Unge med flygtningebaggrund deler deres historier

Publiceret 21-11-2017
Internationalt Pædagogik og udvikling

En gruppe unge med flygtningebaggrund, som er en del af FFD’s projekt ’Undervejs’, er blevet trænet i at mestre det levende ord og sætte ansigter på integrationsdebatten. Den 2. november deltog tre af dem i en konkurrence i historiefortælling i Århus – og den ene løb med sejren. Snart kan du opleve flere af de unge på en scene i København, og i det nye år bliver fortællingerne til podcast.

Fra venstre: Kristian Kirk, Story Slam-lærer på Hadsten Højskole, de tre deltagere Basir Khurrami, Mabenty Kamara og Khaled Ksibe, og projektleder i FFD, Evelina Gold.


Storytelling skaber nuancer i flygtningedebatten

Seks unge med rødder i Afghanistan, Syrien og Sierra Leone, som har flygtningetematikken til fælles, er nu klar til de skrå brædder. De deltager i projektet 'Undervejs' og er gennem et intensivt forløb i Story Slam på Hadsten Højskole blevet trænet i at mestre det levende ord - og bruge det til at fortælle deres historier.

Historierne handler om at føle sig hjemme, føle sig fremmed og det midt i mellem. De handler om forældre og frigørelse. Om kærlighed. Om at træffe beslutninger. Om at miste. Og om at finde sig selv.

De unges unikke indblik er med til at sætte ansigter på statistikker og værdipolitiske floskler. Men det er kombinationen af deres usædvanlige historier og de almengyldige byggesten, som ethvert ungdomsliv består af, der for alvor tilfører flygtninge- og integrationsdebatten nuancer og en tiltrængt tredimensionalitet.

undefined

Den 23-årige Basir Khurrami løb med sejren.

Og vinderen er…

Torsdag den 2. november 2017 stillede tre af deltagerne op til StorySlam på teatercaféen Katapult i Århus, og den ene løb med sejren.

StorySlam er en konkurrence i historiefortælling, stærkt inspireret af newyorker-fænomenet The Moth, hvor ganske almindelige mennesker går på scenen og fortæller to historier fra hverdagens Danmark.

Historierne kan være sjove, alvorlige eller skæve. Det eneste krav er, at de er virkelige, og at de kan fortælles på seks minutter. Til sidst stemmer publikum om, hvem der er aftenens bedste fortæller.

Denne gang blev vinderen Basir Khurrami. Han fik både gang i publikums lattermuskler og serverede stof til eftertanke med sine humoristiske beretninger om, hvordan han gang på gang skal forholde sig til de (utilsigtede) fordomme, man møder, når man stammer fra Afghanistan. Efter at have modtaget begejstrede klapsalver fra salen, sagde han:

Jeg er virkelig, virkelig, virkelig, virkelig glad for jeres stemmer. Og jeg er glad for, at I kunne lide historierne. Målet med de her historier, for mig i hvert fald, var at sætte et ansigt bag de her statistikker og tal og alle de historier, vi hører til hverdag. For der er rigtig mange normale mennesker, gymnasieelever, folkeskoleelever, som bliver påvirket af denne her debat. Så jeg er virkelig glad for, at jeg har fået jeres stemme. Tusind tak skal I have.

Basir Khurrami

Den 7. december 2017 kl. 20 går Basir Khurrami på scenen igen – denne gang i årets StorySlam-finale, Grand Slam. Her dyster vinderne fra de i alt seks fortælleaftener i 2017 om at blive årets fortæller.

Arrangementet finder sted i Århus og er som altid åbent for alle.

Læs mere om Grand Slam

undefined

Flere livefortællinger på vej

Allerede den 29. november kan man opleve to andre fortællere fra projektet, når Mabenty Kamara og Manilla Ghafuri går på scenen i DGI-byens foyer i København. Her afholder fortællehuset BestTellers det tilbagevendende arrangement ’Mellem Os Sagt’. De to unge kvinder deler hjertevarme og tankevækkende fortællinger om Sierra Leone og Afghanistan, om at blive alt for tidligt voksen, om altid at skulle bevise lidt ekstra, om mødre og gaver fra Afrika.

Læs mere om Mellem Os Sagt

Hør dem i podcastserie i 2018

I januar 2018 stiller tre andre deltagere fra projektet ’Undervejs’ op i årets første StorySlam i Århus, og ellers skal alle seks unge ud og fortælle deres historier alle de steder, hvor de har relevans.
Derudover bliver alle liveoptrædener optaget og danner grundlag for en podcastserie, der udkommer i foråret 2018 – igen stærkt inspireret af The Moth, der formidler ’ualmindelige historier fortalt af almindelige mennesker’ som podcasts med millioner af lyttere.

Projektet ’Undervejs’ er støttet afDansk Folkeoplysnings Samråd

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies