Bangladesh
I Bangladesh har FFD været involveret i to projekter, hvor over 6.000 bengalske elever har gennemgået længerevarende højskole-kurser, og over 20.000 elever har gennemgået alfabetiseringskurser.
Community School
Det ene projekt, Community School, er en højskole øst for hovedstaden Dhaka, hvor der er tilknyttet et teaterprojekt for primært tidligere højskoleelever. I 2009 godkendte Danida en ny fase for projektet, der varer indtil udgangen af 2012.
Gonobidyalaya
Det andet projekt, Gonobidyalaya, omfatter fem skoler spredt i hele Bangladesh, og blev startet i 1981 af Danida. FFD har været involveret som projektpartner i perioden 1991-2008.
Venskabsforeningen Bandhab
I 2007 blev oprettet en venskabsforening Bandhab, der også støtter projekterne. Foreningen har gennem Projektrådgivningen opnået tilskud til videreførelse af et lille projekt sammen med Gonobidyalaya-projektet.
Projekternes betydning
Højskolerne har en afgørende betydning for de deltagende elever og deres familier og lokalsamfund. Udover de rent konkrete færdigheder, så lærer eleverne sociale kompetencer gennem en dagligdag præget af den danske højskoletradition; en omgangsform, der specielt styrker kvindernes stilling og færdigheder.
Film om folkeoplysning i Bangladesh
Siden 1997 har FFD i samarbejde med den bangladeshiske partner Protiggya Parishad været med til at sikre specielt kvinder i udkanten af Comilla i Bangladesh almen uddannelse, viden om rettigheder, bæredygtig dyrkning af grøntsager og kortere håndværksmæssige kurser.
FFD har i 2011 fået lavet en film om projektet med titlen: "De gør drømme mulige". Filmen er lavet af Marianne Kemp, som tidligere har lavet kortfilm til DR.