Bevillinger til projekter om bæredygtighed og naturfaglig dannelse

Publiceret 20-12-2017

Kulturministeriet har netop givet fuld støtte til FFD's to projekter: "Naturfagligt Udviklingsprojekt" og "Højskolen som en vigtig aktør i arbejdet for en bæredygtig verden".

Kulturministeriet bakker op om højskolernes arbejde med bæredygtighed og naturfag

FFD kan med de nye tilskud på henholdsvis 1,2 mio. og 400.000 kr. fortsætte arbejdet med bæredygtighed og naturfaglighed i 2018.

Om bevillingerne, udtaler Kulturminister Mette Bock i en pressemeddelse:

Noget af det, der udvikler os allermest som individer, er, når vi indgår i fællesskaber med andre mennesker, der har en anden baggrund end os selv. Det er her, vi bliver konfronteret med vores fordomme og får lejlighed til at reflektere over den måde, vi anskuer verden på. Det er denne refleksion, der medvirker til, at vi bliver dannet og kommer hinanden nærmere – og det gavner alle borgere. Folkeoplysningen og højskolerne er glimrende areanaer til at sætte rammen for disse fællesskaber.

Mette Bock, Kulturminister

Om projekterne

Naturfagligt udviklingsprojekt:

Højskolerne ønsker at påtage sig en mere aktiv rolle i forhold til ikke bare den stigende samfundsmæssige interesse for naturfaglighed og dannelse, men i også i bredere diskussioner om uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik.

Højskolerne vil på baggrund af deres aktive virke og deres lange tradition herfor udgøre et naturligt udviklingsrum for et fornyet fokus på naturfaglighed og dannelse hos de kommende generationer af elever og samfundet som sådan.

Et øget naturfagligt fagudbud vil på langt sigt gøre højskolen interessant for en ny elevgruppe, ligesom det vil kunne tiltrække nye lærere og andre samarbejdspartnere.

Specifikt vil der være fokus på at etablere samarbejder med UU-vejledningscentre, HTX-skoler samt udvalgte uddannelses- og forskningsinstitutioner.

Højskolerne som en vigtig aktør i arbejdet for en bæredygtig verden:

Dette projekt viderefører og intensiverer indsatsen med bæredygtighed på højskoler gennem aktiviteter og inspiration via bæredygtighedsnetværket.

Der skal udvikles nye former for undervisning og etableres samarbejde med eksterne institutioner, fonde og virksomheder.

Målet er at understøtte, at højskolerne arbejder praktisk og pædagogisk med bæredygtighed, og at højskolerne udadtil vil fungere som en løsningsorienteret partner i den samlede indsats for bæredygtighed.