Studietur med indhold - Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD)


  • Højskolernes Hus
  • Nytorv 7 (find vej)
  • 1450 København K
  • Tlf: 33 36 40 40
  • Fax: 33 13 98 70
  • Email: kontor@ffd.dk
  • Åbent: man-fre 10-16
  • Telefon: man-tors
  • 10-15 | fre 10-14
  • (frokostlukket 12-13)

 

Grundtvigs Højskole(weblog)

 

Studietur med indhold

Skrevet den 7. oktober 2010 af Signe Høj Nielsen
Studietur med indhold - klik for at se billedet i stor størrelseDet var nogle trætte men glade elever og lærere, der ankom med bus til skolen, lørdag nat for et par uger siden. Vi havde da spenderet 16 timer i bus oven på 5 dage i Tjekkiet. De første 2 dage i naturområdet Český Ráj nord for Prag, og de sidste i selve Prag. Vi havde en rigtig god tur. Du kan se billeder fra turen i galleriet nederst på siden.
Theresienstadt
Vi ankom som det første i den tidligere koncentrationslejr Theresienstadt, hvor vi fik en rundvisning i selve lejren og efterfølgende så dele af propagandafilm lavet af tyskerne under 2. verdenskrig. Kontrasten mellem det smukke efterårsvejr og de grå bygninger med den dystre historie var slående på denne dag.

Český Ráj / Hruba Skala
Da vi ankom på hotel Hruba Skala i Český Ráj, tog vi på vandretur i det smukke område omkring vores hotel – et gammelt slot, hvor man føler sig hensat til en anden tid mens man er til stede. Bespisningen foregik i hotellets spisesal/restaurant, hvor de serverede særdeles solid, tjekkiske kost.

Dagen efter fik alle tilbud om bjergklatring (tjekkernes nationalsport), rapelling og en tur på mountainbike – og der var udfordringer nok til de modige (og også til dem, der ikke troede, at de var så modige). Vejret var med os begge dage, hvor solen gav os 24 grader midt på dagen. Dejligt!

Prag
Dagene i Prag brugte vi blandt meget andet på byvandringer, et besøg på nationalgalleriet og en tur på bryghuset U Fleku. Dagene var i det hele taget fyldt godt op af arrangementer, men der var også tid til, at man kunne sidde i solskinnet og spise og hygge eller gå shop-amok i bymidten – Nove Mesto og Stare Mesto.

Torsdag aften var vi i det smukt renoverede gamle Stænderteater til Mozarts “Figaros Bryllup”. Stænderteateret er det originale teater hvor Mozart bl.a. ur-opførte sin opera Don Giovanni – og hvor store dele af Milos Formans film om komponisten også er optaget.

For langt de flestes vedkommende gik turen også forbi en række af Prags beværtninger og diskoteker. Man kan vel egentlig også sige, at man ikke rigtig har besøgt en by, før man har lagt en god procentdel af sine lommepenge på et par af dens bardiske…

Kommentarer:

Kommentar? Log ind her

Typiske spørgsmål og svar | Ledige stillinger på højskolerne | Om hjemmesiden | Netværk | Folkehøjskolernes Forening i Danmark (www.ffd.dk)