Scener fra et forstanderliv

Publiceret 20-11-2017
Formanden har ordet

Formand Lisbeth Trinskjærs klumme i Højskolebladet #7

”Det er ikke meget, du slider på stolen”, driller kollegaen stilfærdigt og stikker til den følelse af utilstrækkelighed, som forstanderopgaven er født med, måske uden at ville bebrejdelsen.

Klik. Øjnene gnistrer, og fortællingen fremmaner levende indre billeder af mytens, poesiens eller oplevelsens perspektiver. Nye låger i bevidstheden åbnes. Og livet blev lige lidt større. Hvorfor gør jeg det ikke noget mere?

Klik. Budgettet skal balanceres, udgifterne er mange – og valg skal træffes mellem det helt nødvendige, det fantastiske, som får pulsen til at slå lidt stærkere, og det umistelige som vi er blevet betroet.

Klik. Højskolelæreren siger begejstret ja til en kollegas fantastiske ide og lyser af forventningens glæde. ”Tænk, hvor fedt det kunne blive…,” ”jeg kan lige se det for mig...” Og glemt for en stund er hensynet til familien, til nattesøvnen, til ægtefællen, til konditallet, til alt det, som livet også kræver af dem. Men vi ved at det kommer igen.

Klik. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at vi som samfund skal tænke så kortsigtet. Hvorfor er det, at vi bliver VED MED at gøre mere af det, vi ved ikke holder? Hvorfor bruger vi ikke den erfaring, vi allerede har, og taler ordentligt om det? Kunne vi ikke holde op med at bruge konflikten som underholdning og råbe billige pointer fra hver sin grøft, og finde gode løsninger sammen. Vi burde skrive noget om det.

Klik. ”Hvor hurtigt kan man finde ud af, om man er blevet gravid?” spørger de to elever med ængstelige øjne, som sidder på bænken. Mindelser om fjerne biologitimer og de erfaringer, livet har bragt, hives hastigt op, mens nærværet fastholdes på de unge højskoleelevers potentielt forestående katastrofe.

Klik. ”Det er ikke meget, du slider på stolen”, driller kollegaen stilfærdigt og stikker til den følelse af utilstrækkelighed, som forstanderopgaven er født med, måske uden at ville bebrejdelsen. Men måske får følelsen alligevel lov til at vokse.

Kære forstanderkollega. Min respekt for dig er afgrundsdyb.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies