Af Lisbeth Trinskjær, formand formand for Folkehøjskolernes Forening
Forleden havde jeg lejlighed til at indtage min frokost i selskab med en ret velhavende, dansk forretningsmand. Vi deltog begge i Røddingmødet, hvor kulturministeren var på udkik efter at få mere ud af statens investeringer på kulturområdet. Og mens jeg fortalte ham om et initiativ, højskolerne tager, lyttede han opmærksomt og afventende, uden at sige et ord. Først et stykke inde i min talestrøm, gik det op for mig, at han prøvede at lytte sig frem til, hvad jeg ville have.
For mig siger oplevelsen lige så meget om alle os andre, som den siger noget om forretningsmanden med de opmærksomme øjne. For hvorfor handler det først og fremmest om, hvad vi vil have, og meget lidt om, hvad vi kan tilbyde hinanden og samfundet?
Hvad sker der med den måde, vi tænker på, når vi taler om "kultur der skal kunne køre længere på literen," når vi taler mere om, "hvad samfundet kan kræve af dig" end, at "samfundet har brug for dig"? Hvad sker der med det, vi tænker om hinanden, når projektøren vedholdende sættes på den risiko for at blive "snydt" vi løber, hvis vi naivt stoler på hinandens gode intentioner?
Kompleksiteten i vores moderne samfund er enorm. Udfordringerne er mange, og enkle løsninger er en mangelvare. Hvordan skal vi lykkes med at løse de komplekse udfordringer, vores samfund har, hvis vi altid tænker på os selv først? Hvor mange af vores samfunds ressourcer skal vi bruge på systemer og administration, hvis primære formål det er at undgå, at vi bliver "snydt"?
Hvis det nu er rigtigt, som vi synger i Grundtvigs programerklæring for folkeoplysningen "Er lyset for de lærde blot", at det, der vokser i vores samfund, er det, vi "vugger" - skal vi måske være mere opmærksomme. Hvilket borgerideal vugger vi nu?