Unge på højskole er mindre ensomme

Publiceret 24-04-2015
Kommunikation Pædagogik og udvikling

Ny undersøgelse viser, at højskoleelever er mindre ensomme som følge af deres højskoleophold.

En ny undersøgelse fra Folkehøjskolernes Forening foretaget blandt 848 højskoleelever viser, at unge, der går på højskole, føler sig mindre ensomme som følge af deres højskoleophold.

I undersøgelsen svarer 35 % af højskoleeleverne, at de ofte eller en gang imellem følte sig ensomme før deres højskoleophold, mens kun 13 % har samme følelse efter de startede på højskole.

Vejleder på Brandbjerg Højskole Mette Øyås Madsen siger:

"Med udgangspunkt i højskolens mangfoldige fællesskab lever man over en længere periode en slags komplet tilværelse på godt og ondt med både faglig og social dannelse. I den proces lærer man at rumme de andre og ikke mindst sig selv, og det tænker jeg på alle mulige måder er et stærkt værn mod ensomheden."

Thorkild, nuværende højskoleelev, siger:

"Jeg har lært rigtig meget om mig selv, mens jeg har været her. Hvis man ikke var særlig social inden man kom, lærer man hurtigt at blive det. Det er helt sikkert noget jeg tager med mig videre".

ReachOut cards

Som led i "Folkebevægelsen mod Ensomhed" udgiver højskolerne i samarbejde med KFUM spejderne, Ungdommens Røde Kors og Ventilen et sæt spillekort med udfordringer i forhold til at gøre noget særligt godt for andre mennesker. Alle kan købe spillet eller blot være med til at dele kortene online - fx i skolen, spejderklubben eller fritidsklubben. Se ReachOutCards.dk.

Fakta

Der eksisterer 69 højskoler over hele landet. Sammenlagt er der årligt ca. 45.000 kursister på et højskoleophold. Det dækker både korte ugekurser og lange kurser på mere end 12 uger.