Det tilbagevendende spørgsmål - Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD)


  • Højskolernes Hus
  • Nytorv 7 (find vej)
  • 1450 København K
  • Tlf: 33 36 40 40
  • Fax: 33 13 98 70
  • Email: kontor@ffd.dk
  • Åbent: man-fre 10-16
  • Telefon: man-tors
  • 10-15 | fre 10-14
  • (frokostlukket 12-13)

 

UHR mener(weblog)

 

Det tilbagevendende spørgsmål

Skrevet den 11. marts 2009 af Søren Ernst Lüdeking
Det tilbagevendende spørgsmål - klik for at se billedet i stor størrelseHvert år på dette tidspunkt sidder unge over hele landet og sveder over det vigtige spørgsmål: ”Hvilken ungdomsuddannelse skal jeg starte på?” For op mod 15 % vil det være fornuftigt, at vælge noget andet end en ungdomsuddannelse i første omgang.

Den 15. marts skal unge i 9. og 10. klasser over hele landet tilmelde sig den ungdomsuddannelse, de vil starte på efter sommerferien. Det bliver opfattet som en skæbnedato for både de unge og samfundet. For de unge er det et vigtigt valg, som sandsynligvis kommer til at udstikke en retning for en stor del af deres liv. For samfundet er det centralt, fordi det er afgørende, at befolkningen har et højt uddannelsesniveau, hvis vi nu og i fremtiden skal klare os i den internationale konkurrence.
Spørgsmålet er dog, om det afgørende tidspunkt ligger i marts? Langt de fleste unge vælger en uddannelse og starter på den i august. På landsplan er det 95 %, der påbegynder en ungdomsuddannelse. Problemet er bare, at det kun er ca. 80 %, der er i stand til at gennemføre én.
Vi står altså først og fremmest med en massiv frafaldsproblematik, men jeg er overbevist om, at en del af frafaldet kan forklares med, at den unge ikke har valgt det rigtige studie på det rigtige tidspunkt.
Jeg ved, at der gøres en markant indsats for at forberede de unge til at vælge den rigtige uddannelse. En indsats der starter tidligt, og som løbende følges op frem mod folkeskolens afgangsklasser, men der er noget, der tyder på, at den vejledning, der tilbydes, ikke modsvarer de behov, som op mod 15 % af de unge har.
Det er let at forstå, at de unge foretager et valg, selvom de måske ikke er klar til det. Det samfundsmæssige pres er til at tage og føle på. De unge har gennem lang tid fået tudet ørerne fulde af, at det er vigtigt, at de så hurtigt som muligt kommer i gang med en uddannelse, og at de får den gennemført - helst på rekordtid. Ud fra et samfundsmæssigt perspektiv giver det god mening, at forsøge at presse de unge til at gå hurtigt gennem uddannelsessystemet, så de kan komme ud og bidrage til et velfærdssamfund, der på sigt bliver mere og mere skævvredet: Antallet af mennesker i arbejdsstyrken falder, samtidig med at gruppen af samfundsforsørgede vokser.
Jeg er dog overbevist om, at det ikke altid er hensigtsmæssigt, at de unge udsættes for det pres - heller ikke i et samfundsmæssigt perspektiv. Det betyder jo helt åbenlyst, at flere vælger forkert og derfor senere falder fra. Der kan være både nederlag og tid at spare, ved at udskyde uddannelsesvalget til den unge er klar til at foretage det rigtige valg og er klædt på fagligt og ikke mindst menneskeligt til at gennemføre en uddannelse. De menneskelige egenskaber, som kan være med til at øge sandsynligheden for at den unge kan gennemføre en ungdomsuddannelse, er først og fremmest modenhed og sociale kompetencer. De egenskaber kan udvikles flere forskellige steder, men jeg er sikker på, at efterskolerne og ungdomshøjskolerne er der, hvor netop de to områder kan styrkes mest. Efterskolernes 10. klasser og ungdomshøjskolernes tilbud til de 16 til 19 årige om at indgå i forpligtende fællesskaber, skaber den allerbedste grobund for de egenskaber, der skal til for at kunne indgå i det menneskelige samspil, som en ungdomsuddannelse også er.
For de 15 % af de unge, der er i risikogruppen for ikke at gennemføre en ungdomsuddannelse, vil et år på en efterskole eller en ungdomshøjskole være en særdeles fornuftig investering - både for den enkelte og for samfundet. Det giver bedre mulighed for at vælge den rigtige ungdomsuddannelse - og gennemføre den.

Kommentarer:

Kommentar? Log ind her

Typiske spørgsmål og svar | Ledige stillinger på højskolerne | Om hjemmesiden | Netværk | Folkehøjskolernes Forening i Danmark (www.ffd.dk)