Solcellerne køler Kunsthøjskolen på Ærø

Foto: Kunsthøjskolen på Ærø

GRØN HØJSKOLE Kølekapaciteten var trang, lå i kælderen og krævede mange tunge løft for køkkenpersonalet på Kunsthøjskolen på Ærø. Nu køler de med solceller – en løsning som blev både funktionel, pæn og bæredygtig.

Af Johannes Schønau, Bæredygtighedskonsulent i FFD.

”Vi er endt med en harmonisk, funktionel, forsvarlig og bæredygtig løsning.”

Karl Johan Elmgård, pedel Kunsthøjskolen på Ærø

Solcelledrevet kølehus blev en pæn og bæredygtig løsning

En helt almindelig kølecontainer blev placeret på et støbt fundament og fik efterfølgende en smuk træbeklædning. Derefter blev der udvidet med et solcelleanlæg ved siden af, som nu leverer strøm til kølecontaineren. Samtidig giver udvidelsen mere strøm til andre dele af højskolen og plads til affaldssortering.

Sådan kom der et nyt solcelledrevet og bæredygtigt kølehus på Kunsthøjskolen på Ærø, som gav højskolens køkken den plads, de har brug for og som betyder at køkkenpersonalet slipper for mange tunge løft fra kælderen, hvor kølefaciliteterne lå tidligere.

Det solcelledrevne kølehus på Kunsthøjskolen på Ærø blev bygget i 2018 med midler fra Kulturministeriets Miljø- og Energipuljen og Landdistriktsudviklingspuljen, også kendt som LAG-midler. Højskolen holder til i smukke fredede bygninger og det var vigtigt for højskolen at finde en bæredygtig løsning, der også passede ind i landskabet og undgik at skæmme de eksisterende bygninger.

Leverer strøm til flere steder på højskolen

Solcellernes kapacitet dækker kølecontainerens behov, og på en solrig sommerdag bliver der genereret et fornuftigt overskud, som kan bruges andre steder på højskolen. Der gives desværre ingen garantier for mængden af solskin og derfor er det samlede strømforbrug og besparelser ved anvendelse af solceller meget svært at sige noget generelt om.

De samlede udgifter for det solcelledrevne kølehus løb ifølge pedel Karl Johan Elmgård op i ca. 130.000 kr., som, Karl Johan mener, er endt som ”en harmonisk, funktionel, forsvarlig og bæredygtig løsning.”

Læs mere om kølehuset på Kunsthøjskolen på Ærø

Læs mere om Puljen til miljø- og energirenoveringer på folkehøjskoler

Læs mere om LAG-ordningen til landdistriktsudvikling