Krig er ikke noget man fejrer
Skrevet den 5. september 2010 af Asser Amdisen
5. september er siden sidste år en officiel flagdag. Vi skal flage for de danske soldater i udlandet og for den danske aktivistiske udenrigspolitik. Det er der overhovedet ingen grund til – i stedet opfordres alle til at sætte flaget på halv for at mindes al den lidelse, smerte og død, som krige påfører verden.
Da jeg var barn var krig noget, der enten var altødelæggende eller noget, der ramte andre. Jeg husker de sort/hvide billeder af revolutionen i Iran og af alvorlige mænd, der mødtes for at tale mellemdistanceraketter, men set fra en af elevpladserne på Sundhøjskolen på Tåsinge, var det egentligt ikke noget, der kom os ved. Krigen i Iran var langt væk og atomkrigen var en altid nærværende trussel, men fordi den var pakket ind i storpolitikken var den uden for vores indflydelse. Vi frygtede udslettelsen fra oven, men på samme måde, som enhver mand frygter blodproppen. Vi tager de elementære forholdsregler, men i det store hele rammer det når det rammer. Vi kan hverken gøre fra eller til.
Krig i Danmark var noget fra fortiden. For min generation som er født omkring 1970 er 2. verdenskrig længe siden. Min morfar var frihedskæmper, hvilket satte præg på min barndom, men alle der er yngre end det har ikke mødt nogen, der husker Danmark i krig. For de elever jeg underviser til dagligt på højskolen er der ikke den store forskel på 2. verdenskrig og de puniske krige.
Vi har glemt krigen. Vi har glemt, hvad krigen egentligt er. Ellers ville vi aldrig nogensinde kunne finde på noget så himmelråbende tåbeligt, som at fejre krigen. Da man sidste år havde den første officielle flagdag på 5. september var der en lang forudgående diskussion om, hvilken dag man skulle bruge til at fejre de væbnede styrker, men der var faktisk ikke den store debat om, hvorvidt det overhovedet var en god ide.
Lad os bare slå det fast med det samme. Jeg er en venstredrejet pacifist, som derfor er modstander af samtlige krige Danmark har været med til siden 1998, hvor danske fly første gang siden 1940 gik i krig uden FN-mandat, men det er ikke mit ærinde her. Uanset om man mener at krigen er nødvendig eller ej, om den kan retfærdiggøres eller ej, så er det perverst at fejre den eller de mennesker der udfører den.
For at bruge lånte ord, så kan man finde eksempler (her fra bogen Øjenvidner til historien) på hvad krig egentligt er:
”Hvordan kan man dog berette om dette slag, når ens øjne er stift rettet mod den skikkelse, der er det eneste, der fylder ens sind – liget af ens førstefødte, knust af en granat et sted, hvortil han aldrig skulle være sendt.” Samuel Wilkeson ved liget af hans søn ved Gettysburg 3. juli 1863
”Fra alle sider ude i mørket lød stønne og halvkvalte smertensskrig. Det var de sårede. Svage smertenshulk og fortvivlede skrig. Det var kun alt for tydeligt i hele sin gru, at snesevis af alvorligt sårede havde søgt dækning nede i granathullerne. Nu var vandet ved at stige rundt om dem, og da de var alt for afkræftede til at kravle op, var de ved at lide den langsomme druknedød.” Edwin Vaughan ved Langemark 27. august 1917.
”Alle var blevet skudt på klos hold gennem højre eller venstre kind, så kuglen var trængt ind i hjernen og havde revet en ordentlig luns kød af ud lige under øret. Nogle havde dybrøde snitsår på venstre side af halsen. En af dem var blevet kastreret. De havde vidtåbne øje, og fluerne var først nu begyndt at flokkes om dem. Den yngste var omkring tolv-tretten år gammel.” Robert Fisk i flygningelejren Chatila 1982.
Dette er ikke engang hele virkeligheden. Der har aldrig eksisteret en krig uden strømme af voldtægter. Der har aldrig eksisteret en krig uden enker og faderløse børn. Der har aldrig eksisteret en krig uden smadrede huse, ødelagt infrastruktur, og tusinder og atter tusinder af mennesker med dybe ar på sjælen.
Jeg er klar over, at når man taler om krigens rædsler, som de er fremkommet igennem tiden, så er der altid nogen der indvender, at det var før. Nu er vi mere civiliserede og kan føre krigen på en mere ordentlig – nærmest klinisk måde.
Det er simpelthen ikke sandt. Krige er ophør af civilisation. Når vi opdrager vores børn lærer vi dem, at de ikke må slå – og især ikke ihjel. Vi lærer dem, at andres menneskers ejendom må de ikke stjæle eller ødelægge. Vi lærer dem, at andre mennesker er hellige. Man må ikke krænke deres rettigheder som individer, hvilket betyder, at de skal behandles med respekt. Dette indebærer også, at kvinder har ret til at bestemme over deres egen seksualitet og voldtægt er derfor en af de værste forbrydelser man kan begå.
Når vi sender unge mennesker i krig ophæver vi tabuerne. Nu må de pludselig godt slå ihjel. Det er i orden, at de trænger ind på andre menneskers ejendom. Det er som det skal være, når de tvinger andre til at gøre ting de ikke vil. Det er konsekvenserne af magtudøvelse.
Det er ganske simpelt hyklerisk, når vi bagefter kritiserer soldaterne for ikke at have overholdt krigens love. For et par år siden var der en kæmpe debat om at danske soldater brugte mindreårige prostituerede. Hvor grænseoverskridende virker den handling i forhold til at slå et menneske ihjel? Det er helt afgørende, at vi som arbejdsgivere for soldaterne forstår, at den virkelighed, vi sender dem ind i ikke er velordnet og regelbundet. Den er voldsom, ubehagelig og grusom.
Som historiker er det et deprimerende faktum, at Gud altid holder med den vindende part. Dermed mener jeg, at ved udbruddet af enhver krig påstår parterne altid, at deres sag er retfærdig og deres modstander er det grusomste i verden. Hvad der udgør grusomhed skifter altid lidt. I 1700-tallet var modstanderne altid ugudelige, i 1800-tallet havde de en forkert nationalfølelse, i begyndelsen af 1900-tallet var de undermennesker, i slutningen af 1900-tallet gennemførte de etniske udrensninger, hvilket nu er gået af mode blandt verdens slyngler, der nu har kastet sig over støtte til terrorister. Altid interessant hvad det næste er. Sandt er det i hvert fald, at det første offer i enhver krig er sandheden, hvilket er fuldt lige så gyldigt i et vestligt demokrati som i et fascistisk diktatur.
I den sidste ende bliver diskussionen for eller imod krigen først og fremmest et spørgsmål om, hvorvidt man den konkrete sag synes, at skurkene er slemme nok til at skulle bekæmpes med alle – også uciviliserede midler. Jeg kan sagtens acceptere, at man mener, at Taleban eller Saddam Hussein er skurke i den klasse, men det er stadigt foragteligt og ansvarsforflygtende at fortrænge krigens rædsler for at gøre det nemmere at føre krigen.
Du – kære læser – er, hvis du er over 18 år og har stemmeret, medansvarlig for krigens gru. Vi danskere har gennem af vores deltagelse i samfundets institutioner accepteret, at den danske regering har kastet landet ud i krigen. Det er dit ansvar – ikke naboens, men dit. Synes du, at drab, vold og voldtægt er i orden for at opnå vores mål, så kan du sove roligt om natten.
Det er almindeligt at sige, at ansvaret ligger hos nogen andre. Regeringen og folketinget har et ansvar, men vi har valgt dem og accepteret dem, så vi deler ansvaret med dem. Den enkelte soldat har også et ansvar for at rette sit våben mod levende mennesker, men da vi har sendt ham ud, må vi dele ansvaret med ham. Alle burde vi gå ud og kigge os i spejlet og sige ”Jeg ved hvor hæslig og grusom krigen er, men jeg tager ansvar for den.”
Det ansvar må vi bære som indbyggere i et demokratisk samfund. Det er den pris vi betaler for at være borgere med indflydelse. På trods af at krigen muligvis kan retfærdiggøres, synes jeg, at en fejring af den er perverst.
Det er perverst, at fejre drab uanset på hvem. Det er perverst, at fejre voldtægt også selvom den kun er en bieffekt af vores egentlige formål, det er perverst at fejre, at hjem brændes ned og familier splittes. Det er også perverst at fejre, at naive unge mænd kommer hjem med ar på sjælen, fordi de har været ude i verden og derud har gjort ting, som deres mor havde forbudt dem. Krig er en skændsel og fejringen af den er ulækker.
Derfor synes jeg, at det er passende på den officielle flagdag at flage på halv for at mindes ofrene for den krig, som vi har påført verden. Både vores egne døde, fjendens døde og de utallige mennesker, som var hverken eller, men alligevel døde. Selvom jeg ikke synes det, er det muligt at krigen er nødvendig, men den er aldrig en fest.
Kommentarer: