Nordisk samarbejde understøtter pædagogisk udviklingsarbejde

Publiceret 25-01-2018

Foråret giver rig mulighed for at blive indviet i fælles nordiske initiativer og udveksle erfaringer fra praksis og forskningen omkring folkehøjskolerne.


Nordisk samarbejde sætter fokus på sårbare unge

De nordiske folkehøjskoler har i en lang årrække samarbejdet omkring at udvikle højskolepædagogikken.

Det har resulteret i flere tværgående indsatser og et samarbejde, der er vigtigt for højskolen og de tematikker, vi beskæftiger os med, mener Thor West Nielsen, der er seniorkonsulent i FFD:

De nordiske folkehøjskoleforeninger har i mange år haft et tæt samarbejde med henblik på at styrke de nordiske højskolers muligheder. Et politisk arbejde hvor der samtidig har været fokus på særlige områder som højskolernes internationale arbejde og bæredygtighed.

Thor West Nielsen, chefkonsulent i FFD

Kom til seminar om livsmestring, trivsel og mental sundhed

Til april inviterer FFD, i samarbejde med de Folkehøgskoleforbundet (FHF) og Noregs Kristelege Folkehøgskolelag (NKF), til seminar om livsmestring, trivsel og mental sundhed på folkehøjskoler i Norden.

Seminaret har baggrund i en fælles oplevelse af, at elevgrupperne på folkehøjskolerne er blevet mere sårbare hen over det seneste årti.

Med fokus på, hvordan vi som folkehøjskoler kan skabe gode forløb for eleverne og øge højskolelærernes kompetencer i forhold til at håndtere alle i elevgruppen, har både Danmark og Norge iværksat en række projekter, der tager højde for en mere sårbar ungegruppe.

I den forbindelse er det blevet tid til at samles og udveksle erfaringer, så vi kan skabe et teoretisk og videnskabeligt blik på ungegruppen og højskolernes handlemuligheder.

Seminaret finder sted på Schæffergården i Gentofte, og du kan komme med!

Se programmmet og tilmeld dig her.

Vårkonference i Kungälv

Den 10-11. april holder Det Nordiske Folkehøjskoleråd vårkonference i Kungälv. Vårkonferencen er en oplagt mulighed for at få indblik i forskningen omkring folkehøjskolernes udvikling.

Programmet består af både workshops og fælles oplæg med input fra forskningsverdenen, og konferencen er ifølge Thor West Nielsen en helt central mødeplads for højskolefolk i Norden:

Vi får mange positive beretninger om erfaringsudvekslinger på højskoleområdet i Norden, og der ses i øjeblikket en voksende interesse for det nordiske samarbejde generelt. 

Thor West Nielsen, chefkonsulent i FFD

I år skal vi blandt andet diskutere folkehøjskolens pædagogiske og politiske opgave og skoleformen som rammen om et reflekterende fællesskab.

Så er du højskoleforstander eller -lærer, kan du med fordel tage din kollega under armen og få en faglig dag med plads til at dele udfordringer og succeser fra arbejdet på højskolerne.

Se programmet.

Tilmeld dig Vårkonferencen.