Formand Lisbeth Trinskjærs klumme i Højskolebladet #6
Skiftende regeringer skærer 2 procent fra alle hvert år – og så kan man gøre sig håb om at få en lille bid i ny og næ tilbage igen, overrakt som en dyrebar gave, man ikke kan tillade sig at forvente at få, eller som betaling for en ny, særlig opgave eller indsats, man ikke allerede skal levere.
”I kan godt indstille jer på at skulle spare 2 procent hvert år i mange år fremover,” har signalet lydt klart fra dem, som styrer rigets finanser, at der ikke er noget at misforstå. Og det har også været klart, at udsigten til 2 procents besparelse er uafhængig af den til enhver tid siddende regerings ideologiske ståsted. Den økonomiske styring er historisk stram, de offentlige udgifter er mange, og protesterne lyder hist og pist med jævne mellemrum, men indtil videre fungerer strategien præcis, som den er tænkt.
Skiftende regeringer skærer 2 procent fra alle hvert år – og så kan man gøre sig håb om at få en lille bid i ny og næ tilbage igen, overrakt som en dyrebar gave, man ikke kan tillade sig at forvente at få, eller som betaling for en ny, særlig opgave eller indsats, man ikke allerede skal levere.
Det holder nogenlunde kritikken i ave. Stort set hele det politiske spektrum er med på legen, og hvis man råber for højt, risikerer man hverken at få gaver eller nye opgaver. Og politikerne skal ikke forsvare økonomiske valg, de ikke træffer. Smart.
Samtidig vokser andre kræfter frem, som gerne vil træffe valg. Og som er villige til at prioritere økonomi. De private fonde sætter dygtigt og relevant dagsordenen i disse år og stiller sig bag de dele af civilsamfundet, som vil præge, bevare, forandre og skabe. De sikrer værdierne, både rødderne og de nye grene. Og uden deres økonomiske engagement havde mange af vores tids nyskabelser, ikke mindst inden for kultur og forskning, aldrig set dagens lys.
I højskolerne har vi endnu ikke taget af hovedstolen. Vel har vi enormt mange gamle, utidssvarende bygninger, og vel stiger udgifterne til alle de største udgiftsposter i skoleformen, som tvinger os til at vælge mellem kvalitet nu og vores fremtidige eksistens. Vi prioriterer kvalitet og relevans for unge i dag, og vi mønstrer kræfterne til at se ud over vores egne mure. Vi hugger hæle og klipper tæer, løber lidt hurtigere, udfylder endnu et afrapporteringsskema og forsøger at undgå at tænke alt for langt ind i fremtiden, ligesom alle andre.
Men hvor længe er legen god?
Man kan i princippet skære 2 procent i det uendelige, lærte jeg da jeg studerede økonomi. Men hvad skal det brød, man skærer af, kunne? Hvor småt må det blive før dets værdi går tabt? Hvor er smertegrænsen? Og hvad sker der, hvis det er op til de private fonde at bevare det umistelige og at skabe alle de nye brød som skal præge vores fremtid?