Kronik: Det levende demokrati

Publiceret 14-04-2015
Kommunikation

De folkelige bevægelsers og civilsamfundets måske vigtigste aktuelle udfordring: At insistere på, at der findes et folkeligt fællesskab, som vi alle bør tage del i. Vi vil fra Folkeoplysningens side gerne medvirke til, at det danske samfund vedbliver at være et dobbelt-demokrati.

Af Lisbeth Trinskjær, formand (FFD), Signe Boe, formand (DUF), Birgitte Nielsen, næstformand (DGI), Per Paludan Hansen, formand (DFS)

Kronik i Kristelig Dagblad 20-04-15:

Det "politiske" udtrykker den ubestridelige Kendsgerning, at vi nu engang er sat her sammen og skal og maa finde ud af at ordne vore Forhold os imellem paa en anstændig Maade, og det er os der skal gøre det, og ikke nogen andre. Her er der ingen, der kan melde Pas eller trække sig bort.

Så præcist har Hal Koch formuleret det forhold, at politik i et demokratisk samfund står og falder med, at vi er stand til at finde sammen - for at tale sammen. Hal Kochs ord faldt, da han i 1942 skulle forsvare etableringen af det nystiftede Dansk Ungdoms Samvirke, men formuleringen kunne lige så vel gælde for hele folkeoplysningen, der netop bygger på den erfaring, at et levende demokrati må gro nedefra. Denne forståelse af det politiske og det demokratiske har haft en uvurderlig betydning i opbygningen af det danske samfund, men spørgsmålet er, om der i dag stadig er plads til en folkelig oplysning med dette sigte. 

En ny vision

At der stadig findes politisk velvilje over for det folkeoplysende arbejde kom til udtryk, da kulturminister Marianne Jelved tidligere på året udsendte sin vision for Folkeoplysningen. En vision, der på den ene side beskriver, hvilke opgaver det folkeoplysende arbejde står overfor, og på den anden side udpeger nogle af de overordnede samfundsmæssige udfordringer, som folkeoplysningen må ses i relation til og forsøge at være med til at løse.

Fra de folkeoplysende organisationer takker vi for den tillid, som ministeren tillægger det arbejde og det potentiale, der ligger i folkeoplysningen. Vi er, ikke overraskende, enige i, at folkeoplysningen kan og skal spille en central rolle i både hvert enkelt menneskes og vores fælles liv. I gymnastikforeningen, på højskolen, som spejder eller på aftenskoleholdet møder vi hinanden ligeværdigt og gensidigt forpligtende. Gennem folkeoplysningen kan vi blive klogere på os selv og det fællesskab, vi er en del af.

I indledningen til ministerens vision hedder det, at det danske samfund er kendetegnet ved at være et dobbelt-demokrati. Det vil sige, at det både består af et formelt demokrati, hvis øverste organ er Folketinget, og parallelt hermed et demokrati forankret i civilsamfundet og foreningslivet. Denne tradition går langt tilbage, men det er ikke nogen selvfølge, at det dobbelte demokrati vedbliver at være grundlaget for det danske samfund.

Et tegn på, at det politiske måske er ved at blive skilt fra civilsamfundet, kan spores i den politiske retorik. 'Nødvendighedens politik' er på alle måder et udtryk for, at der opereres med teknokratiske måleinstrumenter baseret på regneark og nationaløkonomi frem for samtale og værdifællesskaber. Her er der sjældent plads til en åben debat om, hvilken vej vi vil i fællesskab. Budgetoptimering og målstyring trumfer som oftest holdninger, idealer og værdier.

Fra de folkeoplysende organisationers side vil vi på den ene side appellere til, at den demokratiske debat ikke kortsluttes, og på den anden side konstruktivt bidrage til, at vi kan føre en debat, der ikke alene tager sit udgangspunkt i økonomiske fremskrivninger og kalkuler. Der skal være plads til andre måder at mødes og tale sammen på. 

Aktuelle muligheder og udfordringer

I sin vision nævner Marianne Jelved 12 områder, hvor folkeoplysningen kan løfte. Det er vi som foreninger parate til, hver for sig, i fællesskab og gerne i samarbejde med kommuner, med virksomheder og med staten - med udgangspunkt i de kerneværdier, der ligger i vores gener.

Der har gennem de senere år været en udvikling i samarbejdet mellem folkeoplysende foreningsliv på den ene side og stat og kommuner på den anden, ligesom de folkeoplysende skoleformer indgår i løsningen af uddannelsespolitiske udfordringer. Man har i stigende grad indgået partnerskaber om udviklingen af velfærdssamfundet. Dette samarbejde kan der i en lang række sammenhænge være god mening i. Men det kræver, at samarbejdet er ligeværdigt, og ikke alene foregår på det offentliges præmisser, med dertil hørende logikker om målopfyldelse og styring. Et eksempel på, hvor denne balance mellem foreningslivet og det offentlige kan blive udfordret, er i brugen af frivillige til at løse offentlige opgaver. Det kræver, at både stat og kommune er villige til at acceptere, at frivillighed ikke alene forstås, som det at nogle hjælper med at udføre velfærdsarbejde uden at få løn for det. Og det kræver, at vi fra folkeoplysningen byder ind i de fælles opgaver, samtidig med at vi er tydelige på, hvilke værdier og holdninger der ligger til grund for vores arbejde. Og at vi således på denne vis agerer politisk, sådan som Hal Koch beskriver det, ved at engagere os i en debat om, hvad det er for et samfund, vi i fællesskab ønsker at skabe.

Folkeoplysningens indsatser

Og her ligger de folkelige bevægelsers og civilsamfundets måske vigtigste aktuelle udfordring: At insistere på, at der findes et folkeligt fællesskab, som vi alle bør tage del i, og som har en væsentlig samfundspolitisk rolle at spille. Vi ser det som vores opgave at være med til at levere en folkelig oplysning, der - baseret på en erfaring af at være en del af fællesskabet -, kan fremme den selvtillid, myndighed og evne til samtale hos den enkelte, der er en forudsætning for at tage del i fællesskabet.

Vi er allerede i færd med at løfte udfordringer, ministeren peger på i sin vision.  Som eksempler herpå kan nævnes, at Dansk Ungdoms Fællesråd har spillet en afgørende rolle i afholdelsen af det første skolevalg i Danmark, hvor 75.000 unge på tværs af landet engagerede sig i demokrati og politik, Dansk Folkeoplysnings Samråd har under overskriften "Folkeoplysning for Flygtninge" taget initiativ til, at foreninger, skoler og oplysningsforbund inddrager flygtninge i aktiviteterne, Idrætten arbejder på at realisere en vision om at involvere halvdelen af den danske befolkning i idrætsforeningerne, og at mindst 75 pct. af alle danskere skal være fysisk aktive, og endelig har højskolerne igangsat en række aktiviteter med fokus på lokale folkeoplysende og kulturelle fællesskaber.

Vi vil fra Folkeoplysningens side gerne medvirke til, at det danske samfund vedbliver at være et dobbelt-demokrati. Vi vil tage opgaven med at fremme vores kerneværdier om forpligtende fællesskaber og den demokratiske dannelse yderligere på os og arbejde for, at vores aktive ikke alene bliver budt på oplevelser aktiviteter, men også inddrages i og udfordres på disse værdier.

Det kræver en folkeoplysning, der tør stå ved sig selv og sin opgave. Her vil vi gerne, som det hedder i det sidste punkt i visionen,"være mere selvkritiske og vurdere om vores organisationsformer, aktiviteter og ressourcer anvendes bedst muligt og mest bæredygtigt i folkeoplysningens ånd",sådan som den er beskrevet oven for.

Det kræver også en politisk vilje til fortsat at se det danske samfund som et demokrati, der giver en særlig styrke ved at være dobbelt. En politisk vilje, der udmønter sig i både ideologisk opbakning til og konkret ageren og involvering i denne dobbelthed - til fælles bedste. En politisk vilje til at respektere de folkeoplysende organisationers autonomi og en tillid til, at folkeoplysningen er i stand til at løfte den forpligtelse, kulturministeren har formuleret i sin vision.

Herved vil det levende demokrati fortsat kunne spire og gro fra neden.