Jyderup Højskole: Det grønne parcelhus

Det grønne parcelhus udvikler et gammelt parcelhus til læringsted for bæredygtig omstilling og lokalt mødested.

Formål:

Hvordan kan man omstille et klassisk parcelhus sådan, at man kan leve mere bæredygtigt og bruge færre ressurcer? Vi vil udforske konkrete svar på, hvordan man kan leve mere bæredygtigt, gennem praktisk omstilling af et gammelt parcelhus. Huset og haven vil være åben for byens borgere og andre interesserede, og det er tanken, at man skal kunne hente inspiration og viden, som man kan anvende i praksis i sin egen have eller hus. Huset og haven vil også være ramme om foredrag og debat, der knytter sig til klima- og miljøspørgsmål.

Projektbeskrivelse:

1) Vi vil udbrede viden om, hvordan man omdanner en parcelhushave så man kan dyrke frugt, grøntsager og bær uden at bruge giftmidler.
Vi vil vise og eksperimentere med forskellige dyrkningsformer med udgangspunkt i principperne for økologi og i en vis udstrækning permakultur. I køkkenhaven og drivhuset vil vi også fokusere på at bruge gamle sorter, der er ved at uddø. På den måde vil vi også udbrede kendskabet til gamle og mindre kendte sorter.

2) Vi vil skabe en grøn oase midt i Jyderup, hvor højskolens aktiviteter bliver til glæde for lokalsamfundet. Alle skal have mulighed for at gå på opdagelse i haven og huset. Man kan få vejledning til at dyrke sin egen have, og man vil have mulighed for at låne bøger i det bæredygtighedsbibliotek, som vi har opbygget.

3) Vi vil skal skabe større forståelse for konsekvenserne af menneskeskabte klimaforandringer, og de mulige løsninger, der kan skabe et mere bæredygtigt samfund. Det er efterhånden velkendt, at menneskelig aktivitet påvirker det globale klima. Vi mangler dog stadig løsninger, der kan fungere på lokalt såvel som globalt niveau. Vi vil gennem foredrag, debat og diskussion reflektere over hvilke veje vi kan gå, hvis vi vil leve mere bæredygtigt.

Formidling:

Det Grønne Parcelhus vil have en stor synlighed i Jyderups bymidte, og det vil derfor være en naturlig formidling af projektet. Derudover vil vi gerne indgå et samarbejde med regionalavisen Nordvestnyt.

Vi vil selvfølgelig også bruge højskolens hjemmeside/facebook etc. til at skabe opmærksomhed om projektet. 

Bevilliget beløb:   26.910 kr.

Kontakt:   Nana Alstad     nana@jyderuphojskole.dk

Læs evalueringen her