagsdramaet på DR. En sådan type er Jørn Lund ikke. Faktisk gør den 66-årige og nu pensionerede sprogforsker og mangeårige direktør for Dansk Sprog- og Litteraturselskab en dyd ud af at kæmpe for det danske sprogs mangfoldighed uden at falde i den grøft. For ham er sprogets udvikling nemlig ikke en forfaldshistorie, men netop en udvikling. ”Sproget skal hele tiden tilpasse sig de nye betingelser, for det er ikke det samme, man har brug for at sætte ord på. Tidligere fandtes et kolossalt ordforråd til at dække landbrugssamfundets utallige arbejdsprocesser – ord som vi i dag ikke længere har brug for. I stedet kommer der nye dimser og ting, vi skal have ord for, og hvis sproget ikke kunne tilpasse sig skiftende tiders udtryksbehov, så havde vi virkelig et problem,” siger Jørn Lund. Computer eller datamaskine? En af de nye dimser, som har skullet finde plads i det danske sprog, er computeren. At den i dag kaldes netop sådan, er ikke helt tilfældigt. Fra 1992 til 2002 stod Jørn Lund nemlig i spidsen for arbejdet med Den Store Danske Encyklopædi. Her var en af de første større redaktionelle beslutninger, hvordan man skulle navngive den teknologi, som man anede ville spille en betydelig rolle i fremtiden. I kredsen af professorer og fagredaktører tegnede der sig hurtigt et flertal for betegnelsen datamaskine. Tilsvarende skulle chips hedde brikker, og harddisk kaldes pladelager. Men som chefredaktør slog Jørn Lund i bordet. Det skulle hedde det, som folk allerede var begyndt at kalde det. Og siden har vi ikke tænkt meget over, at det hedder computer, chips og harddisk. Jørn Lund hører ikke til sprog-strammerne. Den rigide tilgang til sproget som en ubevægelig enhed, der skal forsvares med næb og kløer, er ham fremmed. For ham er sproget en organisk størrelse, som viser sin styrke i kraft af sin evne til at forandres og fornyes. Et af de områder, hvor udviklingen er gået særligt stærkt i de seneste årtier, er udtalen. Faktisk ændres udtalen af det danske sprog i væsentligt højere tempo and i andre lande. ”Færge er blevet til fao, og Georg er blevet til Geo. Det er mest ældre mennesker, for hvem skriften udgør en slags appelinstans, der er generet af den slags. Men det er simpelthen udtalen, der ændrer sig, og talesprog er ikke forkert skriftsprog,” siger Jørn Lund. Men selvom han heller ikke, hvad angår udtalen, vil tale om forfald, så påpeger han dog en række mindre heldige konsekvenser af talesprogets hastige udvikling. ”Især forståelsen for, at man skal tale mere eller mindre distinkt bestemt af situationen, er ved at gå tabt. Man mangler simpelthen sproglig situationsfornemmelse. Mange taler på samme måde uanset om de befinder sig i det private eller offentlige rum,” siger Jørn Lund. Også stilfornemmelsen er blevet udvisket. Det er simpelthen ikke længere muligt at bryde et sprogligt tabu, hævder Lund. ”Man kan sige sgu og fanden på radio og tv ligeså tosset, man vil, hvilket var utænkeligt for 30 år siden. ’Jeg er pisseligeglad’ er ikke noget særligt stærkt udtryk. Selv i Berlingske kan man skrive kusse og pik,” påpeger Jørn Lund. Og det er ikke, fordi han har et sart øre, at den slags er et problem. Det hænger snarere sammen med, at det begrænser mulighederne for at udtrykke sig præcist og kreativt. Det formindsker simpelthen det sproglige register. ”Fornemmelse for, at noget sprog passer til nogle situationer er blevet ringere. Hvis man hele tiden sætter trumf på med kraftudtryk, hvad skal man så gøre, når noget er virkeligt afgørende? Hvad stiller man op med Murens fald, når en sejr til Rødovre Is¬hockey Klub er historisk? Alene ordet fedt har erstattet omtrent 300 gloser,” siger han. Den amerikanske påvirkning En anden hovedtendens i de seneste årtiers sproglige udvikling er den omfattende anglificering. Et emne, Jørn Lund har beskæftiget sig med i en stor del af sin karriere. I 1989 skrev han bogen Okay, hvis titel på sin vis sammenfatter hans holdning til den engelske påvirkning af dansk sprog. Det er okay. Anglificering var også et af de varme emner i det kulturministerielle sprogudvalg, som Jørn Lund har stået i spidsen for ad to omgange. Senest i 2008, hvor udvalget i rapporten ”Sprog til tiden” kom med en række anbefalinger til at styrke dansk sprogbrug. Men netop kun anbefalinger. For udvalget var også enige om, at der ikke, som man har gjort i Norge og Sverige, skulle udarbejdes en egentlig sproglov. Det havde ikke mindst Dansk Folkeparti ellers sat næsen op efter. For Jørn Lund har det været afgørende, at sproget ikke skulle underlægges politisk detailstyring. Derimod kan det ifølge ham nok være hensigtsmæssigt at udarbejde sprogpolitikker på decentralt niveau. På det enkelte universitet. Eller i den enkelte børnehave. Men regler for terminologi og sprogbrug er og bliver ifølge Jørn Lund en opgave, som varetages bedst i civilsamfundet. Efter hans opfattelse har de politiske og nationalistiske særinteresser kun gjort det vanskeligere at arbejde på sprogets vegne. ”Det er ikke bare nemt, at det er højrefløjen, der trommer for dansk alle vegne. Og de har også gjort det voldsommere, end jeg synes, der kunne være grund til. Eksempelvis ville de i første omgang ikke acceptere, at statslige institutioner eller radio- og tv-udsendelser på public service-stationerne havde engelske navne. Det gjaldt fx Deadline og TV2 News. Den tilgang er meget lidt befordrende for arbejdet med at styrke det danske sprog,” siger Jørn Lund. Nye teknologier Det er også svært at tale om sprogets udvikling de seneste ti år uden også at tale om den teknologiske udvikling, hvad enten det gælder internettet, sms- og email-kommunikation eller sociale medier. Da Jørn Lunds familie over fire generationer var samlet i påsken, var det mest karakteristiske, ud over, at de ældre havde vanskeligt ved at følge med i mumleriet, at alle børn under 12 år hurtigt fortrak fra bordet til fordel for deres iPhones og iPads. Ifølge Jørn Lund er der også mest godt at sige om den udvikling. ”Det er karakteristisk, at børnene er meget sammen om brugen af de nye medier. Og der er jo også masser af ældre, som har glæde af internettet. Vi kommunikerer mere end nogensinde før, og de nye teknologier kan være med til at bekæmpe modernitetens ensomhed,” påpeger Jørn Lund. Og, tilføjer han, så er legen med de nye teknologier, hvad enten det er Wordfeud eller statusopdateringer på Facebook og Twitter, udtryk for en sproglig begejstring. Og det er ikke mindst begejstringen ved sproget, som skal bringe dansk ind i fremtiden. ”Modsat de fleste andre folk, synes vi danskere generelt ikke, at vores sprog er smukt. Det er en skam, og vi er nødt til i højere grad at dyrke begejstringen for det danske sprog. Det er ikke mindst en opgave for skolerne. Også for højskolerne,” siger Jørn Lund. FAKTA OM: Jørn Lund f. 1946, cand.mag. i dansk og sprogpsykologi i 1972. Fra 1968 ansat ved Køben¬havns Universitet, fra 1980- 91 professor i dansk sprog ved Danmarks Lærerhøjs¬kole. 1991-2001 chefreda¬ktør for Den Store Danske Encyklopædi og 1995-2002 medlem af Gyldendals direktion. Siden direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Jørn Lund har siden 1980 været medlem af Dansk Sprognævn og siden 1989 af Det Danske Akademi. Gennem formandskab for en række udvalg under Undervisningsministeriet har Jørn Lund siden 1980erne haft stor indflydelse på dansk sprog- og uddannelsespolitik. 1999-2005 var han formand for Danmarks Evalueringsinstitut, 2005-06 formand for Kulturministeriets udvalg til udarbejdelse af Kulturkanon, 2007-2008 formand for Kulturministeriets sprogudvalg og 2005-11 medlem af bestyrelsen for Københavns Universitet. Jørn Lund modtog senest Modersmål-Prisen i 2009 og Danske Banks hæderspris på 100.000 kr. i 2011.

Afsmagens sprog

Andreas Harbsmeier — Thu, 26 Apr 2012 09:29:04 GMT

INDSPARK Det er nemmere at definere og verbalisere det, man ikke kan lide, end det, man kan lide. Men det skaber afstand og problemer for den mellemmenneskelige dannelse Af Rasmus Kjær Det er let at blive forarget over det bramfrie sprogbrug, som fylder medierne. Bloggeren Bitterfissen er som bekendt ”pissetræt af de skide medier og meningsfissernes ligegyldige kaglerier” og realitystjernen Angela siger ”knep dig selv med denne her finger” til sin partner på Paradise Hotel, uden han i øvrigt tager særlig notits af det. Om det er meget værre end Henrik Sass Larsen, der synes Børsen laver ”fuckjournalistik” eller Anders Samuelsen, der synes, at DR er både ”latterlige” og ”til grin”, skal jeg ikke gøre mig til herre over. Men der er noget på spil, når mennesker i fuld offentlighed fremhæver sig selv gennem verbal afstandtagen fra andre. Personligt kan jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet over eksplosionen af ukvemsord, men som andre i tiden, bekymrer jeg mig da også om, hvad den sproglige udvikling betyder for vores mellemmenneskelige dannelse. Eller rettere, hvad der er sket med dannelsen, siden vi har så stort et behov for at rette verbale bebrejdelser mod andre. Nu opfatter jeg ikke alene dannelse som et spørgsmål om at fyre høflighedsfraser af til et selskab, hvor bestikket ligger på den rigtige måde. Dannelse handler om at blive til som menneske i fællesskab med andre med alt, hvad det indebærer af social afkodning, sprogbrug og debatdeltagelse. Man danner sig i forhold til noget. Men hvad sker der med dannelsen, når der ikke længere er nogen autoriteter eller kollektive værdier at danne sig op imod? I en verden, hvor intet er sikkert, kan man ikke positivt bestemme fælles forbilleder for den menneskelige udvikling. Det synes med andre ord mere sikkert at bestemme alt det, man ikke bryder sig om. Filosoffen Lars-Henrik Schmidt har betegnet fænomenet som afsmagens dannelse, det vil sige, at man danner sig selv ved at sige fra overfor det, der synes for meget eller for lidt. Det er lettere helt præcist at sige, hvad man ikke kan lide, end hvad man kan lide. En god ven inviterer mig i ny og næ til forskellige fotoferniseringer. Jeg ved ikke meget om foto, men jeg har fundet ud af, at jeg er nogenlunde sikker på accept i miljøet, hvis jeg påstår, at den pågældende udstilling er noget lort. Jeg bliver en del af mængden ved at sige fra, og vi danner på den måde et fællesskab om det, vi i hvert fald ikke synes er godt. Det er helt opstemmende. Alligevel er det værd at overveje holdbarheden i en dannelse baseret på den sproglige fordømmelse af andre. I højskoleverden bryster vi os ofte af at bidrage til den sociale kapital og tillidsbåndene mellem mennesker. Det forudsætter, at menneskene bag skolerne på engageret vis formår at vælge andre til. Ikke fra. Det er sikkert en selvfølgelighed, men det er indimellem vigtigt at huske på, at højskolerne som dannelsesrum meget gerne må være et sted, hvor vi danner smag for hinanden.

Rap-beat-poesi

Andreas Harbsmeier — Thu, 26 Apr 2012 09:26:29 GMT

EKSPERIMENT Mød to ordsmede, der med enkle øvelser får elever – og nu også redaktioner – til at kaste sig ud i rap og poesi Af Andreas Melholt Lundberg Foto: Neel Munthe-Brun Claus Høxbroe kalder sig for beatpoet. Desuden underviser han på skrivelinjen på Krogerup Højskole. Vi har inviteret ham og rapperen Stik Op Jakob, med det på dåbsattesten registrerede navn Jakob Haahr-Pedersen, til at udsætte tre medlemmer af Højskolebladets redaktion for et sprogligt eksperiment. De to har i samarbejde med Dansk-lærerforeningen udviklet et ”lyrik¬show”, som præsenterer moderne lyrik for elever på bl.a. højskoler. Ud over en fremførelse af deres egen poesi og rap, er en vigtig del af showet, at eleverne selv prøver kræfter med de to stilarter. Med kaffe, lakridskonfekt og en afslappet fredagsstemning har vi forsøgt at trække højskolens rammer ind på redaktionskontoret for at prøve kræfter med workshoppen. Vi er nysgerrige på, hvordan de skaber et rum, hvor eleverne tør tage ordet og pennen, og til sidst stille sig frem foran resten af skolen og fremføre en personlig fortælling på ukendt terræn, som rap og beatpoesi nok trods alt er for de fleste. ”I starten var vi bange for, at folk ikke ville sige noget og sidde med korslagte arme. Men det sker aldrig. Vi snakkede om, hvordan får vi folk, der i bund og grund ikke er ligeså interesserede i sproget, som vi er, til at kaste sig ud i det. Der har vi fundet en form, der virker. Vi starter med at vise, hvad vi laver. Vi sætter os selv på spil,” forklarer Claus. Han læser højt af et af sine digte og fører os ind i beatpoesiens verden: ”At være beat er/at stå sanseløs høj i supermarkedet/og høre Gregory Corso hviske fra fryseboksen.” Jakob følger op og folder rappens verden ud: ”Rap er rytme og poesi/rap er battle, rap er krig, rap er høj energi/rap er leg med rim og ord/rap er `fortæl hele verden om det sted du bor´.” Med fremførelserne som afsæt får Claus og Jakob os til at reflektere over og sætte ord på, hvad lige præcis rap og beatpoesi er. Vi byder ind med forskellige bud: Rap leverer rytme, attitude og skarpe holdninger. Beatpoesien lader sig rive med af den verden, den møder, og rammer hverdagens indtryk ind i poesiens frie form. Claus påpeger, at de to udtryksformer begge ofte tager udgangspunkt i personlige oplevelser, fx en tur igennem bygningen eller en politisk situation. ”Det er måske også det, der gør, at eleverne bedre kan gå til det. Selvom du ikke er vant til at rappe eller digte, så sidder du med en historie, som ingen andre har, og den kan du fortælle på rigtig mange måder.” Gennem refleksioner og diskussion klædes vi langsomt på til selv at kaste os ud i eksperimentet. Sprogets håndværkere Workshopidéen er opstået af udvekslinger af erfaringer med skriveprocessen de to kunstnere imellem. For selvom de arbejder med to forskellige værktøjskasser, er de fælles om at have sproget som medium. Jakob fortæller: ”Vi arbejder som håndværkere med sproget - med to forskellige udgangspunkter. Men der er nogle greb, og der er nogle virkemidler, som vi er blevet bevidste om. Der er en struktur, et forløb og nogle redskaber. Dem vil vi gerne invitere eleverne til også at kaste sig over. Noget af det, som vi gerne vil sætte gang i, når vi er ude ved eleverne, er, at der er rigtig meget sprog i jeres og vores hverdag. Så meget, at det bliver svært at forholde sig til. Men vi tror på, at lyrikken kan noget sprogligt, som tiltaler folk, og som gør, at man synes, at lige præcis det her hip-hop-nummer er det bedste. Eller det her digt rører mig mere end det der digt – det som min dansklærer tvang mig til at læse. Det vil vi bruge til at sige: Hvad er det sproget kan? Hvad er det, det gør?” I dag er det redaktionen, der inviteres til at kaste sig over sproget og rappens og poesiens virkemidler. Hæmningerne kastes over bord, og med opfordringen fra Jakobs rap: at fortælle ’hele verden om det sted du bor’, udfordres vi til i bedste Bob Dylan-stil på kun ti minutter – ifølge Jakob en ny verdensrekord for workshoppen – med rappens eller beatpoesiens univers at fortælle om vores hjemstavn. Kaffe-koppen tømmes for det sidste skud koffein, og vi går i krig. Alternativ teambuilding Som udgangspunkt var sprogwork¬shoppen rettet imod gymnasiet og folkeskolens ældste klassetrin, men igennem Claus’ erfaringer som underviser på skrivelinjen på Krogerup Højskole, har de to ordsmede fundet ud af, at workshoppen også egner sig særdeles godt til højskoler. ”Højskolebesøgene er anderledes, fordi vi der ikke kommer som en del af danskundervisningen. Højskolerne bruger os i en social sammenhæng. Det er fantastisk, for vi mener, at man lige præcis med sproget får en mulighed for at fortælle en historie om sig selv og det, der rører en,” forklarer Claus. Foruden at sætte tanker i gang om, hvordan sproget kan bruges og bidrage med erfaringer i at udtrykke sig, har workshoppen vist sig også at indeholde en positiv social side – nærmest som en alternativ teambuilding. ”Ud over at skrive, og det at blive bedre til at skrive, så får man også noget at vide om de andre – fx ”det vidste jeg slet ikke om Dennis, har han virkelig været thaibokser?” Jakob fortsætter: ”Der er nogle skuldre, der falder ned, barrierer, der bliver brudt, og der bliver noget at samles om og grine af. Det kan en tur på Carl Mar Møllers gård eller en rappelledag måske også. Men det er så ikke det, vi arbejder med. Vi er vilde med at arbejde med lyrikken”. Claus fortæller, at eleverne også bliver rystet sammen på en faglig måde. ”De står ikke bare og kaster bolde ude i baggården. De får lyst til at producere noget.” ”Det gør også, at de unge mennesker kommer til at tænke på, hvad er det egentlig jeg laver? Eller hvad er det, jeg ikke laver? Hvad bruger jeg min fritid på? Hvorfor spiller jeg ikke fodbold mere, eller hvad det nu er. Det sætter nogle tanker i gang, og er med til at udvikle meninger,” følger Claus op. De ti minutter er gået, vi samler mod og fremfører vores rap og poesi. Nok griber man, med pistolen for panden og kun ti minutter til at skrive, et øjebliks tilfældige indskydelse om sin hjemby, og lader verset udfolde sig derfra; men mon ikke vores digt og rap alligevel afslører lidt af hvem, der gemmer sig bag redaktionen af nærværende blad. I hvert fald er det igen lykkes Claus og Jakob at få eleverne i tale, bruge sproget og lade personlige fortællinger blive indfanget i rappens og beatpoesiens form og rytme. FAKTA OM: Høxbroe og Stik Op Jakob Claus Høxbroe er digter, forfatter og selverklæret beatpoet. Har udgivet flere digtsamlinger. Underviser på Skrivelinjen på Krogerup Højskole. Blev tildelt Dan Turèll Prisen 2011. Jakob Haahr-Pedersen er som rapper kendt under navnet Stik Op Jakob. Har udgivet plader med hiphop¬grupperne Sphaeren og Ashtiani Drop og indspillet numre med kollegaer som Jokeren, Clemens og Per Vers. Desuden tekstforfatter og cand. mag. i retorik. De besøger højskoler, fol¬keskoler og gymnasier med deres lyrikshow. Er i sam-arbejde med Gyldendal ved at udvikle undervisnings-materiale til forløb om rap og beatpoesi. EKSPERIMENTET RAP Det er byens måde at åbne sig på jeg holder af Så jeg går gennem mit kvarter hver eneste dag Hvor hvert parcelhuskvarter hejser det rød-hvide flag For en dag på kontoret Blot for at få mad på bordet Hvem kigger længere end den næste ligusterhæk? Ser verden i brand, si’r ikke et kvæk Giv mig blæk, jeg må væk __ Det er byens måde at åbne sig på, jeg holder af Så jeg går gennem mit kvarter hver eneste dag Vejlebroen over fjorden hvor man kan spejle bakkerne så stejle og også spejle sig selv og sine nylakkede negle. 71-00 nogle vil måske sige det er et hul, men der kan også være kul på, når discokuglen på Crazy Daisy den svinger og klokkeværket på rådhuset det ringer. __ BEATPOESI Det er byens måde at åbne sig på jeg holder af Så jeg går gennem mit kvarter hver eneste dag En lille plet midt i staden Vandet omgiver mit lille hjem Brosten, bindingsværk, både Købmanden på hjørnet Brosten, bindingsværk, både Venner alle vegne Hjemme, altid, Christianshavn

Farvel til fitness

Andreas Harbsmeier — Thu, 26 Apr 2012 09:21:30 GMT

Når de sidste livsstilskursister afslutter deres ophold på Samsø Højskole i slutningen af april, bliver det også en afslutning i større skala. Livsstilshøjskolen ændrer kurs og relancerer sig selv. ”Jeg har lyst til at brænde alle vores fitnessmaskiner på gårdspladsen uden for skolen den 2. maj – og måske gør jeg det,” griner forstander Claus Kjær Brandstrup. For med den nye profil skal fokus væk fra en individuel livsstilsændring og decimalvejning af kost og krop, og i stedet rettes mod en bredere folkesundhed. ”Vi kan ikke længere stå inde for den form for adfærdsregulering, som man groft sagt kan betegne livsstilsintervention som,” siger forstanderen. ”Sundhedsudfordringerne i samfundet er eksploderet, og vi tager nu fat på udfordringerne på samfundsniveau ved at danne et eksperimenterende højskolerum med rig mulighed for og forventning til kursisterne om at sætte en ny sundhedsdagsorden,” fortsætter han. Samsø Højskole lancerer tre nye linjer, The Human Project, The Mindfull Body og The Outdoor Challenger, hvor refleksion og projektledelse er værktøjer til at arbejde med sundhed på samfundsniveau. Ud med decimalvægte og fitnessmaskiner og ind med folkesundhed. Så må tiden vise, om det bliver nødvendigt med bål og brand på gårdspladsen. /avk

Overgreb på dannelse

Sara Peuron-Berg — Tue, 17 Apr 2012 06:38:45 GMT

KRONIK Udsigterne til et opgør med den herskende konkurrencelogik er ikke gode, og kompetencebegrebet har begået overgreb på dannelsesbegrebet ved at give det nyt indhold. Derfor er det højskolens fornemmeste opgave at bevare sit eget sprog, samtidig med at den fastholder og fornyer dannelsestanken Af Jonas Møller, lærer på Silkeborg Højskole En af mine venner skrev forleden denne opdatering på facebook: ”Rendte på vej hjem ind i en mand, der stod og smed stakkevis af PISA-rapporter i affaldscontaineren. Det er nye tider.” Med den fyndige samtidsdiagnose afsluttede han sin øjenvidneberetning om den lodrette arkivering af et årtis uddannelsespolitik materialiseret i bunker af A4-papir fyldt med tal, statistik og ranglister. Men er det sandt? Er det slut med en dannelses- og uddannelsestænkning, hvor omdrejningspunktet har været begreber som kompetenceudvikling, livslang læring, human resources, omstillingsparathed, og hvor PISA-undersøgelserne har fungeret som den altoplysende ledestjerne? En nytteorienteret tænkning, hvor alt gøres op, måles og vejes ud fra nogle udvalgte parametre og mål for derefter at udstikke det meste af en hel verdens uddannelsespolitik i et blindt videnskapløb, hvor ingen ved, hvor målet befinder sig, men hvor alle er overbeviste om, at de, der ikke skynder sig, aldrig når frem. De når aldrig frem til fakturaen, til bundlinjen, hvor regnskabet gøres op og de kompetente og nyttige skilles fra de inkompetente og unyttige. Nye tider? Men gør det nu rent faktisk en forskel, at Danmark har fået en ny regering, og at højskolerne har fået et nyt ministerium og en ny og anderledes minister i Uffe Elbæk? Jeg tillader mig at have min tvivl, for meget tyder på, at den nye regering ikke grundlæggende har tænkt sig at gøre op med den uddannelsespolitik, der rent faktisk tog fart under den forrige røde regering i 90erne med Margrethe Vestager som undervisningsminister. Hvorfor ikke? Fordi den ikke længere blot er en politik, men har afsat sig som en diskurs; et sprog, der definerer de rammer, inden for hvilke vi – i hvert fald politisk – kan tale om og forstå begreber som læring, viden, uddannelse og dannelse. Et sprog, der fra politisk hold stort set ikke udøves kritik imod længere, hvorfor begreber som kompetenceudvikling og ‘den globale vidensøkonomi’ er blevet selvfølgeligheder, som politikerne hverken behøver at gøre rede for indholdet af eller diskutere det formålstjenestelige ved. Videnssamfundet og den globale konkurrence fremstår som uomgængelige vilkår, og kompetenceudvikling er vejen, ad hvilken Danmark skal klare sig og forhåbentlig bliver verdens bedste. Højskolen og verden Spørgsmålet lyder derfor, hvordan højskolen skal stille sig an overfor den uddannelsespolitiske virkelighed ved formuleringen af en ny 5-årig strategi. Skal vi positionere og formulere os som værende i opposition til det formelle uddannelsessystem og dets dannelsessyn, eller er der i højere grad brug for at tage de ord i munden, der gør det muligt at sidde med ved bordet for at sikre sig politisk indflydelse, fortsat statsstøtte og dermed overlevelse? Modspiller, medspiller eller både-og? Spørgsmålet har været aktuelt, lige så længe, der har været højskoler, og gennem tiden er der blevet givet forskellige svar, som har udpeget kursen. Sidst, der blev givet et sammenhængende svar, var i 2004, da det af regeringen nedsatte højskoleudvalg udarbejdede en rapport med en analyse af Højskolen i tiden og forslag til dens fremtidige rolle i et videnssamfund. I rapporten lægges der op til, at Højskolen, der i en årrække har haft nedgang i elevtallet, i højere grad integreres i det formelle uddannelsessystem for at varetage nye opgaver, bl.a. muligheden for at følge kompetencegivende undervisning. Dette legitimeres historisk ved at pointere, at højskolen fra starten og frem til 1970 altid har bevæget sig i et dobbeltspor med dannelse på den ene side og uddannelse på den anden; ved siden af kerneydelsen, den almene dannelse, har eleverne altid også lært noget ‘nyttigt’ – kvalifikationer eller kundskaber i form af håndværk, landbrug, regning, dansk osv. Men denne dualisme opløses i 1970erne, hvor højskolerne ifølge udvalget blev rene dannelsesskoler eller æstetiske højskoler med fokus på det kreative, kropslige, musiske og det personligt udviklende. Uddannelsesdimensionen forsvandt dermed fra højskolerne i en årrække, men i 2004 ser udvalget en mulighed for at genindføre den og dermed tilbagerulle ‘syndefaldet’. De formulerer dog selv betingelsen: ”Skal forbindelsen mellem dannelse og uddannelse reetableres på folkehøjskolen, skal det ske på videnssamfundets præmisser.” I forlængelse af dette slås det fast, at dannelsen, ved siden af uddannelsesdimensionen, stadig skal være skoleformens hovedsag. Det er her, at kæden hopper af; man kan være enig eller uenig i, at Højskolen skal underkastes videnssamfundets præmisser, men man har efter min mening ikke forstået rækkevidden og dybden af dets logik, når man samtidig fastholder, at det kan ske, uden at man mister dannelsen og livsoplysningen undervejs. I videnssamfundets diskurs er der sket en tavs forskydning af begreber som dannelse, uddannelse, kvalifikationer, kundskaber, der alle kan oversættes til kompetencer, som på den måde dækker over det hele. Kompetencebegrebet begår overgreb på et begreb som dannelse ved at give det et nyt indhold. Et forskudt dannelsesbegreb kan overleve sammen med videnssamfundets uddannelsesdimension, men vi må holde fast ved, at Grundtvig med sit syn på dannelse, oplysning og uddannelse mente noget andet, nemlig at individuel og social eller folkelig dannelse forudsætter hinanden, og at livsoplysningen er et mål i sig selv. Hvilket ikke er tilfældet i det per definition individualiserede og instrumentelle kompetencebegreb. Tidens strøm Min kritik af Højskoleudvalgets rapport går ikke på indholdet, som jeg tror, på mange måder har været Højskolen til gavn og samfundet til nytte, men på den diskurs, man har underlagt sig i formuleringen og legitimeringen af dette indhold. Får denne diskurs magten, forskyder Højskolen sig ud af sit idégrundlag. Hvad jeg appellerer til her, er altså ikke, at Højskolen skal isolere sig fra omverdenen, lægge armene over kors og fornægte ethvert samarbejde med det formelle uddannelsessystem. Jeg kan kun støtte op om det arbejde, FFD har gjort de sidste fem år. Hvad jeg til gengæld finder livsnødvendigt, er, at vi i en kommende strategi ikke – i et forsøg på at blive uddannelsespolitisk stuerene – underkaster os præmisserne og sproget fra et videnssamfund, der er uden tanke for begreber, der bunder i et andet livssyn end dét, hvor alt kan operationaliseres, måles og vejes ud fra en nytteværdi. Lad os i stedet lægge en strategi for, hvordan højskolerne på en gang kan fastholde og forny dannelsestanken, så den ikke drukner i tidens strøm, men kan være med til at føre den frem.

Europa c/o Aabenraa

Andreas Harbsmeier — Mon, 16 Apr 2012 13:27:19 GMT

REPORTAGE Democrazy er Højskolen Østersøens nye forløb om demokrati. Med 12 forskellige nationaliteter, tre sprog og medbestemmelse i undervisningen giver det udfordringer for alle. Følg et europæisk demokrati i miniformat Af Sara Peuron-Berg Solen skinner på de hvide lave bygninger, og vandet blinker blåt i Aabenraa fjord. Foråret er på vej til det tidligere kysthotel, som nu er Højskolen Østersøen. Der er ikke langt fra Aabenraa til Tyskland, og netop derfor har højskolen altid beskæftiget sig medtysk sprog og kultur. Men i år har højskolen åbnet dørene for hele Europa. I februar startede en flok elever på det nye forløb Democracy. Forstander Peter Burhmann vil meget gerne diskutere den europæiske identitet og fællesskab på sit kontor, hvor der er dækket op med hjemmebagte sønderjyske småkager. Forløbet er et forsøg på at bidrage til en europæisk offentlighed ved at tage en klassisk højskoleværdi som samvær og udvide det til at omfatte hele Europa. ”Grunden til, at vi fandt på Democrazy, er, at vi ser så meget spaltning og splid i Europa og mange tegn på, at der mangler en fælles europæisk identitet. Eurokrisen er udtryk for en splid i Europa, som der ikke er identitetsfølelse nok til at lukke.” Han fortæller, at fordi Tyskland ligger lige rundt om hjørnet, tror vi tit, at vi er ens. Men det er vi ikke. ”Man undres over, hvor store kulturforskellene egentlig er. I Europa er sprog- og kulturforskelle intensivt til stede i forhold til USA eller Kina. Derfor er det her grænseoverskridende arbejde meget vigtigt. Jeg synes, at det første sted, man er nødt til at starte, hvis man skal skabe en sådan identitet, er at få folk til at snakke sammen. Og der er højskoletanken optimal som platform.” Demokrati er teamwork Democrazy er tre måneder om demokrati og samfundsforhold. To gange om ugen diskuteres et demokratisk emne i fællesskab. Ofte inviterer skolen en taler, der direkte arbejder med demokrati, senest den 34-årige Donia Amr Ahmed, der deltog i revolutionen i Egypten. Democrazy har elever fra Bulgarien, Slovakiet, Tjekkiet, Sydafrika, Tyskland og Danmark. Zuzana Hlavkova på 22 år fra Slovakiet er taget til Danmark netop for at følge dette kursus. ”Jeg har længe villet tage til Danmark for at blive en del af det danske uddannelsessystem. Det er meget mere åbent og handler mere om samarbejde. Det handler ikke om at lære udenad fra a-z. I hvert fald for mig er det en bedre måde at lære på end at sidde til en forelæsning.” Når emnet er demokrati, må metoden være demokratisk. Forløbet lægger op til, at eleverne er medbestemmende i forhold til indhold og form. I tre af de tolv uger tilrettelægger eleverne selv undervisningen, og lige nu planlægger de gruppevis en demokratidag. Samarbejdet på tværs af sprog og kulturer afslører, at demokrati ikke er så let i praksis. ”Jeg tror overhovedet ikke, at nationalitet betyder noget. Det er personligheden, der er afgørende. Det, vi gør lige nu, er virkelig en test, en rigtig udfordring. Det her er demokrati i praksis, når man arbejder i teams og virkelig skal lytte til alle og finde et kompromis. En gruppe har skændtes i to uger nu og er stadig ikke nået til enighed,” forklarer Zuzana. Men det er netop demokratiets vilkår. Selvom det kan gøre beslutningsprocesser langsomme og vanskelige, er det, ifølge Zuzana, stadig den bedste metode. ”Det er den anden side af demokratiet. Nogle gange når demokratiet til et punkt, hvor tingene står stille, og du ikke kan fortsætte. Så bliver du nødt til at finde en vej ud af konflikten.” Forskelligheder og fordomme Som dansker er man vant til demokrati og demokratiske processer i skolen, på arbejdet og i sin boligforening. Men på grund af holdets internationale sammensætning bliver de danske elever konfronteret med deres vaneindstilling til demokratiet. ”Det er spændende at se, hvordan tidligere kommunistiske lande bliver til et demokrati, fordi de har en anden indgangsvinkel,” fortæller Karen Ellegaard, en dansk elev på kurset. En anden, der ser blandingen af elever som en fordel, er Ulrike Patzke, underviser på Democrazy.” Især nogle af eleverne fra de østeuropæiske lande har på deres egen krop oplevet, hvordan det er at udvikle demokratiske og bureaukratiske veje. De danske elever indser, at for dem er det indlysende at have en elevrepræsentant. Og på den måde kommer man i snak med hinanden.” Netop at komme i snak med hinanden er en nødvendig del af et demokratis måde at løse konflikter på. Med elever fra hele Europa må det nødvendigvis give nogle udfordringer. Højskolen har altid fokuseret på det tyske sprog, både pga. beliggenheden, men også for at styrke bevidstheden om andre sprog i en stadig mere sprogligt anglificeret verden. På grund af det nye tiltag har skolen været nødt til at inddrage engelsk for at kunne undervise de internationale elever, og det er en svær forandring. For eleverne synes det dog ikke at spille en rolle. ”Ingen taler ordentligt engelsk her. Det er derfor, at vi forstår hinanden. Det er faktisk meget sværere at forstå folk, der har det som modersmål,” fortæller Zuzana Hlavkova grinende på engelsk. Selvom det engelske forfladiger elevernes sproglige udtryk, da ingen har det som modersmål, er der ingen vej udenom. Og det er skolens udfordring ved at ville have hele Europa samlet i Aabenraa. Demokrati som livsholdning Formålet med Democrazy er, at eleverne går ud i verden og deltager i samtalen om den europæiske identitet. Hverken Zuzana Hlavkova eller Karen Ellegaard har umiddelbart tænkt sig at arbejde direkte med demokrati efter højskolen. Dog betyder det ikke, at forløbet ikke er en succes. Peter Burhmann håber, at opholdet vil give Europa muligheden for en ligeværdig demokratisk samtale. Men ligeværd er ikke ensbetydende med, at alle skal være ens. ”Forskelle har forrang for enhed. Forskellene mellem mennesker og systemer gør, at der altid er fordele og ulemper, men det må vi både se i øjnene, arbejde med dem og have som grundlag. Democrazy er et forsøg på at bygge bro over nogle af de forskelle, der samtidig skal respekteres.” Ulrike Patzke er enig. ”Vi håber, at de bliver en slags ambassadører for en demokratisk grundholdning. Ikke så meget som en styreform eller en juridisk form. For hvis man vil have, at demokratiet styrkes, så skal man have mennesker, som lever i den demokratiske tanke. Demokrati fungerer kun, hvis den største del af folket eller samfundet engagerer sig. Vi vil gerne have, at folk, der går herfra, brænder for at tage stilling og have meninger og holdninger. Uanset hvad det så bliver for meninger og holdninger.” Solen går nu langsomt ned over fjorden og spejler sig i højskolens store vinduer. Om tolv forskellige nationaliteter til sommer vil tale med én europæisk stemme, vil tiden vise.

Unge stemmer giver mere demokrati

Andreas Harbsmeier — Mon, 16 Apr 2012 12:45:31 GMT

STEMMERET Europarådet anbefaler alle medlemslande at arbejde for 16 års valgret. Men i Danmark sker der ikke meget. Det går ud over demokratiet, mener Dansk Ungdoms Fællesråd Af Sara Peuron-Berg Lige nu samler den engelske valgretskoalition votes 16 underskrifter ind til et forslag om stemmeret til 16-årige. Også i Skotland arbejder regeringen på et forslag, der giver 16-årige ret til at stemme til folkeafstemninger allerede i 2014. Argumenterne er bl.a., at en 16-årig i forvejen har afsluttet en grundlæggende uddannelse, kan få arbejde og straffes på lige fod med voksne. Østrig, Norge og Tyskland m.fl. er også langt fremme med nedsat valgret til lokal-, regional-, national- og Europaparlamentsvalg. I Danmark er der derimod ikke umiddelbart udsigt til en nedsat valgalder. I 2009 lavede Aarhus Kommune sammen med 30 andre kommuner et prøvevalg, og det blev foreslået at nedsætte en valgretskommission. Forslaget blev nedstemt af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, bl.a. pga. en lav stemmeprocent og økonomiske omkostninger. Tag de unge seriøst Radikale Venstre har foreslået, at 16-årige skulle have stemmeret i Aarhus til kommunalvalget i 2013. Rabih Azad-Ahmad fra Radikale Venstre og Aarhus Byråd argumenterer: ”Der er unge på 16, der faktisk er meget modne, og som ved meget om det samfund, vi lever i. Modsat findes der voksne overalt, der slet ikke ved noget.” Han fortsætter: ”Både erfaringer fra udlandet og fra Danmark viser, at mange på 16 tager ansvar og er bevidste om det samfund, de lever i. Der er en lang række lande, der har succes med, at 16-årige kan stemme.” Rabih Azad-Ahmad bliver bakket op af en undersøgelse fra det østrigske forskningsinstitut SORA. Hele 77 % af de 16-18-årige stemte, kun 1 procentpoint mindre end resten af den samlede befolkning, og de havde endda en højere stemmeprocent end dem over 30. Signe Bo, formand for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), forklarer den lave stemmeprocent til prøvevalgene: ”Vores oplevelser er, at de danske unge er meget engagerede, men det er også klart, at det kræver ekstra arbejde at lave prøvevalg. I de kommuner, hvor man gjorde et ekstra arbejde med oplysning, var valgdeltagelsen højere.” Forpligtelser og rettigheder følges ad DUF er initiativtageren bag en valgretskommission, der i december sidste år fremlagde 28 forslag til, hvordan unges deltagelse i demokratiet styrkes. Et af forslagene var valgret til 16-årige. DUF var i 1979 med til at sænke valgretten til 18 år under mottoet ’Forpligtelser og rettigheder følges ad’, og det er stadig et af hovedargumenterne. De mener yderligere, at der undgås en skævvridning af demokratiet. Stemmer på de unges interesser giver et mere repræsentativt demokrati. Et mindretal i valgretskommissionen fastholder dog, at man skal være 18 år for at kunne stemme. ”En ændring betyder også, at myndighedsalderen skal sættes ned,” siger Mikkel Dencker fra Dansk Folkeparti til TV2 Nyhederne i forbindelse med fremlæggelsen af de 28 forslag. Til det svarer formand for Dansk Ungdoms Fællesråd Signe Bo: ”Det er klart, at myndighedsalderen er et stort fokuspunkt. Historisk set har valgretsalderen og myndighedsalderen ikke fulgtes ad. Der er så mange andre grænser, at det udvander myndighedsbegrebet noget.” De borgerlige understreger dog også, at valgbarhed og valgretsalder følges ad, og derfor kræver det en ændring af Grundloven ved folkeafstemning.

Jeg er ikke jubeleuropæer

Andreas Harbsmeier — Fri, 30 Mar 2012 08:07:05 GMT

INTERVIEW Da Connie Hedegaard var barn, så man EU som fredens projekt. I dag hører man kun om krisen og økonomi. Det er synd, mener hun, fordi selvom krisen har afsløret problemer, kan vi ikke klare os uden demokratiet – tværtimod Af Kristoffer Friis Hecquet Selvom der er travlt under det danske formandskab, og selvom det mest er for familiens skyld, at klimakommissær Connie Hedegaard er i Danmark i udvalgte weekender, er det alligevel lykkedes at møde hende denne fredag formiddag. Der er udsigt til solskinnet over Kongens Have fra mødelokalet i Kommissionens bygning i København, og Connie Hedegaard træder veloplagt og velklædt ind ad døren, rede til at diskutere demokrati i Europa. For EU er i dag et helt andet sted, end det oprindeligt startede. ”Dengang der var afstemning i 1972, gik jeg i sjette klasse. Det, jeg hørte dengang hos mine forældre, og der, hvor jeg kommer fra, var, hvor fantastisk det skulle være at være med i dette fredens projekt. Nu skulle der aldrig mere være krig i Europa. Det var diskussionen i 70erne,” husker Connie Hedegaard. Hun fortsætter med at fortælle om 80erne, hvor hun sad i Folketinget. Det indre marked, toldbarrierer og samhandel var kodeordene dengang. Dengang var et flertal af danskerne stadig bag. ”Så kom Murens fald i 1989. Jeg var i Østberlin i 3. g, og jeg oplevede at rejse fra lysene i Vest og så komme til Østberlin – man kunne slet ikke fatte, hvordan muren kunne falde. Og tænk, at man kan forene Europa. Det er utroligt, at man sidste år kunne have Polen som formandsland i EU. Jeg deltog i et uformelt miljøministermøde i Gdansk, hvor modstanden startede. Det er jo ufatteligt at tænke sig, at vi på så relativt kort tid kunne få Østeuropa indarbejdet i fællesskabet.” Men entusiasmen har forladt Europa på det sidste. ”Det er klart, at mine børn, der er i gymnasiealderen, tænker, hvad er det appellerende ved, at EU kræver det ene eller det andet af Grækenland? Der mangler noget for at få den unge generation til at opfatte EU som et fantastisk projekt. Jeg tror, der er mange europæere, der ubevidst er klar over, at der findes et europæisk værdifællesskab. Men det glider totalt i baggrunden for de negative historier, som man hører nu.” Jeg er ikke jubeleuropæer Connie Hedegaard er en af de få danske politikere, som er beundret på begge sider af det danske politiske spektrum. Der var stor dansk folkelig opbakning, da hun blev udpeget som klimakommissær i november 2009 i forbindelse med hendes forberedelser af klimatopmødet COP15 i København. Men at arbejde for EU har, ifølge hende selv, ikke gjort hende mere til europæer, end hun allerede var. ”At komme ind i Kommissionen har ikke gjort, at jeg er blevet tusind procent jubeleuropæer, der går ind for alle EU-tiltag. Jeg synes stadig, det er vigtigt, at EU kender sin begrænsning og kan vurdere, hvornår en sag kan overlades til lokale eller nationale kræfter, og lade være med at blande sig i irrelevante detaljer. I stedet skal EU fokusere på nogle hovedprioriteter. Men forhåbentlig identificerer man samtidig nogle kerneområder, hvor det, også set fra et borgersynspunkt, giver merværdi. Jeg har selv været heldig med mit område. Folk kan godt se, at det giver mening at samarbejde om klima på europæisk plan. Men på andre områder er der mange, der siger: kunne vi ikke klare det bedre selv?” Det er tydeligt, at Connie Hedegaard trods sin tilbageholdenhed er nødt til at tænke meget europæisk. Hun har ikke en valgkreds, der skal plejes, og hun er heller ikke valgt til at pleje danske interesser. Dette gør hendes rolle som politiker ganske speciel. ”Man er ikke forpligtet over for et parti eller en ideologi eller noget som helst andet end at finde den bedste løsning for Europa. Jeg føler mig meget forpligtet på ikke at være dansk konservativ, men at række ud til hele det danske samfund. Som kommissær tager man ikke imod ordrer fra nogen, heller ikke den nationale regering. Man skal være uafhængig.” Krisen afslører demokratiets problemer Europas økonomiske krise fortsætter med uformindsket styrke, og Euroens medlemmer kigger sig om i verden efter købestærke investorer. Samtidig vokser bekymringerne for, at krisen også har fået konsekvenser for demokratiets tilstand i Europa. Flere sydeuropæiske lande har fået teknokratregeringer til at rette op på økonomien, og Ungarns centraliserede styre vækker løftede øjenbryn i hele unionen. Connie Hedegaard er tidligere blevet citeret for, ”at demokrati er en del af problemet”. Dette afviser hun uden at blinke. Nej, problemet i demokratiet findes et andet sted. Og den økonomiske krise har ikke skabt problemet, men været med til at afsløre det. ”Demokratiet er ikke i vejen for at tage beslutninger. Demokratiet er en forudsætning for det hele. Man kan tale om europæiske værdier til solen går ned, men man vil aldrig kunne komme uden om, når man har skrællet alt det andet fra, at den kerneværdi, der vil stå tilbage, vil være troen på folkestyret. Det er befolkningerne, der bestemmer.” ”Der findes en udfordring for demokratiet i Europa. Politikere bliver af frygt for deres egen befolkning bange for at tage de beslutninger, som politikerne godt ved skal tages. Problemet er, at for mange regeringer for længe har undladt at gøre, hvad de egentlig vidste, der burde gøres, af frygt for deres befolkning. I Sydeuropa, for eksempel i Italien, har man længe sagt, at her går det godt. Dette handler om repræsentative politikere, der ikke turde gøre, hvad der burde gøres, men frygtede den befolkning, de repræsenterede. Og så gik det galt, da krisen kom. Det er min overbevisning, at hvis du lægger tingene frem for veloplyste europæiske borgere, og investerer noget politisk kapital i det, kan man få befolkningen med til ganske meget. Fx efterlønsdebatten. Man måtte erkende, at det ikke længere gik at love, love og love. Vi bliver færre og færre til at forsørge flere og flere. Det kan man som politiker godt få folkelig opbakning til.” Er der ikke en systemisk krise for de politiske beslutningstagere, hvis man ser det i et bredere perspektiv i forhold til frygten for fx Kina? ”Markedet har internationaliseret sig, bankerne har internationaliseret sig, finansmarkederne og børserne har internationaliseret sig, og pga. den teknologiske udvikling kan man på sekunder træffe helt afgørende beslutninger. På den anden side har vi et politisk system, der slet ikke er fulgt med internationalt. Det internationale politiske system er ufatteligt svagt. Hvis man ikke mener, at markedet kan klare alting, så er det vigtigt at finde ud af, hvordan vi regulerer dette marked, men internationalt er det politiske system enormt svagt i forhold til både lokalt og nationalt niveau. Se fx FN. Dette er den systemiske krise, som vi befinder sig i.” Solidaritet er nødvendig Hvis man betragter den økonomiske pessimisme og talen om renationalisering og protektionisme i Europa, kan det være svært at se lys for enden af tunnellen. Er de europæiske lande ved at lukke sig om sig selv i stedet for at vælge fællesskabet? ”Jeg kan godt forstå frygten, men det, der er sket i løbet af de sidste 18 måneder, er jo egentlig helt utroligt. Tænk, at når et land som Grækenland kommer så langt ud, vil de andre lande – selvom der er krise – hælde milliarder af milliarder i landet. Og foreløbigt slipper man af sted med det. Foreløbig bliver det accepteret af befolkningerne i Europa, af det franske og tyske vælgerkorps. Er det ikke en ret stærk solidaritetshandling? Denne krise har givet anledning til at vise, at når man siger, at man er et solidarisk fællesskab, så er det ikke kun tomme ord. Man har forpligtet sig til at vise, at det er man. Men vi mangler helt klart broen ud til vælgerne, så de kan se, at det faktisk var solidarisk.” Og solidaritet er nødvendig. Konkurrencen fra Kina og andre stærke nye økonomier er ikke til at tage fejl af, og de har ikke samme demokratiske værdier at kæmpe for som europæere. ”Vi er oppe imod nogle af de store nye fremmarchende økonomier, og det er jo ikke blot store økonomier – det er også nogle komplet andre værdisæt end vores. Hvis vi ikke har et eller an¬det samlet bud på, hvordan vi kan stå op imod dette, så har jeg virkelig svært ved at se, hvordan europæiske værdier kan spille den rolle, de burde i det 21. århundrede.” Connie Hedegaard mener dog, at hvis europæerne gør en indsats i fællesskab, har vi rent faktisk en chance. Selvom vi kun er en halv milliard ud af syv, bliver vi lyttet til. Fx da hun stod i spidsen for forhandlingerne i EU på klimakonferencen i Durban i december. ”Det, vi så i Durban, var i denne sammenhæng interessant. Her kunne man se, at når EU’s 27 medlemsstater virkelig taler med en stemme, og uanset hvem du spørger i de 27 lande, står man fast over for Kina, Indien og USA, og laver alliancer med en lang række udviklingslande, så kunne vi faktisk få gennemført ting, som ingen troede muligt, da vi tog til Durban. I modsætning til COP15 kunne vi her tvinge USA, Indien, Kina m.fl. til ting, de ikke ville. Man sagde, at de tektoniske plader rykkede sig rent geostrategisk.” Mere demokrati Således et bevis på EU’s potentielle styrke. Det kan dog samtidig misforstås, som om den europæiske befolkning ikke er blevet hørt, mener hun. Men demokratiet skinner igennem. ”At vi taler med en stemme i Euro¬pa, betyder ikke, at der ikke har været en forankring i medlemsstaterne. Der har været diskussion rundt om bordet imellem de 27 lande. Dette, kan man mildest talt ikke sige, var en manglende demokratisk proces. Det er en meget demokratisk proces. At vi bliver enige om et fælles standpunkt, går ikke ud over demokratiet, men vi kan få en enorm indflydelse, som vi ellers ikke kunne have fået.” ”Jeg er stor tilhænger af det repræsentative demokrati og synes, at balancerne i EU-systemet, som de er, har den demokratiske legitimitet, der skal til. Fra et dansk synspunkt burde man endda ønske sig stærkere institutioner i EU, - hvis man er bange for, at de store lande skal bestemme for meget. I EU har hvert land én stemme.” Den nuværende økonomiske krise er årsag til meget dårlig omtale. Der tages store beslutninger, og det virker svært at nå at forankre beslutningerne i befolkningen, da det skal gå hurtigt. Det er naturligvis et problem. Men det er ikke ensbetydende med, at demokratiet er i vejen for lovgivningen, eller at EU er udemokratisk, mener Connie Hedegaard. Europas demokrati er værd at kæmpe for.

Demokrati på standby

Andreas Harbsmeier — Fri, 30 Mar 2012 06:49:32 GMT

TENDENS I Europa er al snak om demokrati, identitet og fællesskab dalet betragteligt i takt med, at diskussioner om økonomi, gældskrise og eurozone er steget. Er teknokratindsatte regeringer i Italien og Grækenland reelt en trussel mod demokratiet - og er finanspagten i virkeligheden den seneste ammunition i kampen mellem plutokrati og demokrati? Af Jesper Himmelstrup Det var som bekendt i oldtidens Grækenland, at demokratiet fødtes for mere end 2000 år siden. Derfor er det ikke desto mindre paradoksalt, at det nu er Grækenlands demokrati, der er blevet sat under administration med en teknokratregering og en finanspagt, der skal fungere som kontrolinstans, så den græske stat ikke ender på fattiggården. Årsagen er som bekendt den økonomiske krise, som i tre og et halvt år har præget Europa. Slut med debat om identitet, demokratisk underskud og folkelig opbakning – ind med diskus¬sioner om gældsbremser, arbejdsløshed og statsbankerotter. Men spørgsmålet er, om finanspagten og de indsatte teknokratregeringer i både Grækenland og Italien i virkeligheden er en trussel mod de europæiske idealer om demokrati? ”Både ja og nej. Det er jo ikke at sætte demokratiet ud af kraft, at fx Mario Monti er blevet indsat af præ-sidenten i Italien, for han har stor opbakning i parlamentet og i befolkningen. Man kan diskutere det lidt mere i Grækenland. Det er jo egentlig dejligt, at der er nogle udefrakommende, der kan presse ikke-kompetente typer som Berlusconi og alle de græske politikere. Men vi ved jo ikke, hvordan det kommer til at virke på længere sigt,” siger professor i europæisk og dansk historie ved Copenhagen Business School, Uffe Østergaard. Han peger på, at de demokratiske udfordringer derimod ligger i, at de toneangivende stater i EU får for meget magt. Og ikke i, at EU er ved at udvikle sig til et teknokrati frem for et demokrati. ”Nej, tværtimod. Man kan sige, at de teknokratiske sider er begyndt at fungere dårligere, for EU-Kommissionen har mistet magt. Barroso (EU-kommissionsformand, red.) bliver ikke engang inviteret med til møder længere. Der kan vi pludselig se, hvordan de store stater har taget over. Og det er skidt for de små stater,” understreger professoren. Han tilføjer, at selv om Barroso måske nok bestrider posten som formand for EU-Kommissionen, så er det i virkeligheden den tyske kansler, Angela Merkel, der trækker i trådene. ”Ja, det er det. Det er der ikke tvivl om. Derfor kan man også driste sig til at sige, at der er masser af demokratisk kontrol i EU – den foregår bare via den tyske forbundsstat,” siger Uffe Østergaard. Tilliden bliver svækket Men EU’s største udfordring er ikke for lidt demokrati. Det er, at befolkningernes tillid til EU-projektet er blevet svækket, siger tidligere EU-vismand og nuværende MF for Venstre, Lykke Friis. ”Når grækerne fx reagerer mod Merkel ved at kalde hende for Hitler, så har vi da et problem. Og ser man på den folkelige opbakning i fx Tyskland, så er den faldet markant, fordi den tyske regering har følt, at den var nødt til at redde euroen. Men det har så betydet, at tyskerne er begyndt at spørge: Hvorfor skal vi egentlig betale til euroen – og hvad er idéen med det europæiske projekt fremover,” siger Lykke Friis og tilføjer: ”Der, hvor jeg ser problemet, er, at vi kommer til at gennemføre nogle økonomiske reformer, som kommer til at gøre kolossalt ondt. Her vil der være en fare for, at flere siger, at det er EU’s skyld,” understreger Lykke Friis. Og under alle omstændigheder kommer vi ikke uden om, at økonomi og demokrati hænger uløseligt sammen, siger Uffe Østergaard. ”Demokrati er vanskeligt, fordi det er vanskeligt at dele en tilbagegang. Men økonomien presser til gengæld en europæisk identitet frem, fordi tyskernes, hollændernes og finnernes fællesskabsfølelse er blevet sat på prøve, når man skal have hænderne op af lommen for at hjælpe grækerne. Man kan lige så godt vende det om og sige, at nu er vi der, hvor det gør virkelig ondt,” siger professoren. Den økonomiske krise kan faktisk i sidste ende betyde en øget bevidsthed om, at vi er fælles om problemerne, siger Lykke Friis: ”Krisen har betydet en langt større forståelse af, at vi er i samme båd. En krise i Grækenland og Sydeuropa bliver vores alle sammens krise, fordi vi jo er flettet så meget sammen med Europa, når vi ser på de økonomiske investeringer. Men det er da en tydelig fare i og med, at vi har så store økonomiske problemer, at det kan gå ind og anfægte vores demokratiske idealer,” siger Lykke Friis. Størrelsen betyder noget Demokrati eller ej - man kan stadig finde demokratiske skønhedspletter på Europakortet. I begyndelsen af marts underskrev 25 af EU’s 27 medlemsstater den finanspagt, som skal sørge for, at de enkelte stater ikke skejer for meget ud, men har orden i husholdningerne på hjemmefronten. Problemet er bare, at pagten ikke er særlig demokratisk. Den kan nemlig kun genforhandles, hvis alle 25 stater, der har indgået den, er enige. Derfor kunne den tyske kansler Angela Merkel også efter underskrivelsen med sindsro i stemmen erklære: ”Gældsbremserne skal være bindende og gyldige for altid. De vil aldrig kunne ændres af et parlamentarisk flertal”. Og derfor er finanspagten set med demokratiske briller også temmelig flosset i kanten, siger professor i statskundskab på Aarhus Universitet, Palle Svensson. ”Det er bestemt et problem, at den danske regering og Folketinget binder selv sig og reelt svækker deres handlefrihed ved at indgå i finanspagten. Det her betyder, at de nuværende regeringer bestemmer, hvordan fremtidige regeringer kan føre økonomisk politik,” understreger han. Til gengæld er den økonomiske krise et glimrende eksempel på, hvad det er for et dilemma, demokratiet står over for i sådanne situationer, siger Palle Svensson. ”Problemet er, at hvis du vil have løst nogle store problemer - som fx gæld eller miljø – der involverer mange lande, så bliver det sværere at opretholde demokrati og medbestemmelse. Modsat kan små enheder med problemer, som ikke har konsekvenser for andre, i højere grad have demokrati og folkelig deltagelse. Jo mere globalisering og jo flere sammenhængende problemer, jo mere kommer demokratiet under pres. Store enheder er simpelthen svære at styre demokratisk. Så dybest set tror jeg, der er et dilemma mellem størrelse og demokrati,” siger Palle Svensson. Demokratiet overlever Som et modsvar på de altoverskyggende økonomiske betragtninger understregede den tyske udenrigsminister Guido Westerwelle i slutningen af marts måned, at vi nu har diskuteret krise i over to år – nu skal vi også huske på EU’s demokratiske legitimitet efter krisen. Og det er den rigtige kurs at lægge, mener tidligere udenrigsminister og MF for De Konservative, Per Stig Møller, der ikke lægger skjul på, at den nuværende økonomiske krise på sigt kan blive en udfordring for demokratiet. ”Det er for mig at se et rigtigt træk. For man skal huske på, at demokratiet, som vi kender det i dag, ikke har mere end 65 år på bagen. Og vi har historisk set ikke før haft demokratier, der var udsat for længerevarende kriser,” understreger Per Stig Møller. Og Westerwelles tanker bakkes også op af tidligere EU-vismand, Lykke Friis. ”Der er jo tegn på, at vi har nogle demokratiske legitimitetsproblemer. Det er derfor, han siger, vi bliver nødt til at puste noget mere demokratisk liv i processen ved at styrke Kommissionen. Og selv om vi måske ønsker at styrke de nationale parlamenter, er det underordnet – bare man starter på en diskussion af demokratiet. Det er for mig at se det vigtigste,” siger Lykke Friis. Så selv om vi i Europa i øjeblikket snakker meget om økonomi og kontrol og knap så meget om demokrati i EU, så er begge folketingspolitikere fortrøstningsfulde, når det gælder demokratiets fremtid i Europa. ”Lykkes det at få reddet økonomien, så kan EU rejse sig. Lykkes det ikke, så er der lang vej igen. Men jeg er sikker på, at demokratiet nok skal klare sig i en eller anden form,” siger Per Stig Møller. ”Vi er langt fra i mål hverken økonomisk eller med hensyn til den folkelige opbakning i EU. Men man skal huske på, at det Europa, vi har i dag, er væsentligt mere demokratisk, end nogle af de Europa’er, vi nogensinde har haft før,” understreger Lykke Friis.

Østeuropæisk forbindelse sløjfes

Andreas Harbsmeier — Fri, 30 Mar 2012 06:40:56 GMT

INTERNATIONALT Selv om højskoler ofte betragtes som en specifik dansk institution, har de for længst åbnet sig mod verden. En stor del af eleverne er internationale og udlandsrejser er en selvfølge¬lighed. Alligevel er det internationale sjældent på dagsordenen, og støtten til østeuropæiske elevers højskoleophold forsvinder måske i år Af Andreas Harbsmeier og Andreas Melholt Lundberg Foto: Ulrik Jantzen Det starter ofte med historien om den danske bondesøn, der bliver sendt på højskole for at blive dannet og uddannet til at tage del i det danske samfund. Højskolen blev en del af den nationale oprustning eller som professor Ove Korsgaard skrev i sin Kampen om lyset: ”Højskolen er tænkt som et danskinficeringsinstitut.” Selv om man stadig kan finde det synspunkt rundt omkring i højskolelandskabet, ser den faktiske virkelig-hed imidlertid noget anderledes ud i dag. Først begyndte højskolerne at lade rejser indgå som en central del af et højskoleophold. Mest berømt blev måske Tvinds Den Rejsende Højskole, hvor hovedvægten lå på elevernes selvoplevelse af levevilkår i U-landene. Flere højskoler bruger stadig rejserne som en del af den internationale kulturudveksling. Siden er strømmen også begyndt at gå den anden vej, og internationale elever er blevet en fast del af mange højskoler. Især fra de nordiske lande, men også fra Østeuropa og resten af verden. Farvel til østeuropa Især østeuropæiske elever har de sidste ti år spillet en særlig rolle. ”Den norske, svenske og finske kultur ligner jo meget vores, hvorimod de østeuropæiske giver spændende sammenstød og en enorm kulturel udvikling. Mange af vores rejser til udlandet går til Østeuropa, hvor tidligere elever fungerer som kulturelle guider for vores nuværende elever. På denne måde har vi opbygget et stærkt netværk og gode kontakter på grund af Cirius-ordningen,” siger Søren Winther Larsen, forstander på Odder Højskole. Den såkaldte Cirius-ordning har siden 2003 banet vej for, at unge fra de nye EU-lande kan komme på et ophold på en dansk højskole med betragtelig økonomisk støtte. Men med udgangen af 2012 udløber den ordning, så fra årsskiftet vil østeuropæiske elever nok blive et noget sjældnere syn, end tilfældet er i dag. En opgørelse fra sidste år viser, at elever, der var under Cirius-ordningen, alene udgjorde 7 % af det samlede elevtal i skoleåret. ”Uden Cirius vil nogle elever ikke have mulighed for et højskoleophold, og det vil være en stor skam for demokratiet i Europa. Det er en stor skam, fordi mange af vores elever tager tilbage til deres lande og fortæller om den danske kultur. Hvis Cirius forsvinder, vil de østeuropæiske elever få svært ved at komme på højskole i Danmark, da mange ikke har råd. Vi vil stadig, ud over de nordiske elever, få mange amerikanere, japanere og sydafrikanere, der har råd. Og det vil de have, uanset om Cirius vil spille en rolle eller ej. Men jeg håber, at man kan finde en ordning, der nedsætter egenbetalingen for nogle grupper,” afslutter Søren Winther Larsen. Der er en forhåbning om, at det lykkes at skabe en ny pulje på 2,9 mio. kr. – svarende til Cirius-ordningen –, som udenlandske elever kan modtage støtte fra. Ordningen har været en fast post på finansloven siden 2003. Om midlerne bruges til en ny pulje, afhænger dog af, om der findes politisk vilje og økonomisk råderum til at sætte penge af hertil igen i den kommende finanslov. Kulturminister Uffe Elbæk er bevidst om problemet. ”Jeg er godt klar over, at puljen udløber, og vi er ved at afsøge mulighederne for, hvordan vi fortsat kan understøtte højskolernes arbejde med at tiltrække elever fra EU. Men den økonomiske situation gør, at midlerne samlet set er meget knappe i disse år.” Den succesfulde kulturudveksling imellem Øst- og Vesteuropa går en usikker fremtid i møde. International dannelse Om Cirius kan fortsætte afhænger i høj grad af den politiske vilje til fortsat at bakke op om højskolernes internationale orientering og funktion som arena for møder mellem danske og internationale elever, hvor dansk og andre kulturer mødes og udfordres. Men også internt skal der fokus på emnet. Det internationale spillede en meget lille rolle i de anbefalinger til højskolerne, som kom frem i det af Undervisningsministeriet nedsatte højskoleudvalgs rapport fra december 2004. Flere udtrykte herefter bekymring for, om højskolen ville ende som et ”frilandsmuseum for den danske folkeoplysning”, som den radikale Bente Dahl i 2005 udtrykte det i et åbent brev til daværende undervisningsminister Bertel Haarder. På trods af den manglende prioritering af det internationale i en fælles strategi, har mange skoler det alligevel på dagsordenen. Adskillige skoler fra Den Internationale Højskole i Helsingør til Højskolen Østersøen i Aabenraa slår sig endda direkte op på at være henvendt til ikke-danske elever. Odder Højskole har en bevidst international orientering i deres værdigrundlag: ”Internationale elever er interessant for højskoleformen, fordi vi jo, lidt fortærsket sagt, lever i en globaliseret verden. I forhold til hele dannelsesaspektet mener vi, at det er nødvendigt at være i stand til at kunne aflæse og forstå andre kulturer,” udtaler Søren Winther Larsen, der ser den internationale orientering som en naturlig udvikling af højskolens klassiske dannelsesidealer. Der findes ingen nøjagtig opgørelse over, hvor mange højskoleelever, der kommer fra andre lande end Danmark, men tallet menes at ligge i omegnen af 20%.

Videnskabernes fakta og folkehøjskolernes gåder

Andreas Harbsmeier — Thu, 23 Feb 2012 13:42:35 GMT

KRONIK Vores tilværelse er tilsyneladende allerede fyldt med oplysninger. Hvad skal vi med et folkeligt oplysningsprojekt? Svaret på det spørgsmål indbragte Allan Jakobsen førsteprisen i FFD’s kronikkonkurrence Af Allan Jakobsen,tidligere højskoleelev Hvad skal vi med et folkeligt oplysningsprojekt? Vores tilværelse er tilsyneladende allerede fyldt med oplysninger. Videnskaberne producerer viden, og medier og uddannelsesinstitutioner videreformidler denne viden. Men oplysninger i form af faktuel viden er ikke et tilstrækkeligt grundlag for at sikre demokratiske medborgere. Folkehøjskolerne kan derfor have afgørende roller at spille for fremtidens demokrati. Eksempel: folkehøjskolernes rolle i klimadebatten Klimadebatten kan tjene som eksempel på, hvorfor både videnskaber og folkehøjskoler kan være relevante aktører i at sikre et levende demokrati. Videnskaberne er afgørende for at sikre kvalitet i debatten. De kan forhindre, at debatten bliver til gætteri: om vi tror, at der er global opvarmning eller ej. I stedet for gætteri kan vi tage videnskabernes fakta i anvendelse. Men vi bliver ikke demokratiske medborgere blot ved at blive oplyst om fakta. For hvordan kan vi forholde os, hvis vi kun får faktuel viden? • Vi kan være ligeglade. Videnskabenes fakta siger intet om, hvorfor vi skal engagere os i debatten. Fakta kan være os aldeles ligegyldige. Der opstår ikke nødvendigvis et forhold mellem disse fakta og vores livsanskuelse. Videnskabelige fakta giver ingen etik og intet engagement. • Vi kan kede os. Vi kan have et ønske om at tage del i debatten, men bliver vi bombarderet med statistik, beregninger og prognoser, kan vores replik blive et ’kedsomhedens tomme gab’. Der er hverken begejstring eller indignation i tørre tal. • Vi kan blive modløse. Fakta kan være nådesløse, og i klimadebatten gives der sjældent opmuntrende nyheder. Det kan blive en pinsel at høre om højere temperaturer, naturkatastrofer og manglende politiske resultater. Vi kan føle os afmægtige over for situationen, og derfor resignerer vi. I modløshedens ånd kan vi risikere at ignorere problemet og forsøge at glemme vores eget ansvar. Ligeglade, uoplagte og modløse medborgere skaber intet demokrati. Derfor har folkehøjskolerne en central rolle at spille. Folkehøjskolerne kan give andre beskrivelser af menneskelivet, end dem, som findes i det videnskabelige verdensbillede. Videnskabelig viden kan fjerne de værste fordomme og sikre, at debatter sker på et oplyst grundlag. Således skal vi ikke beklage, at det videnskabelige verdensbillede er dominerende i vores verden. Men det er afgørende, at dette verdensbillede ikke står alene. Der er mere at sige om livet. For nok kan videnskaberne levere viden om, hvordan verden er indrettet. Men den kan ikke fortælle hvorfor – hvorfor verden er os vedkommende. Hvorfor verden og livet er os vedkommende, er og bør være centrale spørgsmål for folkehøjskolerne. I højskoletraditionen har der været indlejret et menneskesyn, som ikke lader menneskelivet indfange af videnskabelige definitioner. Højskolebevægelsen har insisteret på, at livet er for komplekst og for gådefuldt til at kunne beskrives med faste definitioner. Den har insisteret på, at menneskelivet er underligt – langt mere end vi kan beskrive. Menneskelivet er en gåde og et eksperiment. Menneskelivet beskrives derfor bl.a. med poesi og sang. Højskolebevægelsen undersøger livets gåder og insisterer på, at livet skal bæres af engagement, forundring og livsmod. Den indeholder et krav om, at livsglæden altid har sin ret. Derfor har folkehøjskolerne en rolle at spille i en demokratisk debat som fx klimadebatten. Den kan sætte debatten ind i en sammenhæng med den enkelte elevs eget liv. Højskoleeleven kan blive fyldt med livsmod, engagement og livsglæde – selv når situationen giver modløshed. Folkehøjskolerne kan insistere på trods – en trodsig understregning af livsmodet. Thorkild Bjørnvig udtrykte denne trods, da atombomben blev en nærværende trussel: ”Om der svæver dødelig dræ, vil vi dog elske – og plante et træ” (Højskolesangbogen, nr. 210). At undervise i engagement og livsglæde med højskolefag Hvorfor kan folkehøjskolerne indgyde eleverne engagement og livsglæde? Fordi folkehøjskolerne kan undervise med deres fag og ikke kun i deres fag. For på en folkehøjskole udbydes der fag, hvor man ikke efterfølgende skal afprøves ved en eksamen. Og mens tilegnelse af videnskabelig viden og kompetencer kan afprøves til en eksamen, så kan der aldrig eksamineres i engagement og livsglæde. Deri ligger en stor forskel på folkehøjskolerne og andre uddannelsesinstitutioner. På højskolerne kan man nok opnå kompetencer og viden inden for forskellige fag, men fagene kan desuden være ’redskaber’ til at forundres over livet og til at vække begejstringen, indignationen og livsmod. Klimaet og naturen kan ikke kun beskrives med videnskabens fakta. Naturen kan endvidere indsættes i en sammenhæng med vores eget liv. Engagement og livsmod til at forholde sig til klimaet har større grobund, hvis det vokser ud af en glæde for naturen og et forhold til naturen. Dette kan udfoldes igennem højskolesangen, hvor der gives helt andre beskrivelser af naturen end naturvidenskabens beskrivelser. Naturen kan endvidere udfoldes i højskolefagene – fx i litteraturens og kunstens beskrivelser af naturen eller i friluftslivets direkte erfaring med naturens storhed. Ikke kun naturen, men desuden fællesskabet, historien, samfundet etc. kan gøres vedkommende. På folkehøjskolerne kan vi blive udfordret til at forundres. Denne forundring over livet kan ske i alle skolens fag: i filosofi, musik, idræt, drama etc. Via fagene kan man få øjnene op for det forunderlige i tilværelsen. Forundringen kan være et enestående afsæt til et engagement i livet og i samfundet. Et sådant engagement er guld værd for demokratiet. Men hvis folkehøjskolerne skal være relevante i en sådan demokratisk dannelse, må den aldrig lukke sig for omverdenen. Et højskoleophold må ikke blive en hedonistisk hyldest til livet, hvor eleven blot får erfaringer med selvsmagende livsnydelse og livsglæde. Eleven skal udfordres og engageres til at se livet i større sammenhænge. Plads til at tumle med livets gåder Folkehøjskolerne har deres berettigelse. De kan skabe gode betingelser for at tumle med livets gåder. Måske er det folkehøjskolernes håb at insistere på dette – på trods af omverdenens fokus på kompetencer og faktuel viden. Folkehøjskolernes opgave bliver til stadighed med livsmod og engagement at udtrykke dette over for omverdenen.

Sorte skyer over højskolebygninger

Andreas Harbsmeier — Thu, 23 Feb 2012 11:57:11 GMT

HØJSKOLER I FORFALD Trods god elevtilstrømning og en sund drift er mange højskoler i en ringe stand. Og betingelserne for at renovere bygningerne er ekstremt vanskelige. Bygningstilskuddet er lille, kreditinstitutterne vil ikke låne penge til højskoler, og mange skoler har vanskeligt ved at tiltrække de store fonde. Det ser dystert ud på lang sigt, viser en undersøgelse, Højskolebladet har lavet Af Andreas Harbsmeier Sorte skyer samler sig lige så stille over højskolerne. På længere sigt vil en lang række højskoler have vanskeligt ved at bringe deres bygninger i en tidssvarende stand. En spørgeskemaundersøgelse, som Højskolebladet har foretaget, viser, at behovet for renovering af højskolernes bygninger er massivt. Mere end 14 % af højskolerne angiver, at deres skole ikke kan fungere uden renovering mere end ét år. Over 60 % svarer, at bygningerne ikke kan fungere længere end fem år uden renovering. Hver højskole mangler i gennemsnit i omegnen af 20 millioner for at kunne bringe deres bygninger i en tidssvarende stand. Selvom det generelle billede er noget dystert, er behovet hos skolerne ganske forskelligt. Hos nogle skoler er det direkte et spørgsmål om at sikre bygningerne mod decideret forfald. I andre tilfælde handler det om renovering med henblik på energibesparelse. Og en del steder er behovet at få gjort elevfløjene mere attraktive for elever på de korte kurser. Typisk handler det om at få renoveret elevfløjene og få etableret bad på de enkelte værelser. Hvor skal pengene komme fra? De fleste skoler har udarbejdet omfattende planer for renovering og i et vist omfang søgt om penge til det. Enten hos et af kreditinstitutterne eller hos private fonde. Men som oftest møder de lukkede døre. Det er nemlig utrolig vanskeligt for højskolerne at få finansieret renovering og nye byggeprojekter gennem kreditinstitutioner. Det forlyder, at flere af kreditinstitutterne ganske enkelt af princip ikke yder lån til højskoler, uanset hvor fornuftig deres økonomi ellers i øvrigt måtte se ud. Tidligere havde man den statslige Hypotekbank, der kunne yde lån eller stille garanti for lån hos andre kreditinstitutter. Sådan er det ikke længere. Højskoler er selvejende institutioner og skal via et mindre årligt bygningstilskud fra staten i princippet selv finansiere vedligeholdelse af bygninger og eventuelt nybyggeri igennem driften. Det har dog vist sig at være noget nær umuligt. Selv skoler, der gennem en længere årrække har haft fulde huse og en sund økonomi, får nej fra kreditinstitutterne, når de søger om lån til renovering eller tilbygninger. Sund økonomi – ingen lån Et eksempel er Ubberup Højskole. Den har til huse i en gammel fattiggård i Værslev Sogn ikke så langt fra Kalundborg. Den blev oprindeligt bygget i 1882 med stuehus, stald og svinesti. I 1899 blev den lavet om til højskole. Siden årtusindeskiftet har man drevet livsstilshøjskole med stor succes på stedet. Skolen er fyldt med elever, og driften har givet et pænt overskud de sidste mange år. Alligevel er bygningerne ikke i god stand. Hovedbygningen bør ganske enkelt rives ned og bygges op igen, og der er ikke bad på værelserne. ”Vi har kunnet sætte vores bygninger i stand, så de ikke falder fra hinanden, ved hjælp af det overskud, vi har genereret på driften, så højskolen ikke falder sammen i morgen. Men i et 10 eller 20 års perspektiv ser det kritisk ud,” fortæller Lisbeth Trinskjær, der er forstander på Ubberup Højskole. ”Vi har måttet konstatere, at vi ikke kan låne penge til renovering. Når vi taler med kreditinstitutterne, er efternavnet problemet. Fordi vi er en højskole, kan vi ikke få lånet,” forklarer hun. ”Vi vil rigtig gerne selv løse det, men vi vil gerne have bedre strukturelle muligheder. Vi kunne have nogleaktiviteter, der kunne være med til at finansiere renovering. Men det er ministeriet, der bestemmer, hvad vi må og ikke må. Problemet er strukturelt. Vi vil meget gerne være med til at diskutere, hvordan vi kan tilvejebringe flere midler til højskolens bygninger, som ikke skal komme fra statskassen.” Fordi Ubberup Højskole ”kun” er en gammel fattiggård, er den sådan set ikke bevaringsværdig. Det gør det vanskeligt at skaffe fondsmidler, som man ellers har set det hos skoler med en anden historik og geografisk placering. Det betyder, at højskolen er overladt til markedet, men samtidig bundet på hænder og fødder af lovgivningen. ”Vi har brug for at bygge en hovedbygning. Den er for gammel og kan ikke renoveres. Der er bad på gangen og alt for lidt kapacitet, ift. hvor mange der bor her. Til det har vi brug for godt 80 millioner kroner. Det er beskæmmende, at selvom vi er flittige og har rigtig mange elever, kommer vi aldrig via vores kerneforretning til at kunne finansiere den nødvendige renovering,” siger Lisbeth Trinskjær. Statsgaranti? Gennemsnitligt har skolerne et behov på 20 millioner kroner for at bringe deres bygninger i god stand. Herunderogså omlægning til bæredygtig drift af skolen. Sidste år stillede den daværende undervisningsminister Troels Lund Poulsen 10 millioner kr. til rådighed i en pulje, som skolerne kan søge med henblik på renovering af deres skole. Men alene de 40 skoler, der deltog i Højskolebladets undersøgelse, har tilsammen et behov på mere end en halv milliard. Det er altså ikke et realistisk scenarie, at staten via ekstraordinære midler kan finansiere renovering af landets højskoler. En mulighed, der nævnes, er dog, at staten garanterer for lån foretaget hos kreditinstitutterne. ”Vi har brug for, at staten tror på højskolerne på lang sigt. Uden mulighed for lån er mange højskolers langsigtede perspektiver dystre,” siger Niels Glahn, generalsekretær i Folkehøjskolernes Forening. Højskolebladets undersøgelse viser heldigvis, at bygningernes tilstand tilsyneladende endnu ikke har negativ indvirkning på skolens liv. Over halvdelen af skolerne, der medvirker i undersøgelsen, angiver, at bygningernes tilstand i ringe grad eller slet ikke påvirker undervisningen eller skolens aktiviteter i øvrigt.

Skolen for den kollektive individualisme

Andreas Harbsmeier — Thu, 23 Feb 2012 10:35:18 GMT

TENDENS Nutidens skole skal signalere åbenhed, fællesskab og højt til loftet. Men selvom de nye skolebyggerier ofte er æstetisk vellykkede, giver de ofte store udfordringer for læringen. Skrækeksemplet er Hellerup Skole Af Johannes Henriksen. Foto: David Trood For de fleste er Hellerup først og fremmest en mondæn forstad til København fyldt med velhavere, velholdte villaer og filippinske au pair-piger. Hvad færre ved er, at 2900 Happiness også er hjemsted for en af landets mest kontroversielle og omtalte folkeskoler: Hellerup Skole. Skolen er tegnet af danske Arkitema og blev opført i 2002 som led i Gentofte Kommunes storstilede skoleprojekt SKUB (skoleudviklings- og udbygningsprojekt). Hellerups små poder havde knapt indtaget de topmoderne rammer, før roserne og anerkendelsen væltede ind over skolen for den flotte arkitektur og den nyskabende pædagogik. Snart valfartede skolefolk fra hele verden til Dessaus Boulevard i Tuborg Syd for at lade sig inspirere af den progressive nordkøbenhavnske skoletænkning. Men så meldte hverdagen sig. Først var det akustikken i de store, åbne rum, den var gal med. Så blev de pædagogiske idealer kritiseret for at være forbeholdt rige folks børn. Inden længe havde Hellerup Skole indtaget rollen som den danske folkeskoles foretrukne prügelknabe. Nymonumentalisme Kritikken af Hellerup Skole er forståelig, mener professor m.s.o. ved Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet, Ning de Coninck-Smith, der har skrevet bogen Barndom og arkitektur – Rum til danske børn gennem 300 år, hvor hun gennemgår dansk skolearkitektur fra 1700-tallet til i dag. Hun mener dog samtidig, man skal passe på med at underkende skoletankerne i SKUB-projektet alene på grund af Hellerup Skoles begynderfejl. ”Man skal kravle, før man kan gå. Og Hellerup Skole blev en – ganske vist temmelig kostbar – omgang kravleri. Men mange af de andre skoler i Gentofte Kommune har et fantastisk og meget inspirerende skolemiljø. Og den danske skoleverden ville være bedre tjent med at fokusere på de aspekter ved den nye skolearkitektur, som rent faktisk lykkes, i stedet for at blive ved med at hakke løs på Hellerup Skole,” siger Ning de Coninck-Smith. Hun sammenfatter den nye skolearkitektur under betegnelsen nymonumentalisme. For hvor skolebyggerierne i 1960erne og 1970erne var præget af flade, identitetsløse konstruktioner, så bliver de nye skolebygninger monumenter i sig selv, som samtidig repræsenterer en bestemt forestilling om fællesskabet. Hun sammenligner det aktuelle skolebyggeri med situationen omkring forrige århundredeskifte, hvor store, monumentale skolebyggerier skulle bidrage til at få nationalstaten op at stå og bygge bro mellem de sociale klasser. ”Nutidens monumentale skolebygninger er på samme måde med til at understrege det nationale fællesskab i en globaliseret tidsalder. Det er simpelthen en måde at signalere på over for elever, forældre og alle mulige andre, at her er vi danske, her arbejder vi på det fælles, men vi er også med på det moderne netværkssamfund med IT og vidt udsyn,” siger Ning de Coninck-Smith. Den nymonumentale byggestil udgik fra Gentofte kommunes SKUB-projekt, men har i dag bredt sig til andre steder i landet. Blandt andet i Københavns Kommune, hvor Tagensbo Skole er et eksempel på, at principperne fra Gentofte nu også bringes i anvendelse i områder med mindre favoriserede børn. Kreativ læring Også Ørestad på Amager har fået andel i den nymonumentale skolebyggestil. Her gælder det Ørestad Gymnasium fra 2007, som er tegnet af 3XN efter nogle af de samme principper, som skolerne i Gentofte. Men ifølge arkitekt og partner i 3XN Kim Herforth Nielsen har man lært af de fejl, som blev begået i nogle af de tidlige SKUB-skolebyggerier. ”Man er eksempelvis nødt til at tage sådan noget som akustik meget seriøst. Det har man simpelthen ikke gjort ude på Hellerup Skole. Dertil kommer, at man skal være meget opmærksom på, at undervisning af børn i forskellige aldersgrupper stiller meget forskellige krav til rummenes skala. Hellerup Skole er i virkeligheden for avanceret og uoverskuelig i forhold til den aldersgruppe, den er tegnet til,” påpeger Kim Herforth Nielsen. For ham og 3XN handler det om at skabe de optimale rammer om det, de kalder kreativ læring. ”Det går ikke mindst ud på at skabe nogle rammer, hvor de studerende får mulighed for at mødes, hvor der opstår en interaktion og synergi mellem de studerende, når de færdes i bygningen,” siger Kim Herforth Nielsen. På Ørestad Gymnasium betød det blandt andet, at en central trappe fungerer som bygningens væsentligste kommunikationslinje og mødested. ”Erfaringen har nemlig vist, at man bevæger sig helt anderledes på en trappe, og dermed langt oftere kommer i snak med hinanden, end det eksempelvis var tilfældet i den korridorbaserede skole, som har været fremherskende herhjemme i årtier,” siger Kim Herforth Nielsen. Sidst, men ikke mindst, så peger han på vigtigheden af, at brugerne af denye skolebyggerier også skal oparbejde de nødvendige kvalifikationer til at tage byggeriet i anvendelse. ”Hvis ledelsen på de nye skoler ikke er deres opgave voksen, og hvis lærerne udelukkende er uddannet til at undervise i små, lukkede rum, så er det meget vanskeligt at udnytte potentialet i de nye skolebyggerier. Det ser man desværre en del eksempler på rundt omkring, men det er også en omstilling, som nødvendigvis må tage tid,” siger Kim Herforth Nielsen. Kollektiv individualisme Men måske er det ikke blot et spørgsmål om tid. Måske rummer den nye skolearkitektur i sig selv nogle problemer, som ikke kan afhjælpes med tilvænning og efteruddannelse. Det kunne eksempelvis være den potentielle sociale slagside, som har været grundstenen i den tilbagevendende kritik af de nye skoler. Ifølge Lars Qvortrup, som er professor ved Institut for Læring og Filosofi, Aalborg Universitet, hænger den kritik sammen med, at de nye skolebyggerier er en langt mere individorienteret variant af det såkaldte open space-skolebyggeri, som havde et boom i 1970erne. Ifølge ham er der i den pædagogiske forskning bred enighed om, at det nye skolebyggeri, man ser i Hellerup, på Ørestad Gymnasium og flere andre steder, ikke fremmer læring og læringsudbytte. “Forskningen peger på, at ikke mindst de ressourcesvage børn har brug for klare, afgrænsede rammer om deres læring. Ofte forøger open space-byggeriet forstyrrelses- og støjniveauet, som igen accelererer det antal beslutninger, barnet skal træffe – beslutninger, som ikke nødvendigvis understøtter det, det faktisk handler om, nemlig læring,” siger Lars Qvortrup. Ifølge ham symboliserer den open space-arkitektur, vi ser i dag, et nyt og anderledes fællesskab i modsætningtil 1970ernes rundkredspædagogik, som vitterligt troede på sig selv og sit reformpædagogiske projekt. Den moderne version er ifølge Qvortrup en slags kollektiv individualisme. “I dag handler det fortsat om at skabe åbenhed og plads til selvorganisering, men det er i langt højere grad det enkelte individs organisering af sit eget, individuelle læringsforløb, der skabes symbolske rammer for. Det har næppe nogen positiv effekt for læringsudbyttet,” siger Lars Qvortrup. At den aktuelle skoletænkning, som giver sig udtryk i de åbne, monumentale skolebyggerier, rummer en klar forbindelse til 1970ernes reformpædagogiske dagsorden, er Ning de Coninck-Smith enig i. ”Drømmen om det hele barn, drømmen om en skole, som først og sidst er for børnene, er fortsat massivt til stede i den danske skoleverden,” siger hun. Ifølge hende er det i dag ikke mindst dem, hun kalder de innovativt borgerlige i omegnen af Liberal Alliance, De Radikale og visse dele af De Konservative, der forvalter det reformpædagogiske tankegods. Derfor er det ifølge hende heller ikke tilfældigt, at et moderne reformpædagogisk projekt som SKUB udgår fra Gentofte Kommune, som er de innovativt borgerliges højborg. ”Det bliver spændende at se, hvordan det enorme reformpædagogiske potentiale, som ikke bare findes hos de innovativt borgerlige, men også ude på skolerne, blandt lærere og forældre og i organisationer som Danmarks Lærerforening, Kommunernes Landsforening, Skole & Samfund, nu vil blive forvaltet af en socialdemokratisk undervisningsminister efter at være blevet lagt for had under Anders Fogh Rasmussen,” siger Ning de Coninck-Smith.

Ret ryggen og tal sandhed

Andreas Harbsmeier — Mon, 23 Jan 2012 13:06:04 GMT

INDSPARK At bowle alene bidrager muligvis til at fjerne hængemaver, men ikke til at frembringe social kapital. Sandhed er den vigtigste kilde til sundhed Af Ove Korsgaard Fastelavnsmandag den 25. februar 1884 blev der afholdt en gymnastikfest på Vallekilde Højskole, der skulle gå over i historien. Mens en 700-800 mennesker sang Hostrups nye sang ”Vi fik ej under tidernes tryk, et bøjet mod, en ludende ryg” marcherede 56 mandlige elever ind i det nye øvelseshus under ledelse af højskolelærer N.H. Rasmussen. Med den svenske gymnastiks indtog blev gymnastikken for alvor inddraget i højskolens arbejde på at udvikle en sund ungdom. Denne gymnastik skulle, som skolens forstander Ernst Trier formulerede det i sin tale, befri mennesker ”for den hænge-mave, der kun alt for meget synes at tynge mennesket nedad”. Gymnastikken skulle imidlertid mere end fjerne hængemaver, den skulle også være sund i en mere omfattende betydning. En gymnastisk bevægelse skulle ikke kun være funktionel i kropshygiejnisk forstand, den skulle også have æstetisk form og social betydning. Ved at forme bevægelserne æstetisk var det nemlig ikke kun legemets, men også sjælens behov, der blev tilgodeset. At smukke bevægelser nærer sindet, var en bærende tankegang i højskolernes arbejde med gymnastik. Den svenske gymnastik var ikke en individuel idræt, men en holdidræt, hvilket blev tillagt stor betydning. Dermed blev den enkelte gymnasts forhold til holdet et centralt omdrejningspunkt. Gymnastikholdet blev et billede på et folkeligt-demokratisk samfund, hvor det enkelte individ indordnede egne interesser under helheden. Denne følelse af, at ens handlinger var afgørende, kaldte på en ny form for subjektivitet og selvbevidsthed. Den disciplinering af kroppen, som gymnastikken bidrog til, hænger sikkert sammen med udvikling af et folkeligt-demokratisk samfund. Demokratiets og folkelighedens ’bagside’, den nødvendige selvdisciplinering, lå så at sige indlejret i den form for individualitet, som den svenske gymnastik var med til at frembringe. Den svenske gymnastik var uden tvivl med til at producere det, som i dag kaldes social kapital. Jeg hævder dermed, at der er en forbindelse mellem sundhed i mere omfattende betydning og social kapital. Hvorvidt der i nutidens samfund produceres tilstrækkelig ny social kapital, eller der tæres på kapitalen, er genstand for stor forskningsmæssig interesse. Den amerikanske sociolog og filosof Robert Putnam har undersøgt niveauet af social kapital i både Italien og USA. Resultaterne fra undersøgelsen i USA publicerede han i en artikel fra 1995 med titlen ”Bowling Alone: America’s Declining Social Capital” og derefter i en bog fra 2000. Titlen indikerer følgende: At bowle alene bidrager muligvis til at fjerne hængemaver, men ikke til at frembringe social kapital. Lad mig til sidst vende tilbage til højskolens forsøg på at fastholde et dobbelt sundhedsbegreb, der knytter en forbindelse mellem kropslig sundhed og sundhed i mere omfattende betydning. N.H. Rasmussen, der som nævnt introducerede den svenske gymnastik på Vallekilde Højskole i 1884, rejste senere til København, hvor han byggede gymnastikhuset på Vodroffsvej. Over indgangsdøren fik han hugget et manende motto: ”Ret ryggen og tal sandhed”. Det var hans måde at markere, at gymnastikken både skulle bidrage til en ret ryg og en rank holdning. Med mottoet siger H.N. Rasmussen med andre ord, at der er en forbindelse mellem sundhed og sandhed – ja, vel i virkeligheden, at sandhed i sidste instans er den vigtigste kilde til sundhed.

Ud i lyset

Andreas Harbsmeier — Mon, 23 Jan 2012 12:49:13 GMT

KOMMENTAR Højskolen befinder sig i offentligheden, og dens undervisningsform er udveksling med samfundet og konkret demokratisk erfaring. Hvorfor vil Stefan Hermann og Jørgen Carlsen lukke den inde i en osteklokke, som den for længst er brudt ud af? Af Aske Birkelund Erbs og Andreas Ullum Kristensen Som to unge mennesker med højskoleopholdet i frisk erindring, med et stort engagement i elevforeningsarbejdet og som kommende højskolelærere, synes vi, at vi har aktier i debatten om højskolens legitimitetsgrundlag. Men vi har desværre måttet konstatere, at debatten kørte fast i uklædeligt personfnidder og floromvundne luftkasteller, endnu før den nåede at komme rigtigt i gang. Stefan Hermann anklagede højskolerne for en ødelæggende og stagnerende oppositionstænkning. Bag dette synspunkt ligger en række, desværre meget udbredte, fordomme om den moderne højskole, som ifølge Hermann allierer sig “med de dele af kulturlivet, der synes, at det hele går ad helvede til”, og som med en slet skjult antydning bliver beskyldt for “traditionsfetichisme”. Det må være højskolens pligt at gendrive disse fordomme, hvis den vil legitimere sin undervisningsform. Det har Jørgen Carlsen forsøgt at gøre, og vi nikker med vores højskolehoveder, når han afbalanceret belærer om højskolernes evne til at “reformulere deres eksistensberettigelse på en ny tids betingelser” og om det problematiske ved en assimilering med resten af uddannelsessystemet. Men at udbasunere højskolerne som “samfundets samvittighedsværksted” er en isolerende etikette, der ikke dækker den højskoleoplevelse, vores generation af højskoleelever har haft. Jørgen Carlsens tanke er, at højskolerne skal være en slags modsætning til og vagthund over for et uddannelsessystem, der er “ideologisk ensrettet af neoliberal virksomhedstænkning”. Med idéen om et “samfundets samvittighedsværksted” fornemmer man dog, at det ikke kun er uddannelsessystemet, Jørgen Carlsen tænker højskolerne i opposition til, men hele samfundet. Vi mener, at man skal vare sig for at afskære højskolerne fra resten af samfundet og lukke dem inde i en osteklokke. Med Carlsens ekskluderende og arrogante bemærkning om, at der på højskoler simpelt hen er ånd til forskel, trækker han højskolerne med op i det træ, hvor de bliver sårbare over for anklager om navlepilleri og selvforherligelse. Ikke fordi man skal have højskolernes folkelighed til at rime på suverænitet og styre, som Hermann plæderer for, men fordi højskoleformen i dag består af en konstant udveksling med den verden, der omgiver den. En åben eller lukket klub? I vores højskolers respektive elevforeninger er det netop udvekslingen, vi har oplevet. Her har vi arbejdet med en ny foreningstanke, der er det stik modsatte af en lukket klub, der fortaber sig i indadskuende diskussioner om metafysik og Grundtvigs salmer. Før i tiden var det en selvfølge at melde sig ind i foreningen og oprette kredse landet over, og ofte var foreningen indirekte styret af forstanderen. Nu skal elevforeningerne vise deres værd og konkurrere på lige vilkår med andre af senmodernitetens flydende fællesskaber. Det er et arbejde, der retter sig mod at samle elever på tværs af årgange og engagere dem i arrangementer både på og uden for højskolen. Dette vidner ikke om et indelukket oppositionsfællesskab, men om en demokratisk dannelse med fokus på den praktiske anvendelse af livsoplysningen. En sådan foreningstanke, mener vi, ligger i forlængelse af højskoleformen, som den rent faktisk ser ud i dag. Vi husker den konkrete lærdom, udsprunget af praktisk afprøvning af kreative oplysningskampagner, af besøg i forskellige aktivistmiljøer, asylcentre eller danske dagblade. Det er mellemøstrejser eller ture til USA og Istanbul, der er med til at forme vor tids højskoleophold: At stå ansigt til ansigt med store konflikters involverede parter i Jerusalem, på Tahrir-pladsen og i Amman. For et år siden inviterede Grundtvigs Højskole til debat om højskolens kerneværdier. Her var resultatet en vision om Højskole 2.0, en skole, der samarbejder med andre uddannelsesinstitutioner og omverdenen generelt. Det har resulteret i blandt andet bande-seminarer, integrationsdage på Nørrebro og policy slam på Christiansborg. Disse eksempler vidner om højskoler, der naturligt betragter sig selv som en del af deres omgivelser og ser deres fornemmeste opgave i at lære gennem udveksling og konkret demokratisk erfaring. Demokratisk dannelse i det faktisk levede liv Den moderne højskole er ikke længere en kulturel smeltedigel, hvor alle samfundslag mødes under samme idé om harpens kraft. Moderne højskoleelever er et privilegeret folkefærd af ressourcestærke 4.g’ere på vej fra gymnasiet til en videregående uddannelse. Den demokratiske dannelse, højskolerne i dag er i stand til at give disse unge mennesker, finder ikke sted på højskolen, men gennem højskolens udadrettethed og i selve udøvelsen af demokrati. Denne indsigt kan måske give mere substans til Jørgen Carlsens luftige idé om højskolernes forbindelse til “det faktisk levede liv”. Det kan også være, at den kan afdække de tanker, der ligger bag Carlsens vage formulering om, at højskolen skal sætte de unge i en “overskudstilstand”, men i så fald kommer hans pointe ikke tydeligt frem, hvis de unge samtidig er manet op i en oppositionel krog. Med et blik for denne udveksling mellem højskole og samfund, mener vi, at man kan besvare Hermanns kritik uden at pådutte ham et fintfølende ideologisk enten-eller. Vi mener ganske enkelt, at det er forkert, når Hermann påstår, at højskolerne ikke er til stede i offentligheden. Højskolerne underviser netop i et samspil med offentligheden. Højskolen lærer om livet gennem praktisk erfaring i verden. Faktum er, at højskolerne ikke består af lukkede klubber og menigheder. Spørgsmålet er, om et fokus på den udveksling med verden, der i dag foregår på højskolerne, ikke er et mere konstruktivt udgangspunkt for debatten om højskolernes eksistensberettigelse.

En sundhed med mening, tak

Andreas Harbsmeier — Mon, 23 Jan 2012 12:17:56 GMT

TENDENS Højskolelever sover lidt og drikker meget. Alligevel bliver de sundere mennesker. Det gør de i kraft af fællesskabet, konkluderer en ny undersøgelse af højskolernes forhold til sundhed Af Andreas Harbsmeier For et par år siden fortalte forfatteren Lise Nørgaard i en tv-udsendelse om sin mor, der levede en temmelig asketisk tilværelse uden at lade sig friste af nydelser af nogen art. Moderen blev 98 år og så efter sigende forrygende ud til det sidste. Ikke et liv med de store armbevægelser, men et langt liv. Det lignede et godt argument for det sunde liv. Skulle man tro. Men Nørgaard fortalte så også historien om moderens søster, der som noget nær den rene modsætning mere eller mindre permanent trak vejret gennem en cerut og gladeligt tog for sig at de våde varer. Det påfaldende var, at denne søster også blev 98 og angiveligt var en ganske attraktiv størrelse til det sidste. De fleste kender sådanne historier, og de bruges gerne af rygere og andet godtfolk som et værn mod diverse kampagner fra Sundhedsstyrelsen eller Kræftens bekæmpelse. For sundhed opfattes i dag primært som et spørgsmål om at undgå sygdom. Vejen dertil går gennem motion, rigtig kost, nul cigaretter, nul alkohol. Her handler det nemlig om at forblive sund, så man som borger er tilgængelig for arbejdsmarkedet hele tiden og så længe som muligt. Flere forskere har dog peget på, at den entydige fokus på den fysiske sundhed fra officielt hold ofte har lige nøjagtig den modsatte effekt. Derfor tales der ofte om et sundhedstyranni. Den fysiske sundhed kan ikke være et mål i sig selv. Alligevel er det en almindeligt udbredt forestilling, at sundhed er af det gode, samtidig med, at der tilsyneladende ikke findes en bred diskussion af, hvad sundhed i grunden er. Er sundhed det gode liv, eller er det kun et spørgsmål om forebyggelse af fysiske og psykiske skavanker? Ny undersøgelse Karen Wistoft, der er lektor på Institut for Uddannelse og Pædagogik, Århus Universitet, er ved at lægge sidste hånd på en større undersøgelse af højskolefællesskabets forhold til sundhedsbegrebet. Undersøgelsen har til formål at indfange nogle af de sundhedsfaktorer, som ikke rummes af det smalle sundhedsbegreb, der gør sig gældende på andre uddannelsesinstitutioner, eksempelvis i Folkeskolen. Her handler det om, at børnene skal bevæge sig, de må ikke blive for tykke og ikke spise for meget fedt og så videre. Men hvordan de har det med sig selv, er ikke det, man laver sundhedsindsatser i forhold til. Karen Wistoft forklarer, at man med undersøgelse vil forsøge at finde frem til ”et sundhedsbegreb, som ikke kun handler om at undgå sygdom, men også om at leve et godt liv i fællesskab med andre”. ”Kan vi finde fællesskaber, hvor man får oplevelsen af at leve et godt liv. Og kan man overhovedettolke det som et sundt liv?,” spørger hun retorisk. Spørgsmålet er altså, om fællesskab kan føre til et sundere liv? Ifølge undersøgelsen er det i høj grad tilfældet. Tre fjerdedele af højskolerne svarer, at højskolen, ”via fællesskabet og højskoleånden giver ny mening og dermed også mulighed for at revidere en traditionel (fysisk) sundhedsopfattelse.” Og mere end halvdelen af højskolerne svarer, at højskolens fællesskab giver anledning til, at elever og lærere oplever at leve et sundere liv. Det peger i retning af, at de fleste skoler opfatter sundhed som noget mere og andet end blot fysisk sundhed. Sundhed i højskolens regi beskrives af mere end tre ud af fire højskoleforstandere som sundhed i form af sund kost, som sundhed via fællesskab og højskoleånd og som værende muligt via gode rammer for fysisk udfoldelse. Ca. 60 procent af forstanderne vurderer, at højskolerne bibringer eleverne et sundere liv. Langt de fleste tilføjer dog uddybende kommentarer, hvor de ligesom de mange der svarer ”ved ikke” præciserer, at det er mere komplekst end som så. Mangel på søvn og et stort alkoholforbrug trækker i den anden retning. Og det er jo som bekendt udbredte fænomener i højskolelivet. Store forskelle Overordnet falder højskolernes forhold til sundhed ifølge undersøgelsen i tre kategorier. De, der har en overvejende positiv holdning til sundhedsbegrebet; de, der har en negativ holdning til sundhed og de, der har en neutral holdning. Blandt de skoler, der har et positivt forhold til sundhed, finder man ikke overraskende de såkaldte livsstilshøjskoler. ”Man bliver ikke lykkelig af at tabe sig, men man taber sig, når man er lykkelig, er udgangspunktet for den gruppe,” forklarer Karen Wistoft. De skoler er optaget af at eleverne får lagt deres liv om. Men det er fællesskabet, der kommer først. ”Det er højskoler, hvor man arbejder helt bevidst med skabe vendepunkter i folks liv. Hvor man bruger fællesskabet til at skabe et sundere liv for den enkelte,” fortæller hun videre. De skoler, der har et negativt forhold til sundhed, betragter samtidig sundhed som et smalt sygdomsforebyggende begreb, der udelukkende tjener til at effektivisere mennesker ind i konkurrencesamfundet. ”Vi har elever, der i den grad trænger til at få rystet noget af deres fokus på sundhed af sig, så de kan få et mere rigt og facetteret liv,” siger en forstander blandt andet i undersøgelsen. ”Min oplevelse er nok bare den, at de, der går mest op i sundhed, i virkeligheden har nogle røvdårlige liv,” lyder det også meget direkte fra samme forstander. ”De skoler, der har et negativt forhold til sundhed, ser det som højskolens fornemmeste opgave at befri eleverne fra samfundets sundhedsregime. De skal komme her og drikke som de vil, motionere som de vil og dannes til frie mennesker,” forklarer Karen Wistoft. ”I virkeligheden lærer de deres elever at sige nej tak. De lærer dem ikke at underlægge sig de dominerende præstationskrav.” På de skoler, der i undersøgelsen betegnes som neutrale, føler man sig ikke forpligtede til at forholde sig til sundhed. ”Disse skoler føler sig lidt ophøjede. De behøver ikke tage sundhedsbegrebet ad notam. De er politiske, de er musiske, de er filosofiske. De er en smule hævede over det, som resten af samfundet er optaget af – noget så simpelt som sundhed. Det viser sig så, at de højskoler alligevel er optaget af god mad, smukke omgivelser og god omgangstone. Men selve spørgsmålet om sundhed behøver de ikke at have noget med at gøre. De er neutrale på en lidt ophøjet måde,” fortæller Karen Wistoft. Fælles for de tre tilgange til sundhed er dog, at sundhed aldrig må være et moraliserende præstationskrav til den enkelte. Højskolepædagogikken som ideal Undersøgelsen viser dog, at langt de fleste højskoler arbejder med et temmelig nuanceret sundhedsbegreb. I udgangspunktet er ”fællesskab andet end sundhed. Det er dybest set også at prøve noget usundt, hvilket eleverne gør, fordi det også skaber fællesskab, fx byture, videoaftener med slik etc.,” som en forstander forklarer. ”Jeg mener, at sundhed det er noget fysisk, følelsesmæssigt, mentalt og åndeligt. Og det bliver kombineret her. Og jeg mener, at hvis man skal have det godt, hvis man skal have sundhed, så skal man afbalancere på alle planer,” siger en elev desuden i undersøgelsen. Karen Wistoft uddyber: ”Alle steder siger eleverne, at de tør være sig selv. At de ikke skal præstere for andre, men for dem selv. De er forpligtede over for fællesskabet. De har en betydning for andre, der ikke er båret af præstationskrav - til stor forskel fra det øvrige uddannelsessystem. Højskolepædagogikken abonnerer på nogle andre pædagogiske idealer, som gør, at dem der arbejder med sundhed får nogle andre resultater, end dem, man ser i samfundet. Det er ikke for at styre andre, men for at lære dem noget. I den forstand er højskolerne meget tro mod deres pædagogik.” Karen Wistoft ser gode muligheder i at bringe nogle af de erfaringer og pædagogiske praksisser, man har i højskoleregi, ind i andre sammenhænge: ”Højskolerne er suverænt gode til at arbejde med pædagogiske praksisser, der ikke er styret af politiske eller moralske dagsordener.”