Udfordringen
Skrevet den 24. november 2011 af Højskolebladet
INTERVIEW Væk med Tvind-loven og højskolen som social parkeringsplads og ind med opdrift og genopfindelse, mener Kulturminister Uffe Elbæk. Han udfordrer samtidig højskolerne til at glæde sig over de penge de faktisk får
Af Andreas Harbsmeier og Sara Peuron-Berg
Fra denne måned er højskolerne endeligt flyttet til kulturministerens kontor. Og det er også der, Højskolebladet møder ham. Uffe Elbæk glæder sig over flytningen. Han er da også selvhøjskolebarn.
”Jeg er både vokset op på højskole, har gået på højskole, og mine forældre er tidligere højskolelærere – så jeg har fået det ind med modermælken. Jeg synes jo, det er en fantastisk opfindelse, og det er helt bevidst, at jeg siger opfindelse. Det, som er så interessant, og som trækker tråde op til i dag er, at højskolen er et eksempel på en socialt fænomen, som fuldstændig opfandt en ny måde at organisere sig på, at lære på og at formulere sig på. På et tidspunkt, hvor man gik fra landbrug til industri. Man skulle finde ud af, hvordan den nye samfundsform skulle se ud. Og et eller andet sted har nutiden samme politiske udfordring. Hvis man skulle forestille sig at lave en højskolen, geration 2.0, hvordan skulle den så se ud? Er der brug for den?”
Hvilke specifikke forestillinger eller holdninger har du taget med dig?
”Det handler blandt andet om at være i et socialt rum, hvor der er rigtig højt til loftet. Hvor der er en mangfoldighed af holdninger, sociale erfaringer og kulturelle ståsteder, som kan finde ud af at være i samme rum og have en levende samtale med hinanden. Noget af det, der går igen, når man snakker med gamle højskoleelever, er, at deres liv, i kraft af at de kom på højskole, tog
en helt ny drejning, fordi der pludselig åbnede sig nogle døre, de slet ikke troede, de kunne gå ind af. Når højskolen er bedst, skaber den en kreativ pause, fordi eleverne faktisk finder ud, at verden er meget større, end de troede.”
Hvis du skulle beskrive, hvorfor højskolerne er vigtige i dag, hvad ville du så pege på?
”Hvis vi havde brug for den kreative tænkepause dengang, så har vi det da ved Gud også i dag. Der er ligheder med den samfundsmæssige udfordring, vi står over for. Om højskolerne kommer til at være en social katalysator for det nye, der er på vej ,eller de ikke gør – det er op til højskolerne selv. Jeg siger bare, at det er en mulighed. Der var nogle, der så den mulighed for 150 år siden, og det er den samme samtale man har brug for i dag.”
Dermed sagt, at du ikke synes de bruger den mulighed i dag?
”Det har jeg ikke sagt noget om. Jeg siger bare, at der er en fantastisk mulighed for højskolerne til at spille en meget vigtig rolle i samfundet i dag. Vi skal arbejde anderledes, vi skal uddanne os anderledes, vi skal bo anderledes, vi skal transporteres anderledes, vi skal tænke anderledes og vi skal organisere os anderledes. Og højskolerne kan spille en aktiv rolle, de har en historik, de har gjort det før og hvorfor skulle de så ikke gøre igen?”
Men du mener der er brug for en højskolen version 2.0?
”Jeg tror, at alle, uanset om det er højskoler eller andre uddannelsesinstitutioner, bliver nødt til at genopfinde sig selv igen og igen i og med, at den samfundsmæssige situation, man indgår i ændrer sig. Til gengæld skal man også huske, hvor man kommer fra, og hvad det var, der gjorde, at man blev til. Nu lyder jeg simpelthen så altmodisch. Men det vigtige er den levende samtale, det med at kunne sætte sig i den andens sted. Og ikke være presset til at skulle præstere, fordi man skal have en bestemt karakter, men at man faktisk har mulighed for at tænke sig om og finde ud af: Hvem er jeg? Hvad vil jeg? Og hvor vil jeg gerne hen? At man dybest set får mulighed for både at have en indre samtale med sig selv og have en samtale med nogle, man ikke regnede med at have en samtale med.”
Nu siger du, at det er højskolerne selv, der skal udvikle sig på det område, men hvordan mener du, de skal gøre det?
”Højskolerne har altid været i konstant samtale med sig selv om, hvad de skal, hvad der er den rigtige højskole, og hvem der har gjort sig fortjent til at fåde bevillinger, de får. I 70erne spillede
en del af højskolerne ind i samfundet. Vi så en række røde højskoler, blandt andet St. Restrup Højskole, hvor jeg selv var barn, der var meget langt fremme.”
Og Tvind…
”Tvind er et eksempel. Man brugte højskolems måde at organisere sig på til at forholde sig til det samfund, man var en del af. Og nogle havde mere succes med det projekt end andre. Så skete
der noget igen omkring Oure. Her var spørgsmålet: Hvornår overskrider man grænsen fra at være en ’almindelig højskole’ til at blive en kompetencegivende højskole. Spørgsmålet er, hvad fokus er. Er det den levende samtale, eller er det at blive helt vildt god
windsurfer? Så der er altid en dynamik i at positionere sig i forhold til dels det øvrige uddannelsessystem og dels den samtid, man er en del af.
Er det et problem, hvis højskolen nærmer sig det kompetencegivende?
”Overhovedet ikke. Og Oure er et godt eksempel på en gentænkning af højskolen. Man skal hele tiden skal være bevidst om, hvor grænsen går? Hvordan sikrer man sit eget kulturelleog
værdimæssige ståsted?
Det ligger jo i lovgivningen, at man ikke må holde eksamener og undervisningen skal have bred almen karakter...
”Man kan jo godt blive nørdet og kigge på, hvad loven siger. Det skal man jo også, fordi man skal kunne leve op til det tilskud, man får. Det kan godt være, at højskolerne på nogle områder er gået helt hen til kanten i forhold til det kompetencegivende forløb.
Omvendt kan man på den anden side af hegnet se et uddannelsessystem, der førhen var ekstremt kompetencefokuseret,
men som nu begynder at udvide deres forståelse af, hvad det vil sige at lære på den gode måde. Det er sjovt, at på begge sider af hegnet er institutioner, som arbejder med, hvordan man skaber læring, hvordan man udvikler mennesker, hvordan vi gør nogle mennesker mere nysgerrige på dem selv og den omverden, de er en del af, hvordan vi gør dem mere kritiske og så videre. Den dynamik, tror jeg vil blive ved med at være der.”
Det er jo en central diskussion i højskoleverdenen - at man på den ene side gerne vil tilnærme sig det formelle system, repræsenteret af Oure, og en fløj, der mener det vil være højskolens langsomme død.
”Min gode radikale byrådskollega i Aarhus, Peter Thyssen, sagde altid til mig: Uffe, sandheden ligger ikke i mig eller dig – sandheden ligger imellem os. Og det mener jeg også i denne her sammenhæng. Man må møde den person, dér, hvor personen er. Vi har unge i dag, som finder mening i at blive fagligt dygtige og samtidig godt kan være i den kreative pause. Det ser jeg ikke noget problem i. Højskolen må være nysgerrig på de unge eller ældre mennesker, som bruger den. Der er i øvrigt forskel på, om man er nitten år og går på højskole, eller om man er 85, som min mor er. Hun tager på pensionisthøjskole hver sommer og har kæmpe fornøjelse af det. Hun bliver ved med at komme der, fordi hele hendes sociale virkelighed og venner tager derned. Så man skal også være der, hvor eleverne er.”
Hvordan kan de korte kurser spille ind i forhold til højskolen som en kreativ pause?
”Det er jo en økonomisk udfordring, højskolerne har lige nu. De nedskæringer, man har fået i den tidligere regering, er jo ikke er blevet løftet ud i den nuværende. Og det har jo specielt ramt de korte kurser. Jeg tror, at de korte kurser har en stor værdi for rigtig mange mennesker. Fra familier, der kan komme med deres børn på et kortere højskoleophold og får en fantastisk oplevelse ved at være i nogle rammer, hvor de både kan være forældre og hygge sig og samtidig blive inspireret og blive klogere, til pensionister, der stadigvæk er nysgerrige og interessered i, hvad er det for et samfund, vi er i. De korte kurser har en helt klar
berettigelse. Men igen, hvis man skal skære alt væk, hvad er så tilbage? Højskolernestartede med at være et sted, hvor unge mennesker kunne komme i en længere periode og få en oplevelse
af både at blive dygtigere, mere nysgerrige og mere sociale. Og det er på de lange kurser, at de virkelig får det puf ud over kanten.”
Skal flytningen til kulturministeriet ses som udtryk for, at man vil fremhæve de bredere mere folkeoplysende del af højskolen?
”Ja, det tror jeg. Man siger, at de er en del af kulturområdet med folkeoplysningen og højskolerne og hele dannelsesaspektet, og det er noget andet end det øvrige uddannelsessystem. Vi har også fået lov til at beholde – heldigvis – enkelte kunstneriske uddannelser,
fordi de har nogle andre optagelseskrav. Så jeg er helt sikker på, at den beslutning beror på, at man mener, at højskolerne og folkeoplysningen ligger rigtigt godt i Kulturministeriet. Så vi har et holdningsministerium, et dannelsesministerium. Jeg skal ikke sætte
grænser op for, hvad en højskole kan være. Nu så jeg lige - jeg ved ikke hvad præmissen er - at man er ved at oprette en højskole i Berlin. Der er givetvis en masse lovmæssige problemstillinger i det, ikke mindst fordi Tvind-loven stadig skygger. Det, synes jeg i øvrigt, er dybt problematisk. Det er altid ærgerligt, hvis man laver lovgivning på en enkelt sag. Som så efterfølgende har en masse sidekonsekvenser, man ikke lige i situationen havde forudset. Nu tænker jeg også på min tid med kaospiloterne, hvor andet år på uddannelsen i en periode var lagt i udlandet. Vi sendte hele holdet ud et sted i verden, hvor der skete noget vigtigt og fagligt relevant. På et tidspunkt kunne vi ikke gennemføre den form
for uddannelse og tænkning på grund af Tvind-loven, fordi man var bange for, om statens penge blev brugt på den rigtige måde. Nationalstatstænkning har jo også konsekvenser i forhold til den måde, man tænker uddannelsespolitik på. Derfor blev jeg så glad for idéen om at lave en højskole i Berlin.”
Tror du højskolen kunne udfylde en rolle i forhold til arbejdsmarkedspolitikken?
”Jeg skal have nogle diskussioner med Christine Antorini, og der er i gang med at blive formuleret rammerne for en ny flexuddannelse. Der ligger også nogle tanker om, hvordan man kan bruge et højskoleophold som element. Og hvorfor ikke? Det, man skal være
opmærksom på, er, at højskolerne ikke bliver en social parkeringsplads. De, som kommer, skal også ville noget med det. Fra at man i 50erne og 60erne som ung sparede op til at komme på højskole, fordi det havde høj social status, og det var noget, man gjorde, til at man 20-30 år senere sagde: Nå ja, hvis jeg alligevel får penge for det, så kan jeg da godt tage på højskole. Så skrider det, fordi man udvander kvaliteten af det, der foregår. Hvordan spiller højskolerne ind og bliver en aktiv stemme i en tid med store sociale udfordringer uden at udvande sit udgangspunkt?”
Man har gode erfaringer på mange højskoler med at hjælpe grupper af unge, der har vanskeligt ved at komme videre i det
formelle uddannelsessystem...
”Uanset om det er højskolerne eller en anden uddannelsesinstitution, er det vigtigt, at der er den rigtige kritiske masse af det, man kunne kalde opdriftsenergi, at der skal være tilpas mange overskudsunge, fordi det trækker resten med op. Hvis der bliver for stor overvægt af unge med en socialt belastet baggrund, så har det faktisk den modsatte effekt. Og det kender jeg også fra min tid som socialarbejder på gadeplan for 30 år siden i Århus. Og jeg tror givetvis, der er nogle højskoler, på grund af, at de er økonomisk pressede, tænker, at det er penge ind på kontoen
nu. Det kan faktisk være starten på en deroute for skolen.”
Man modvirker den kreative pause ved at politisk at presse på, for at de skal så hurtigt igennem systemet som muligt. Hvordan ser du det?
”Jeg mener, det er en legitim debat, for der er nogle økonomiske overvejelser, der siger, at det er vigtigt, i og med demografien ændrer sig. Det er én måde at forholde sig til de problemer, vi står over for – det er økonomi og logistik. Men hvis jeg som uddannelsesmand skal kigge på det, så har jeg et andet perspektiv. Både min egen erfaring, men også forskningsresultater, viser, at dem, der er mere modne, når de starter på uddannelse, faktisk gennemfører hurtigere og er mere motiverede. Så jeg vil godt udfordre den tænkning. Jeg har respekt for det andet legitime
standpunkt, fordi vi står over for nogle massive økonomiske udfordringer. Omvendt ved jeg, at det ikke gør noget, at folk har nogle flere erfaringer med sig, inden de vælger. Men igen, sandheden ligger givetvis et sted midt imellem.”
Man har jo lagt op til, både fra Socialdemokraterne og SF, at besparelserne fra genopretningspakken skulle tilbageføres til
højskolerne. Det er ikke sket.
”Det tror jeg, at alle er kede af. Man kan man sige at det er løftebrud, men jeg er dødtræt af den retorik. Fordi det, der skete da den nye regering kom til, var at man begyndte at lave et gennemsyn af det, man kalder kassebeholdningen. Så viser det sig, at den økonomiske udfordring var meget meget større. Der var bare ikke de penge, vi havde håbet på.
Men der er alligevel lavet en prioritering i forhold til eksempelvis efterskolerne…
”Jo jo, men det er jo politikernes lod både i glæde og forbandelse. Vi skal jo prioritere, og det vil sige, der er nogle der bliver glade og nogle, der bliver kede af det. Vi vil blive nødt til at sætte ind for at få de unge godt i gang, og der spille efterskolerne en helt central rolle. Samme retorik kunne man bruge om højskolerne, men der går vi bare ind og siger, at vi vil starte tidligere. Der er jo ikke noget, vi hellere ville, end at støtte højskolerne, men virkeligheden er bare en anden. Man kan sætte sig hen og være sur, og det er der givetvis også nogen, der gør. Men det ændrer ikke den virkelighed, der er derude. Jeg vil hellere udfordre højskolerne og medarbejderne. Prøv lige at forestille jer, hvis I nu ikke kendte til noget som helst, og så fik at
vide: Her får I nogle dejlige bygninger, I får mulighed for at lave et fantastisk undervisningsforløb, og I har de og de penge til det. Gå i gang! Hvem ville sige nej til det?”
Hvor se du højskolerne om ti - femten år?
”Jeg har to scenarier, et positivt og et negativt. Et positivt er, at vi forstår kraften i fællesskabet og sammen kan løse de udfordringer, vi står over for. Det negative er en øget individualisering, en øget marginalisering og en øget ghettoisering. Både lokalt og globalt. Så forhåbentlig finder vi ud af, at vi er en kreativ og opfindsom befolkning, som faktisk godt kan få rigtig gode idéer - og en af dem var højskolebevægelsen.”
