Højskolernes Topmøde 2021 – Vi genstarter fællesskabet

Deltagerne på Topmødet 2020 fejrer alt det gode arbejde, der blev lavet i løbet af weekenden!

Er du tidligere højskoleelev? Vil du være med til at skabe højskolestemning i nye sammenhænge? Vil du være med til at genstarte fællesskaberne, som Corona har lukket ned for?
Så er Højskolernes Ambassadørtopmøde måske noget for dig!

Obs: Vi følger coronasituationen, og tager alle nødvendige coronaforbehold.

Hvad sker der på Højskolernes Ambassadørtopmøde?

På Højskolernes Ambassadørtopmøde skal vi sammen finde nye måder at skabe højskolestemning i resten af samfundet. Det sker på en weekend fyldt med ideudvikling, højskolesang, fællesspisning, teambuilding og fest.

På weekenden skal du deltage i et spor, hvor du sammen med andre tidligere højskoleelever skal planlægge, og senere på året afvikle en aktivitet. Du skal være med til at genstarte fællesskaber, og bidrage til bl.a. debat, fejring og fællessang.

Vi vil i løbet af weekenden ruste dig til at udvikle projekter og afholde events. Vigtigst af alt er, at du har lyst til, i fællesskab med andre tidligere højskoleelever, at planlægge jeres event/aktivitet, så vi får spredt højskolestemning i resten af samfundet.

Alle aktiviteter/events, som bliver planlagt på Højskolernes Topmøde, skal afvikles i foråret, tidlig sommer eller senest i sensommeren. Folkehøjskolernes Forening støtter de enkelte projektgrupper undervejs med sparring og økonomi.

Hvad får jeg ud af at være ambassadør?

Som deltager bliver du en del af Højskolernes Ambassadørnetværk, som er et netværk af tidligere højskoleelever. Ambassadørnetværket ønsker at sikre, at højskolernes bidrag, når bredere ud – så højskole bliver for flere: Både for de der ikke har gået på højskole, de der har gået på højskole, og for de der slet ikke kender højskolen endnu. Udover gratis deltagelse på Højskolernes Ambassadørtopmøde, vil der løbende komme muligheder for dig som ambassadør.

Som deltager på Højskolernes Topmøde kommer du til at møde ansatte hos Folkehøjskolernes Forening og andre højskoleentusiaster, så du får en større tilknytning til højskolebevægelsen og foreningen. Det vil du også have mulighed for efterfølgende, som ambassadør.

Læs mere om, hvad du får ud af at være ambassadør, og hvad Højskolernes ambassadørnetværk er

Hvilke spor kan jeg vælge?

Der kommer mere information omkring de enkelte spor i starten af februar. Her vil du også kunne læse, om der vil være nogle specifikke krav til de enkelte spor.

Debat

Vær med til at sætte fokus på unges demokratiske deltagelse ved at arrangere en til flere debatter ude i samfundet, såsom til folkemødet på Bornholm eller i andre sammenhænge. Du vil i dette spor også få styrket din egen deltagelse i debatter.

Pride

Vil du kæmpe for mangfoldighed i København og/eller Århus, ved at arrangere Pride Parade og arrangementer i pride week?  Dette spor kræver, at du enten kan deltage i priden i Aarhus (5. juni) eller World Pride i København (12.-22. august).

Fællessang

Vær med til at arrangere fællessangsarrangementer f.eks. på festivaler, folkemøder, i kulturhuse etc. Sammen udvikler vi ideer til en aktivitet/event/happening som vi udfører sammen i 2021.

Klima & Bæredygtighed

Vær med til at sætte fokus på klima og bæredygtighed ved at reflektere og diskutere klima og bæredygtighed. Sammen udvikler vi ideer til en aktivitet/event/happening som vi udfører sammen i 2021. Det kan være i forbindelse med en festival, et folkemøde (Fx klimafolkemødet i Middelfart) eller andet.

 

Praktisk information

Tid og sted: 9/4 -11/4 2021. Lokation er endnu ikke afklaret.

Pris: Gratis deltagelse, dog betaler du selv for transport. No show fee på 500 kr., hvis du ikke dukker op.

Hvem kan deltage: Tidligere højskoleelever kan deltage. Som udgangspunkt max 5. pr. højskole.

Program: Kommer i midten af januar. Men regn med, at Topmødet starter sidst på eftermiddagen om fredagen, og slutter søndag formiddag.

Tilmelding: Tilmeldingslinket åbner i midten af januar. Vil du allerede tilmelde dig nu og sikre en plads, så kan du skrive til md@ffd.dk. Så får du tilsendt et tilmeldingslink, når det er klar.

Spørgsmål: Kontakt Matthew på md@ffd.dk eller 22256821

Hør mere på onlinemøde: Du kan høre mere om topmødet og ambassadørnetværket på et online infomøde d. 11/3 kl. 16.30-17.30. Linket til onlinemødet vil komme her på siden.

Matthew Daniali

Studentermedhjælper
Kommunikation

Ambassadørnetværk & højskoleoplæg

Helle Skovmose

Udviklingskonsulent
Udvikling

Mangfoldighed, nye målgrupper og samarbejder med uddannelsesinstitutioner.