Højskoleophold kan fremme integration

Publiceret 21-11-2017

FFD har været rundt i Danmark for at inspirere kommunerne til at benytte sig af højskoleophold i den tidlige integrationsindsats for flygtninge.

FFD samarbejder med kommuner om integrationsindsats for flygtninge

Indsatsen for højskoleelever med flygtningebaggrund har været på dagsordenen på en række årlige kommunale netværksmøder, der fandt sted i løbet af efteråret.

Møderne er arrangeret af Integrationsnet, under Dansk Flygtningehjælp, i samarbejde med analyse- og rådgivningsfirmaet LG Insight. På møderne deltager integrationsfaglige medarbejdere fra over 80 kommuner med det formål at styrke integrationsindsatsen og dele erfaringer på tværs af landets kommuner.

Højskolerne deltager i dialogen

Sammen med repræsentanter fra forskellige højskoler fra landets fem regioner, var projektleder Mette Kylsø fra Folkehøjskolernes Forenig (FFD) inviteret med for at give et inspirationsoplæg om at benytte højskoleophold i den tidlige integrationsindsats. Efter den nye lovgivning på integrationsområdet, der trådte i kraft i 2016, er dette nemlig fortsat en mulighed.

I forbindelse med lovændringerne, er det særlig oplagt at tilbyde et højskoleophold som en del af det integrationsprogram, nye borgere med flygtningebaggrund tilbydes, når de får asyl i Danmark.

Fortællinger og workshops

På netværksmøderne blev højskolernes konkrete indsats for flygtninge udfoldet med afsæt i højskolernes hverdag. Fortællingerne omfattede både den pædagogiske praksis, elevfællesskabet, tilrettelæggelsen af erhvervsrettede forløb og samarbejdet med kommunerne.

Der blev vist stor interesse for højskolernes arbejde og muligheden for at medtænke højskoleophold som en del af integrationsprogrammet - særligt for unge.

I forlængelse af møderne, blev der afholdt workshops, som affødte en livlig debat med de deltagende kommuner om forventninger til højskoleopholdet, finansieringsmuligheder og mulige barrierer ved et samarbejde mellem højskoler og kommuner.

Vil du vide mere?

Mette Kylsø
Udviklingskonsulent
Rådgivning

Vejledning, efteruddannelse og indsatsen omkring flygtninge.