Dansk selvcensur er svensk anstændighed
Skrevet den 8. februar 2010 af Højskolebladet
I Danmark er vi er meget optagede af selvcensur, trusler mod ytringsfriheden og islam. Men hele diskussionen hviler på et forkert grundlag. To svenske meningsdannere kommenterer den danske debat om ytringsfrihed og selvcensur
Af Andreas Harbsmeier
Siden tegneren Kurt Westergaard blev overfaldet med en økse, har debatten om ytringsfrihed og selvcensur i Danmark igen fået nyt liv. Både i dagspressen og på den politiske arena. Formanden for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard, markerede sig med nogle voldsomt generaliserende islamkritiske kommentarer, som blandt andre Dansk Folkepartis Jesper Langballe bakkede op om i markante vendinger. På den anden front lanceredes et nyt initiativ til debat om netop ytringsfriheden, der skulle være fri for polarisering og særlige partipolitisk tilhørsforhold. Og en undersøgelse blandt medlemmer af en række kunstsammenslutninger og -foreninger blev offentliggjort i Ugebrevet A4. Den viste, at op mod halvdelen af de udøvende kunstnere mener, at ytringsfriheden er under pres, og hver ottende har en eller flere gange droppet et projekt for at undgå at krænke nogen.
Men hvorfor i grunden denne mas¬sive interesse for lige netop ytringsfriheden i Danmark? Muhammed-tegninger, og hvad deraf fulgte, er den oplagte begrundelse. Men for at give den danske debat lidt perspektiv, vender vi blikket mod Sverige et øjeblik. Her er man tilsyneladende ikke så optaget af lige den debat. I Danmark bliver Sverige ofte fremhævet som skrækeksemplet. Her har man lagt låg på debatten. Ytringsfriheden er ikke reel, hedder det, og selvcensuren er massiv og forhindrer, at man får diskuteret de virkelige problemer. Højskolebladet har spurgt to markante svenske kommentatorer og meningsdannere, om det nu faktisk forholder sig sådan, og hvordan de ser på den danske debat om ytringsfrihed og selvcensur.
Stefan Jonsson er kommentator og skribent ved et af Sveriges førende dagblade, Dagens Nyheter. Han har tidligere været ude med en hård kritik af den danske dagspresses debat om islam, som han mente, var præget af kulturelle stereotyper og nærmest besat af at diskutere islam. Han har skrevet om kulturel identitet, om racisme og om multikulturalisme. Han er ikke enig i karakteristikken af den svenske debat – særligt hvad angår emner som islam og ytringsfrihed:
”I stedet for at sige, at man i Sverige har lagt låg på debatten, kan man sige, at her har politikere og intellektuelle foretaget nogle andre valg i den politiske debat, end man har gjort i Danmark. Det handler om at vælge de spørgsmål, der er centrale, om at prioritere. Og spørgsmålet om selvcensur og ytringsfrihed er et spørgsmål, der ikke er blevet prioriteret i Sverige, fordi man mener, at det er mindre vigtigt end mange andre politiske sager.”
Gabriel Byström, der er kulturredaktør ved den store svenske avis Göteborgs-Posten, og har været meget optaget af mediernes rolle i samfundsdebatten og de økonomiske betingelser for at bedrive journalistik. Han mener ikke, at den svenske debat undgår væsentlige emner, men snarere at der ikke er den samme hårdhed i debatten som i Danmark:
”Klichéen om den svenske offentlighed er jo, at der kun findes én politisk og intellektuel konsensuskultur. Men jeg er ikke enig i, at det forholder sig sådan. Der findes mange kommentatorer, der problematiserer centrale emner over en bred front. På den anden side, tror jeg nok, at man i Sverige mener, at den danske debat om ytringsfrihed er præget af en underliggende islamofobi.”
Byström ser nogle af de samme tendenser i Sverige som i Danmark. Med fremkomsten af partiet Sverige¬demokraterna, der står til at komme ind i den svenske Rigsdag ved næste valg, vinder lignende synspunkter frem i Sverige. De er fortsat meget marginaliserede, men faren består, ifølge Byström, i, at deres synspunkter vinder indpas hos de øvrige partier.
Den forkerte præmis
Der er imidlertid også nogle andre forhold, der gør sig gældende, hvis man skal forsøge at forklare den måde debatten bliver ført på i Danmark. Byström peger her på et ofte overset forhold: Nemlig den økonomiske situation for de rammer, hvor debatten foregår – nemlig dagbladene:
”Det er meget vigtigt at pointere de danske avisers økonomiske situation, for at forstå den danske debat. Det er ofte et perspektiv, man glemmer, når man skal se på debatmiljøet. De danske aviser er under et massivt økonomisk pres, og lanceringen af gratis-aviserne har gjort, at der er sket en form for mainstreaming af det generelle mediebillede. Og det betyder en reducering af pluralismen i offent¬ligheden, fordi de ”gamle” aviser spiller med på den tendens. På den måde mister debatten en masse nuancer, når konkurrencen bliver hårdere.”
Stefan Jonsson mener, at hele præmissen for debatten er forkert. Det grundlæggende problem i den danske debat – og en del andre europæiske lande – er, at man over en bred kam sætter lighedstegn mellem det danske og det universelle, mellem danskhed og universalisme:
”Det betyder, at enhver kritik af danskheden, af det danske samfund, den danske identitet og kultur, får man til at fremstå som en kritik af menneskehedens grundlæggende universelle værdier. Når nogen kritiserer et hvilket som helst indslag i en europæisk eller dansk forestillingsverden, så tages det som et angreb ude fra. Det betyder, at man i den danske debat ikke længere kan sætte spørgsmålstegn ved dansk kultur, og der findes ingen mulighed for at se det danske samfund som en multikultur. Men betragter man Danmark ude fra, så er det præcist lige som alle andre europæiske samfund. Men det er en fejl at betragte Danmark som en enhedskultur. Der lever de facto forskellige kulturer side om side i Danmark. Resultatet er beklageligvis, at det bliver umuligt for personer med en anden kulturel baggrund eller en anden tro at finde nogen form for repræsentation i den danske offentlighed uden at blive marginaliseret som en trussel.”
Byström er ikke så overrasket over, at debatten har så stor kraft. Det er en naturlig udvikling i kølvandet på Muhammed-krisen, at langt flere beskæftiger sig med og har meninger om selvcensur og ytringsfrihed, og at det i sig selv kan forklare det markante fokus:
”Efter publiceringen af karikaturerne i Jyllands-Posten er der sket en form for uddannelse af folk, der beskæftiger sig med spørgsmålet om ytringsfrihed. Der er ganske enkelt flere, som er i stand til at byde ind i debatten. Og der findes jo alt andet lige stærke kræfter inden for islamismen, der arbejder på at indføre blasfemilove forskellige steder uden for Danmark. Med andre ord er kampen blevet hårdere – og fronterne trukket skarpere op.”
Som i Frankrig
Et af de steder, hvor bølgerne også er gået højt, er Frankrig, hvor man er godt på vej med et burka-forbud og er ekstremt optagede af forskellene mellem fransk kultur og islam. Og det giver ifølge Stefan Jonsson god mening at sammenligne Frankrig og Danmark.:
”Set ude fra, kan man sige, at Danmark er gået ind på, hvad kunne kalde den franske vej. Nemlig ved at man sætter lighedstegn mellem danskhed og universalisme, nøjagtig som man i Frankrig laver koblingen mellem det specifikt franske og forestillingen om menneskerettigheder. Og det betyder i Danmarks tilfælde, at enhver kritik at danskheden, at det danske samfund, den danske identitet og kultur, får man til at fremstå som en kritik af menneskehedens grundlæggende universelle værdier. De mennesker, der ikke deler den danske majoritetskultur og som ikke har en indgang til den, mangler politisk og kulturel repræsentation. Scenariet bliver lige som den værste form for den franske paternalisme, hvor man sætter lighedstegn mellem at være dansk og være menneske. Og er man ikke dansk, er man ikke menneske. Men det er ikke særligt for Danmark og Frankrig. Ser man på det internationalt, finder man de samme tendenser. I Holland findes det i vidt omfang, og i Sverige er det Sverigedemokraterne, der repræsenterer det synspunkt, om end de stadig er meget marginaliserede.”
”Hvis man ikke har adgang til den nationale kultur og sprog, så hører man ikke til. Det er en paradoksal sammenblanding af en på den ene side en restriktiv kulturel identitet og på den anden side en universalistisk definition af mennesket. Det er en form for kortslutning mellem identitetspolitik og universalisme.”
Er de, der repræsenterer disse synspunkter, så løsrevet for nogen form for realitet? Er der ingen reel trussel mod ytringsfriheden – eller stigende tendens til selvcensur?
”Ja, der mangler forbindelse til virkeligheden. Og nej, ytringsfriheden er på ingen måde truet i Danmark. Der har ikke været nogen generel trussel mod ytringsfriheden. Der været trusler mod specifikke individer fra specifikke personer eller grupperinger. Og der findes jo modtræk i den danske lovgivning mod den slags. Men at påstå, at der skulle findes en generel ideologisk trussel mod ytringsfriheden i Danmark eller noget andet EU-land, er bare dumt. Det er også en farlig påstand, men en ideologisk effektiv påstand, der gør, at enhver kritik mod den dominerende majoritetskultur, bliver en trussel mod menneskerettigheder, ytringsfrihed og demokrati. Når enkelte forfattere eller andre trues, så findes der en lovgivning, og den lovgivning fungerer. Det skal ses som kriminelle handlinger – og behandles derefter – og ikke ses som en principiel trussel. Den principielle trussel mod ytringsfriheden kommer snarere fra den anden side. Nemlig at man ikke giver plads i offentligheden til de marginale eller afvigende røster, som findes. Det er den samme logik, hvormed man frasorterer visse repræsentanter og grupperinger, der er uforenelige med den danske kultur eller offentlighed. Det kan på sigt betyde, at ytringsfriheden og demokratiet kommer under pres i de europæiske lande.”
De liberale
Meget af den svenske kritik af Danmark retter sig mod den holdning, der findes i den populistiske tendens – som hos eksempelvist Dansk Folkeparti. Men markante stemmer fra den borgerligt-liberale fløj blander sig også i vidt omfang i ytringsfrihedsdebatten i Danmark. Her er udgangspunktet ikke nationalistisk, men ifølge Stefan Jonsson begår man på den fløj en anden fejl:
”Når synspunktet fremføres fra liberalt hold, så tror jeg, at det beror på, at man har en dogmatisk opfattelse af ytringsfrihed: Nemlig at alt, som kan siges, også bør siges. Men formålet med ytringsfrihed er ikke, at alt skal siges. Ytringsfrihed handler om, at der skal være en offentlig samtale eller demokratisk debat, hvor alle synspunkter om politiske og sociale processer skal kunne siges. Det er grundlaget for det liberale demokrati. Man skal ikke forveksle det med et alment ønske om, at alle mennesker skal fremføre deres inderste tanker og ønsker i offentligheden. Den offentlige samtale har altid bygget på en vis portion selvcensur. Hvis man forveksler ytringsfriheden med enhver kunstner eller politikers ret til at vælte ud med sine fordomme, så har man gjort de liberale principper til et dogme. Og det er historisk set et tilbageslag for de selvsamme liberale principper. Ytringsfrihed har aldrig eksisteret i ren dogmatisk form.”
”Det er det samme problem i alle europæiske lande, men det er jo et spørgsmål om kvantitet. For mig at se er det politikernes og meningsdannernes valg at prioritere de marginaliseredes ytringsfrihed i forhold til majoritetskulturen. I stedet har man i Danmark valgt at prioritere majoritetens ret til at sige hvad som helst om minoriteterne. I Sverige er det omvendt. Selve præmissen for kritikken af, at der i Sverige ”lægges låg på” debatten, er falsk. For samfundet bygger på, at mennesker ”lægger låg på”. Ellers ville samfundet slet ikke være muligt. Selve spørgsmålet om selvcensur er også falsk. Hele forestillingen om, at alt som tænkes skal ud i offentligheden, er jo en helt forkert ide. Det er jo indlysende, at alle mennesker i samfund vælger, hvad der bør siges, og ikke siger alting, der kan siges. Som individ, som forfatter eller som politiker, så vælger man sine kampe, sine debatter, sine stridigheder, sine prioriteter. Så de har et stort ansvar for, hvordan den politiske debat og kulturdebatten føres. Kulturen bygger lige så meget på fortrængning som på, at alting kommer til udtryk. Civilisationen bygger jo et langt stykke hen ad vejen på, at man fortrænger de destruktive elementer, som findes.”
