Højskolernes nye minister
Skrevet den 8. marts 2010 af Højskolebladet
Kan det blive bedre end Bertel? Landets nye undervisningsminister, Tina Nedergaard, taler varmt om højskolens rolle
Af Andreas Harbsmeier
I højskolemiljøet kan der godt opstå en vis ængstelse, når der er optræk til ministerrokade. Hvem bliver ny undervisningsminister, og hvilken rolle ser han eller hun højskolerne spille? Med Bertel Haarder har højskolerne gennem længere tid haft en decideret højskolemand som minister. Her kunne man være nogen¬unde sikker på, at der i mindste var forståelse for den særlige skoleform, som højskolen er. Det kunne vel ikke blive meget bedre.
Da valget i slutningen af februar faldt på Tina Nedergaard fra Venstre, var der nok nogen, der spurgte sig selv, hvem er det? Men den nye minister bekendte sig allerede ved sin tiltrædelse til den samme grundtvigske tradition som Haarder. Men hvad mener hun om uddannelse og højskolens rolle. Højskolebladet har spurgt ind til Nedergaards syn på højskolerne.
Hvilken rolle ser du højskolerne spille nu og frem over?
”Folkehøjskolerne har jo været meget afgørende for, at vi har det samfund, som vi har i dag. Det, at almindelige folk fik læring og dannelse og blev bevidste om betydningen af at tilegne sig viden – har folkehøjskolerne spillet en meget stor rolle i. Det er jo historisk betragtet. Men med et så omfattende et offentligt uddannelsessystem, som findes i dag, så skal vi man hele vejen rundt også tage ansvar for, at der er en bevidsthed omkring læring. Men det ændrer jo ikke på, at højskolen fortsat kan spille en rolle på netop det område.
Det kan man blandt andet se på de ændringer, der skete på højskoleområdet i 2006, hvor man i højere grad begyndte at se højskolen som en del af paletten af muligheder for unge mennesker og i højere grad gik ind på samarbejde med de kompetencegivende uddannelser. Og i langt højere grad går ind og påtager sig et bevidst ansvar for også at få unge, der ikke er i udsigt til ikke at få en uddannelse, bedre i vej. Og det synes jeg bygger fuldstændig oven på den ånd, som højskolen er rundet af.
Jeg ser absolut højskolens rolle som væsentlig – og i øvrigt også som styrket under denne regering ved, at vi lagde de elementer ind, der også gør, at de unge mennesker – når man taler med dem, efter at de har været på højskole – også har en stor lyst til at gå videre med en uddannelse bagefter. Det er en meget fornem opgave.”
Højskolens rolle
Så du ser højskolerne byde endnu mere ind i forhold til samarbejdet med de kompetencegivende uddannelser?
”Ja, og at man også bidrager til en afklaring hos den unge. Og at man ser på, hvilke kompetencer, det unge mennesker har med sig – og giver dem en vejledning i forhold til at komme godt i gang med en uddannelse.
Et højskoleophold er, som jeg ser det, meget givtigt. Men det er jo ikke en uddannelse, der kan stå alene. Jeg mener, at højskolerne kan fylde rigtig godt op i bagagen hos det unge menneske, der så kan gå styrket videre. Man kan fylde på i bagagen på mange forskellige måder. Selvfølgelig inden for områder som læring og dannelse, men det kan jo også være i forhold til det unge menneske, der egentlig har det rigtig skidt, og som har brug for et lidt andet rum, som han eller hun kan udvikle sig i og gøre sig klar til uddannelse i. Det har jeg både erfaret og hørt er noget, som unge mennesker efterspørger.
Men jeg vil også gerne sige det sådan, at et højskoleophold er forberedende – ikke kun til videre uddannelse, men også til resten af ens liv. For der er ikke nogen tvivl om, at det samfund, vi har om ti og tyve år, vil stille endnu større krav til befolkningen, selv om jeg synes, at kravene er hårde nok i dag. Dels fordi der er en mindre arbejdsstyrke – vi skal præstere noget mere, og dels fordi det er og bliver vigtigt, at man har en bred vifte af personlige kompetencer, der gør, at man kan håndtere de meget store opgaver, der ligger forude. Og her kan højskolen i høj grad spille en rolle. Men jeg må selvfølgelig også sige, at højskolen ikke er en forudsætning for at tilegne sig personlig og kreative kompetencer. Ellers havde jeg jo lidt et problem selv.”
Så der findes altså også fornuftige mennesker, der ikke har gået på højskole?
”Jeg kan godt komme på nogle eksem¬pler…
Højskolen er en rigtig god mulighed for nogle, men ikke for alle. Det, jeg oplever, er, at det er folkehøjskolen også meget opmærksom på selv. Det er ikke mit indtryk, at højskolerne er en del af mit ministeriums område, der har imperialistiske ambitioner om at fylde mest muligt. Sådan oplever jeg det slet ikke.
Realkompetence
På mange uddannelsesinstitutioner anerkender man principielt realkompetencer i optagelsen, men i praksis aner de ikke, hvordan håndterer vurderingen? Hvordan stiller du dig i forhold til realkompetence¬begrebet?
Generelt er det sådan, at vi godt kan blive bedre til at styrke merit og anerkende det, man har med andetsteds fra. Det er noget, jeg vil arbejde meget med, og noget min forgænger også var meget optaget af. At smidiggøre de processer, sådan at tvivlen i højere grad kommer den unge til gode.
Det er noget, jeg vil arbejde videre med. Og jeg vil gerne drøfte med højskolerne, hvordan vi kan arbejde videre med det felt. Politisk set vil jeg gerne sende det signal, at når højskolerne har lavet en realkompetencevurdering og sender det unge menneske videre, må de modtagende institutioner også være opmærksomme på, at det må være til gavn for alle at anerkende de reelle kompetencer.”
Sabbatår er i orden
Hvordan forholder du dig til det såkaldte” fjumreår”?”Jeg vil godt sige med det samme, at det ikke vil være muligt at finde et citat fra mig, hvor jeg siger ’fjumreår’. Så vil det i hvert fald være for at nedgøre ordet. Jeg har faktisk selv haft et sabbatår – man skal jo passe på, hvad man siger…
Hvis man nu tager til og med gymnasiet, så er det mange år at fylde op med undervisning og fremmøde hver dag. Sabbatåret kan jo være det år, som gør, at når man så går i gang med sin videregående uddannelse, har man fået blod på tanden igen og har fået generhvervet den selvdisciplin, der siger, at den skal passes. Det er jo rigeligt stort frafald på de videregående uddannelser. Så hvis et sabbatår kan redde det, så man også bliver mere bevidst om sit valg og bevidst om, hvad det kræver at være i det fællesskab, en undervisningsinstitution er. Det kan godt være, at man ikke har mødepligt på et universitet eller på en professionshøjskole – bortset fra det første år – men der ligger et socialt ansvar i forhold til den læring, der er. Sådan nogle ting er vigtige at lære.”
Bertel Haarder blev på et tidspunkt citeret for at sige, at et år var i ok, hvis man vidste, hvad man ville, og to år var dumt og tre år torskedumt. Hvad ville din version af den udtalelse være?
”Jeg vil sige det lidt anderledes. Jeg tror, at det første sabbatår kan være nødvendigt, netop når man ikke ved, hvad man vil bagefter. Og det andet år kan også nogle gange opstå ufrivilligt. Fordi, når beslutningen skal træffes, så ender det med, at man får startet lidt og så hurtigt stopper igen. Og inden man får set sig om, så er der gået to år. Og det er derfor, jeg synes, det er så uhyre vigtigt, at vi har styrket vejledningen generelt i uddannelsessystemet. Noget af det første, jeg gjorde som minister, var at sende et stort vejledningsforslag i høring. Hvis man er kommet ud i et tredje sabbatår, så er det ikke dumt af den unge, så er det os andre, der har svigtet. Det, der sker, når man kommer ud i et tredje år, er, at så begynder gennemførselsmuligheder for den videre uddannelse at blive sværere. Men hvis der er nogle mennesker, der kan leve af at spille lidt musik i tre år, så fred være med det. For det er jo en lillebitte gruppe. Hvis der på et tidspunkt skulle komme en stor gruppe, der holder tre sabbatår, så vil jeg begynde at kalde det noget andet. Så vil jeg kalde det spildår. Der bliver det spild af den unges ressourcer. Det skal der jo tages hånd om på en helt anden måde. Det er ikke en stor dagsorden for mig at tale negativt om det, de unge vælger at gøre, når de gør noget andet, end det, vi gerne vil have dem til. Min målsætning som minister bliver meget at tale de ting op, der er af muligheder for dem, så de også får lyst til at gå i gang med det. Vi skal huske at sige, at vi har nogle gode folkehøjskoler, og vi skal huske at sige, at vi har nogle gode erhvervsuddannelser. Vi skal passe på ikke selv at tale vores skoleuddannelelsesmuligheder ned.
Højskolens målgruppe
Der kommer mange forskellige unge på højskolerne. Langt den største del kommer fra middelklassen og har sådan set de bedste forudsætninger for at klare sig godt – også i det videre uddannelsessystem. Så er der en mindre del, der af den ene eller den anden grund har vanskeligere ved at klare sig i uddannelsessystemet og har brug for den sociale og faglige afklaring, som en højskole kan give. Det lyder på mig, som om du taler mest om den sidste gruppe i forhold til højskolens rolle. Hvad med den første?
Jeg skal ikke være smagsdommer for den gruppe, som vi taler om nu. Der er jo også en betydelig egenbetaling for et højskoleophold. Den gruppe bidrager også selv til læringen. Jeg synes, det er svært at stille sig til dommer over for nogle, som ikke har et dybfølt behov. Det kan godt være, at de har et behov, der formelt set ikke er så afgørende som de andres, men jeg agter ikke at røre ved højskolernes målgruppe.
Og til det mere formelle. Højskolerne er sammen med de øvrige frie skoler under deres egen lovgivning. Hvordan ser du på den form?
Den skal fastholdes. Det er der ingen tvivl om. Det er en helt anden måde at køre skole på. Og den støtter jeg varmt som et supplement til det andet.
I højskolen har man en lige prioritering af undervisning og samvær. Hvordan ser du højskoleformen – netop som en kombination af det faglige og det sociale?
Det er et godt supplement. Og grunde til at jeg selv nævnte det før, er at det er det bevidste valg af folkehøjskolen, der er vigtigt. Der er jo ingen, der er interesseret i, at højskolen bare bliver til en opbevaring for unge, fordi det lyder rimelig hyggeligt. Det kan hverken vi i regeringen eller skolerne være interesserede i. Men en del af læringen er netop at kunne indgå i det sociale fællesskab, og det kan bruges rigtig mange steder – ikke mindst på den efterfølgende uddannelse. Den danske befolkning har den styrke, at den faktisk er ret kreativ. Vi er gode til samarbejdsrelationer. Det er en af grundene til, at vi jo trods alt klarer os godt i det danske samfund.
Tina Nedergaard
Født 1969. Hun er uddannet cand.scient.pol. fra Århus Universitet i 1997 og blev student fra Hobro Gymnasium i 1988.
Arbejdede først som programdirektør i IUC-Europe 1997-98 og siden som konsulent i Dansk Arbejdsgiverforening 1998-2002.
Blev valgt ind i Folketinget for Venstre i 2001.
Undervisningsminister fra mandag d. 23. februar. Før det var hun IT- og telepolitisk ordfører, uddannelsespolitisk ordfører, fødevareordfører og forbrugerpolitisk ordfører og senest finanspolitisk ordfører.
Undervisningsministre gennem 20 år
Undervisningsministerposten har de seneste tyve år kun været et embede for radikale og venstre-folk.
Kilde: Undervisningsministeriet
Tina Nedergaard (V), 2010-?
Lidt overraskende var det, at Venstres finanspolitiske ordfører skulle blive undervisningsminister. Men hendes fortid som uddannelsespolitisk ordfører og store engagement særligt i erhvervsuddannelserne, kan hun meget vel gå hen og blive en god samtalepartner for højskolerne. Som noget af det første bekendte hun sig til den samme grundtvigske tradition som sin forgænger.
Bertel Haarder (V), 2005-2010
Bertel Haarder var kendt som kompetente, hårde – og til tider forhadte – undervisningsminister i 1980erne. Men hans tilbagevenden til posten i 2005 ændrede noget på dette billede i retning af en blødere politiker, der kunne skabe ro på de områder, han havde ansvaret for. For højskolerne var han igen med sin egen baggrund en god samtalepartner, der ofte talte højskolernes sag.
Ulla Tørnæs (V) 2001-2005
Gjorde ikke det store væsen af sig i højskolesammenhænge – eller i øvrigt.
Margrethe Vestager (B) 1998-2001
Er i denne sammenhæng ikke så interessant, da højskolerne i hendes periode lå under kulturministeriet.
Ole Vig Jensen (B), 25. januar 1993-1998
Ole Vig Jensen var i udgangspunktet en ven af højskolerne, men vil alligevel i højskolesammenhænge nok mest blive husket for at gennemtrumfe den omstridte – og skulle det senere vise sig – grundlovsstridige særlov om Tvindskolerne. Ole Vig Jensen blev i 1998 kulturminister – med den betingelse, at han fik højskolerne med sig over i det nye ministerium.
Bertel Haarder, (V) 10. sept. 1982-1993
Kommer ud af en højskolefamilie og er opvokset på Rønshoved Højskole. Det gjorde Haarder til en interessant figur i højskolesammenhænge. Som minister gjorde han sig dog mest bemærket på universitets- og folkeskoleområdet, hvor en række nedskæringer gjorde ham til en omstridt figur.
