Klimadebat eller klimakakofoni
Skrevet den 16. december 2009 af Lars Andreassen
Der er asymmetri i klimadebatten. Mellem CO2fløjen og de såkaldte skeptikere. Men hvem er skeptikerne egentlig – og kan de slås over en kam. En slags skeptikere har intet imod investeringer alternative energiformer og generel nedbringelse af CO2-udledningen; de tror bare ikke, at det nødvendigvis vil have den store effekt på klimaet. Striden går altså på årsagerne til forandringerne i det globale klima. Det er den første skævhed i debatten.
Der var engang, hvor Danmark ikke fandtes. Der var engang, hvor Great Rift Valley i Østafrika ikke fandtes. Den blev til efter Himalayas var skudt op af grunden, for der var også engang, hvor Himalaya ikke eksisterede. Der var faktisk engang, hvor planeten jorden slet ikke eksisterede. Verden forandrer sig. Det er måske en ubehagelig tanke, men sådan er det. Og den forandrer sig meget, og det har den altid gjort. Ser man langt nok tilbage på kloden historie, er der god grund til at frygte, at det hele ophører en dag. En tanke, vi har en tilbøjelighed til at skyde fra os. Eller rettere – og her finder vi endnu en asymmetri i debatten – hvis jorden går under, så skal det godt nok være vores egen skyld, og helst os med den vestlige materielle livsstils skyld. Af en eller anden grund er det langt mere ubærligt for os, hvis jorden bare går under. Sådan bare. Uden nogen særlig grund.
Dommedag er tilsyneladende langt lettere at acceptere end undergang. Hvis naturen dømmer os efter vores handlinger, er det okay. Så betyder vores handlinger da i det mindste et eller andet. Hvis jorden grundløst går under – og helt uden hjælp fra os mennesker – kunne noget jo tyde på, at vores handlinger er deciderede meningsløse. Og det er da helt ubærligt. Særligt for religiøse hoveder. Der må findes en mening med det hele – også selv om vi ikke kender den. Vi elsker dommedag, men undergang er ikke så rart.
Derfor blev vi rigtig glade, da vi så Al Gores film ”En Ubekvem Sandhed.” Vi blev også lidt skræmt, men mest glade. For Al Gore sagde nemlig, at det var vores syndige levned – et alt for stort materielt forbrug – der får gletsjerne til at smelte. Klimaforandringerne er derfor et moralsk spørgsmål. Et religiøst spørgsmål. Kirkerne klokker for miljøet sammen med Rowan Williams, ærkebiskoppen af Canterbury. Det varmer om hjertet, for det betyder først og fremmest, at vores handlinger betyder noget – ja, selv det at skifte en pære i sin lampe har global betydning – og dernæst at vi står ansigt til ansigt med en meningsfuld dommedag og ikke en meningsløs forsvinden. Og skifter vi bilen ud, kan vi dø med god samvittighed. Den besindige videnskabelige rationalitet og dermed viljen til at stoppe op og tænke sig om en ekstra gang er fuldstændig forsvundet med denne moraliseren. Det var ellers et menneskeligt særkende.
Hvad skal vi med underlige videnskabelige eksperimenter, når der er ikke længere kan herske tvivl om at spørgsmålet er moralsk. Man kan da ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at solen skulle kunne have indflydelse på jordens klima. Kan man? Klimaforandringen er min skyld, når jeg kører bil, når jeg sætter strøm til min computer, når jeg bruger glødepærer og tænder for radiatoren. Hele den vestlige kapitalistiske frihedstrang og livsstil står for skud. Her kunne jeg så ironisere over, hvordan venstrefløjen er blevet religiøs – her mens dommedag nærmer sig. Det er bare ikke sjovt. Jeg synes ikke, det er fedt, at venstrefløjen forsvinder i revolutionsromantiske og totalitære modstandståger og uden omtanke bekæmper alt, hvad der har givet den arbejderklasse, man engang kæmpede for, virkelig gode livsvilkår.
I stedet for at se ud, i stedet for at fortsætte kampen for oplysning, lukkede man sig om sig selv – blev solidarisk med sig selv – krævede længere ferier, underligt bureaukratisk omsorgsdage og frem for alt mere og mere i løn. Så meget, at man nu må se på at arbejdspladserne flytter ud af landet. Men godt det samme, for det betyder at de fattige, den internationale socialisme glemte i sin selvsolidariske grådighed, nu får en chance for at arbejde sig til et bedre liv. Takket være de frie markedsmekanismer. Det er i øvrigt også herfra – de frie markeder – at pengene til at finansiere tiltagene mod forandringerne.
Det var et sidespring. Vi har alle mere eller mindre købt den nye religion. Så i stedet for at lade videnskaben gå sin træge gang og udforske årsagerne, har vi valgt én årsag til klimaforandringerne – nemlig os selv. Og i stedet for køligt at diskutere alle de dårligdomme, vi kunne sætte ind overfor og hvilke metoder, vi kunne benytte, bruger vi tiden på at slå hinanden i hovedet. Når klimaet er religion, er vi alle præster. Men ved vi, hvad vi taler om? Venstrefløjsaktivisterne taler om globalisering og kapitalistiske sammensværgelser – de vil bare bekæmpe et system. De taler om folkelige krav og demokrati, mens de taler rakker ned på de folkevalgte – og dem, som ikke lige deler deres holdning. Det er kakofoni.
Mig forekommer det forhastet at konkludere noget som helst endeligt om årsagerne til klimaforandringerne. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at et univers af de dimensioner, som vi bare er en lillebitte del af, at de naturlige kredsløb på en planet, jeg ikke har set en promille af ikke har indflydelse på klimaet. Hvilket ikke betyder, at det kan haste med at dæmme op for oversvømmelser i Bangladesh og tørke i Australien og Afrika. Christoffer Karoff, Dennis Nørmark, og jeg forsøgte at gøre opmærksom på disse mere psykologiske faktorer i klimadebatten med essayet ”Regndans eller videnskab” i Jyllandsposten 7/2 – 2008 (som findes i en kortere udgave her http://www.klima.au.dk/uploads/media/augustus-1-2008.pdf.
Den virkelig ubehagelige sandhed er den, at det kan være, at vi slet ikke kan stille noget op mod global opvarmning, men at den tanke er så forfærdelig, at vi vælger den årsag, der giver os håb om, at vi rent faktisk kan gøre noget ved det. Den hovedrapport fra FNs klimapanel (IPCC), som har ført frem til COP15 kom i 2007. Henrik Svensmark påviste eksperimentelt, at hans solpletteori kan have noget på sig i 2005 (offentliggjort i The Royal Society i foråret 2006). FNs 2007-rapport medtog bare ikke resultater offentliggjort efter maj 2005. Ren politisk beslutning.
Det viser, at hele klimaspørgsmålet er gjort politisk – og religiøst-moralsk. Og det er det, der gør mig til skeptiker. Men min skepsis retter sig mod den ensidige udpegning af mennesket som årsag. Jeg har ikke noget imod, at neddrosle brugen af olie – heller ikke af politiske grunde. Jeg ser masser af fornuft i at nedsætte CO2-udledningen. Jeg synes, det kunne være fedt med flere vindmøller, bedre solteknologi og elbiler – og fed lykke til alle. Der er ny viden i det, der er udvikling i det, og der er jobs i det. Det største problem med COP15 er, at vi ikke ved, om vi handler i blinde.
Kommentarer: