En genopretningsplan for højskolebevægelsen
Skrevet den 19. august 2010 af Højskolebladet
KOMMENTAR Højskolernes overfladiske og ikke-lødige forretningskoncepter er nu afsløret, skriver Simon Lægsgaard. Derfor opfordrer han den samlede højskolebevægelse til at bruge denne opbyggelige anledning til genopretning af højskolebevægelsens stolthed.
Af Simon Lægsgaard, forstander, Brandbjerg Højskole
Forskønnede omskrivninger
Tænk at ”genopretning” kan være så trist en affære. Det lyder ellers så flot og visionært, næsten på linje med termer som ”udlændingeservice” og ”motivationsfremmende foranstaltninger”, og med omtrent samme bivirkning som præstationsfremmende stoffer. Ideen om at give ting med ubehagelige følger spiselige navne er rigtig god, for bliver man ved med at kalde en spade for en forvokset suppeske, så ender den jo nok med at blive det. Ideen er formentlig inspireret af den amerikanske hærs mangeårige brug af eufemismer såsom ”servicing the target”, der dækker over en smuk bombning af udvalgte mål, eller ”friendly fire”, der dækker over noget så skønt som soldater, der kommer til at skyde på deres egne.
Når nogle af os, som trods de forskønnende omskrivninger, kan have svært ved at se storheden, så skyldes det givetvis manglende overblik og tendens til at hænge sig i detaljer. Den detalje jeg er blevet hængt i er en detalje til 55 mio. kroner. Den kan jeg i princippet hænges i hvert år de næste 3 år, men i praksis er der kun en lille sandsynlighed for, at jeg overlever den første hængning. 55 mio. kroner er det beløb, der varsles, at højskolerne skal lettes for de næste 3 år. Det er noget af en lettelse, og så uden at røre en finger. Det kalder jeg service.
Velbegrundet mistanke
Årsagen til at netop de i forvejen meget trængte højskoler også skal have en bid af genoprettelseskagen kan være lidt svær at gennemskue for den uindviede, men man må som almindeligt menneske acceptere, at der bare er nogle ting, der er så kloge, at de ikke er til at forstå. Samtlige 55 mio. genoprettelseskroner hentes i statsstøtten til de korte kurser, og begrundelsen er: At der er blevet så mange af dem de sidste år. At dette ikke er et statistisk faktum er jo ligegyldigt, for der er skrevet så meget om de korte kurser i aviserne, at det i hvert fald føles sådan, og i et Jantelovsland skriger det jo i sig selv efter politisk indgriben. Så frem med genopretningskniven, før højskolerne sætter sig på hele markedet. I sommer skrev alle aviserne i rosende vendinger om de mange fantastiske sommerkurser, der var blevet danskernes foretrukne ”ferieform”. Man fik straks den mistanke, at vi i dette land har større grupper af mennesker, som faktisk vil bruge deres ferie på noget så unaturligt som at drage af sted for at dygtiggøre sig, udvide horisonten og netværket og bruge tid og penge på egen dannelse, formentlig med den skumle agenda, at fylde skattekroner i nogle af ”Udkants-Danmarks” største kulturinstitutioner. Det kan vi simpelthen ikke have. Argumenterne imod er overvægtige. Det kunne jo gå ud over charterturismen i Udkants-Europa.
Klaphatte og ministerrokade
Det arbejde, der ligger bag er enestående. Det var Ekstrabladet, der spandt den første tråd til det smukt arrangerede baggrundstæppe for hele denne teaterforestilling. Man kan jo blive så uendelig træt af at høre om stakkevis af vellykkede korte kurser, at man simpelthen bliver nødt til at ”servicere målet” lidt. Et seriøst fodboldkursus omskrives med et pennestrøg til et klaphat-kursus, for klaphatte er bare så yt. Og reaktionerne udeblev da heller ikke. I Danmark støtter vi jo ikke fodbolden… I hvert fald ikke i højskoleregi. Politikere sagde: ”Fodboldkurser med useriøse [omskrevne] titler kan ikke være almendannende, heller ikke selv om de på indholdssiden lever op til kravet om almendannende undervisning”. Højskolefolk sagde: ”En meget uheldig sag på et meget uheldigt tidspunkt for hele Højskolebevægelsen”. Men det var nu slet ikke noget uheldigt tidspunkt, at den slet ikke uheldige sag blev taget op. Faktisk kunne baggrundstæppet med motivet af en gidseltaget fynsk højskole ikke passe bedre til den efterfølgende 55 mio. kroners forestilling. Timingen mellem ministerrokade og genoprettelsesplan var simpelthen perfekt. Det er håbløst naivt at tro, at fodboldkurset i sig selv har skadet højskolebevægelsen. Balladen om klaphatten har blot tjent som hammer i den hånd, der, som en lille del af genoprettelsesplanen, har slået på søm til en del højskolers ligkister. Havde det ikke været en fodbold, der blev til 5 klaphatte, havde det været en tango, der blev til 3 stripdansere og en lommetyv. Sagen gik sin planlagte gang.
Lov eller medier?
At visse korte kurser viser sig at være fuldt legale trods nedgørende omskrivninger og dårlig omtale, gør dem jo ikke nødvendigvis til gode kurser. Det er klart. Der er nemlig forskel på lovens bogstav og lovens intention. Det ved enhver smagsdommer. Det er jo indlysende, at med så stor en tematisk bredde i de korte kursusudbud er nogle kurser mere alment dannende end andre. For at sikre et højt alment bundniveau og den rigtige brug af skattekroner er enhver højskole derfor forpligtet til at lave indholdsplaner for hvert enkelt kursus, der viser at mindst 50 % af kurset opfylder målsætningen om almen dannelse. Indholdsplanerne er til brug for Undervisningsministeriets kontrol. Den ordning er vi glade for i Højskoledanmark. Det betyder nemlig, at det er lovgivning og ikke mediedækning, der bedømmer om kurserne er gode nok til at opnå statstilskud. Men den slags detaljer hænger man sig ikke i på de skrå brædder.
Listesko eller bullshit-fri zone?
Nu kunne man forestille sig, at højskolernes åbenlyse afhængighed af statstilskud nemt kunne friste nogen til at træde forsigtigt i udkanten af den offentlige bevågenhed, af frygt for at man blev vejet og fundet for let. Den tid er nu forbi. Vi er opdaget! Vi var for lette! Nu da der ikke er grund til at skjule vores overfladiske og ikke-lødige forretningskoncepter længere, vil jeg derfor opfordre den samlede højskolebevægelse til, at bruge denne opbyggelige anledning til genopretning af højskolebevægelsens stolthed. Vi trænger til at veje lidt tungere på vægtskålen. Det er så ærgerligt at gå og skjule noget, som ikke har nogen gavn af skygge, men som tværtimod har behov for luft og lys for at gro sig stærkt. Det er tid til, uden skam at vise frem hvad vi har at byde på og ikke være bange for at forsvare det, vi har dedikeret vores liv til. For højskolerne i Danmark bygger ikke alene videre på et fantastisk koncept. Der laves også hver dag et stort og samfundsberigende stykke arbejde gennem såvel lange som korte kurser. Det er tid til at tage bladet fra munden og dømme bullshit-fri zone på de danske højskoler. Vi har ingenting at skamme os over. Mener andre noget andet, så er det med at få det frem i lyset, for det er her, højskolerne hører hjemme.
