Fra canadisk alderdomshjem til dansk højskole
Skrevet den 30. januar 2009 af Søren Lerche
Dorothea Adaskin er 84 år, hun har valgt at gå på Grundtvigs Højskole i Hillerød med 80 elever i alderen 18-25 år.
Dansk-amerikansk-canadiske Dorothea Adaskin har altid ønsket at vende tilbage til den danske højskole efter et højskoleophold for 60 år siden. Derfor flyttede hun i sommer i en alder af 84 fra et canadisk alderdomshjem til Grundtvigs Højskole. Nu vil hun ikke tilbage.
Af Asem Elghiouane
”Det spiller ingen rolle, hvor gammel man er”, siger Dorothea, der har oplevet det meste. Hun er født i 1924 af danske indvandrere i Junction City, Oregon, USA, hvor over halvdelen af befolkningen var dansk. Her blev hun konfirmeret og gik i skole i 12 år. Herefter tjente hun i den amerikanske flåde, og i 1947 kom hun for første gang til Danmark, hvor hun tilbragte to år på Askov Højskole i Jylland. Efter højskoleopholdet vendte hun tilbage til USA. Der sprang hun ud i et job som socialhjælper og senere politibetjent i Seattle i staten Washington. I 1989 giftede hun sig med Murray Adaskin i Victoria i Canada.
”Jeg beholdt alligevel mit amerikanske statsborgerskab efter at være flyttet til Canada. Derfor har jeg kunne stemme på Obama i Washington”, siger hun med et glimt i øjet. Hun tager brillerne af, og trækker vejret dybt.
”Jeg solgte mit hus i Victoria, da min mand døde. Skulle jeg så bo i en lille lejlighed? Nej, jeg ville hellere på alderdomshjem, hvor jeg kunne slappe af og nyde skovnaturen, musikken og kunsten. Victoria er en dejlig by ”.
Der bor hun nu, og spiller golf, som hun lovede sin nu afdøde mand at gøre, når hun blev 80.
”På den måde får jeg også nye venner”, siger hun smilede.
Sangbogen er ikke den samme
”Mange af sangene er forsvundet fra sangbogen”, siger hun. Det er blot en af forskellene på Askov Højskole anno 1947 og Grundtvigs Højskole anno 2008.
”Dengang var vi 372 elever på højskolen. Vi havde ikke alle de teknologiske ting til rådighed, som kamera, film, telefoner og iPods. Vi underholdt hinanden på en anden måde. Vi gik lange ture, og i weekenderne stod lærerne for underholdningen lørdag, mens vi elever stod for den om søndagen. Normalt fik vi havregrød, rugbrød, æblemos og ost til morgenmad. Til middag fik vi smørrebrød, ellers fik vi fisk, hvis fiskemanden kom forbi den dag”, fortæller hun.
Til spørgsmålet om hvorfor, hun valgte at tage på højskole igen, svarer hun:
”Jeg er sådan set dansker”, og fortsætter: ”Jeg tog på højskole, fordi jeg allerede havde prøvet det. Jeg havde penge i lommen, da jeg solgte mit hus. Jeg tænkte, hvordan mon det er at være blandt de unge i dag? Hvad har ændret sig siden sidst, jeg var på højskole i Danmark? Det er jo en ny tid, så jeg kunne godt tænke mig endnu et ophold i Danmark. Desuden kan jeg godt lide den danske historie, og lære nye danske sange”.
”It’s a privilege!”
Dorothea synes, at det er rart at gå på højskolen, og mener ligefrem, at det er et privilegium:
”Jeg har oplevet en masse nyt, og har haft det godt sammen med de andre elever her. Det er nok sidste gang, jeg kommer til at bo med så mange unge. It’s a privilege”, udbryder hun jublende på engelsk, og fortsætter: ”Hvorfor skulle I tage imod sådan en gammel en som jeg, kunne man godt tænke. Men I gør mig ikke noget, jeg kan bare gå her, som I gør. Det er bare et bevis på, at I er dejlige mennesker.”, siger hun, og trækker på smilebåndet.
Siden hun startede har hun ikke misset en eneste time, påpeger hun stolt.
”Det er fordi, jeg synes, at det er så vigtigt at komme til time og lære noget”, siger hun.
Hun klør sig i hovedet i nogle sekunder, da jeg spørger hende om, hvad hun vil huske mest fra højskoleopholdet. Hun husker specielt sangens dag, hvor eleverne på Grundtvigs Højskole sang i en hel time fra klokken 11, ligesom på alle andre folkeskoler og højskoler i Danmark.
”Vi sang rigtig godt. Og det var også bare tanken om, at alle elever i Danmark skulle synge det samme på samme tid, der gjorde det så fantastisk”.
På skolen snakker hun mest med de lidt ældre elever, Lydia og ”Billy”, som hun kalder ham.
”Jeg snakker nok mest med de to, fordi de også er lidt ældre end I andre elever. Men jeg snakker også med alle andre elever”, siger hun, og fortsætter grinende: ”Men jeg kan jo ikke lige pille en 18-årig frem, og spørge, vil du være min ven?”.
Dorothea giver klart udtryk for, at hun nyder opholdet på Grundtvigs Højskole, men:
”Folk skal lære at rydde op efter dem selv. Jeg gør rent der, hvor jeg skal. Se bare de kopper dér”, siger hun, og peger på fire tomme kaffekopper i mødelokalet. ”Jeg er jo ikke jeres mor”, siger hun, og griner højlydt.
”I wanna stay here!”
Dorothea har nydt opholdet på Grundtvigs Højskole så meget, at hun nu prøver at få forlænget opholdet. Hun siger, at det bliver svært at sige farvel til alle de andre. ”Jeg skal ikke nødvendigvis hjem. I wanna stay here!”, siger hun på engelsk med sørgmodig klang. Hun har pengene til det, og afventer blot at pengene bliver overført. Men helt sikker på at forlænge er hun ikke endnu. ”Jeg får svar om et par dage, så ved jeg det med sikkerhed.”
Når Dorotheas højskoleophold er slut vil hun tilbage hjem til alderdomshjemmet og slappe af.
”Men jeg skal stadigvæk rejse lidt rundt i verden. Først vil jeg køre i bil tværs over Canada. Jeg vil se landet, og mærke hvor stort det er. På et tidspunkt vil jeg også gerne tilbage til Danmark med hele familien. Jeg spiller normalt golf fire dage om ugen derhjemme, så det skal jeg også. Så går jeg også til gymnastik og koncerter. Jeg læser meget, og lytter en del til musik. Så jeg får nok at lave”, slutter den travle dame af, inden hun skynder sig videre til næste punkt på højskoleprogrammet: Les Lancier.
Grundtvigs Højskole med fokus på journalistik, foto, politik, film, medier, kunst, litteratur, filosofi mm.
Kommentarer: