Pædagogikken binder de nordiske folkehøjskoler sammen

Publiceret 16-05-2018
Pædagogik og udvikling

PERSPEKTIV. Hvad er folkehøjskolens politiske opgave? Kan man begrebsliggøre højskolens særlige atmosfære, og har de nordiske folkehøjskoler en fælles pædagogisk tradition? Det var blot nogle af de spørgsmål, der blev diskuteret på årets Vårkonference, der havde fokus på forskningens tilknytning til - og betydning for - praksis på højskolerne.


Højskolen mellem forskning og praksis

De sidste 10-15 år har der ikke været det store hype omkring det nordiske, men nu er interessen vågnet igen.

Karin Langeland, rektor for Nordiska Folkhögskolan

"Jeg har fulgt den nordiske højskoleverden i mange år, og konturrerne i det nordiske engagement har været svingende. De sidste 10-15 år har der ikke været det store hype omkring det nordiske, men nu er interessen vågnet igen," indleder Karin Langeland, der er rektor for Nordiska folkhögskolan i Kungälv, hvor Vårkonferencen 2018 afholdes.

I år er temaet folkehøjskolepædagogik, skoleudvikling og relationen mellem forskning og praksis. 

Omkring 70 forskere, skoleledere og lærere fra Danmark, Finland, Norge og Sverige er mødt op for at deltage i forelæsninger og workshops, som tematiserer flere af de centrale begreber inden for højskoleverdenen: Mangfoldighed, fællesskab, medborgerskab og meget mere.

Et pædagogisk frilandsmuseum

Konferencen blev skudt i gang med et kritisk oplæg fra Chefkonsulent og Ph.d.-studerende (UC SYD) Leo Komischke-Konnerup, der mener, at højskolen de seneste 15-20 år har forsømt sine to centrale opgaver: Den politiske og den pædagogiske.

"Jeg har tidligere skældt ud på de frie skoler i Danmark, og nu tager jeg så kritikken med til Sverige," begynder Leo K. Konnerup sit opråb til salen, som repræsenterer en højskolebevægelse, der i hans optik ikke længere er folkelig.

Konnerup mener, at højskolen har brugt for meget tid på at sikre sin egen økonomiske overlevelse og dermed svigtet den opgave, der ligger i at være med til at forandre samfundet og protestere mod den modernisering, som staten dikterer:

Højskolen risikerer at blive et pædagogisk frilandsmuseum, som man ikke kan regne med. Og forbløffende få protesterer mod denne effektivisering/modernisering/normalisering. Højskolen skal blive politisk igen for at blive folkelig. Det er den forpligtet til - ikke bare for sig selv, men for alle mennesker. Også dem uden for højskolen.

Leo Komischke-Konnerup, chefkonsulent og Ph.d.-studerende (UC SYD) 

I videoen herunder, kan du se Leo Kommischke-Konnerup udfolde sine betragtninger om, hvad højskolens politiske opgave er:
  

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

Og diskusionen om, hvad højskolens særkende og rolle i samfundet, blev en rød tråd for de efterfølgende workshops, hvor forskere og praktikere fik mulighed for at udveksle erfaringer og indvie hinanden i konkrete problemstillinger på højskoleområdet.

Ud af de i alt 8 workshops, stod ph.d.-studerende Rasmus Kohlby Rahbek og lektor og ph.d. Jonas Andreasen Lysgaard for de to danske bidrag. De havde begge allieret sig med højskolelærere til at supplere præsentationenerne af deres forskningsområder med et praktiker-perspektiv. Det skabte en god dynamik blandt workshopdeltagerne, der ivrigt tog del i diskussionerne og bød ind med egne erfaringer og udfordringer.

Højskoler i samspil og modspil med det formelle uddannelsessystem

Hvis højskolerne skal bevare samme rolle i unge menneskers liv og position som et frirum, skal de blive bedre til at udvikle et sprog omkring, hvad højskoleopholdet betyder for unge menneskers videre uddannelsesforløb og -karriere.

Jonas Andreasen Lysgaard, lektor og ph.d. Aarhus Universitet (DPU)

Se videoen herunder og hør Jonas Lysgaard uddybe, hvorfor han mener, at forskningen bør gøre mere ud af at undersøge betydningen af et højskoleophold.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

En fælles pædagogisk tradition

På trods af de nordiske landes meget forskellige måder at drive højskole på, vidner forskningen så vel som samtalerne på konferencen om, at folkehøjskolerne har en særlig pædagogisk tradition til fælles.

Det nordiske samarbejde åbner spændende muligheder for at møde folkehøjskolernes potentielle udfordringer og potentialer i fællesskab og lære af hinandens initiativer. Norge har fx iværksat et mentor-pilotprojekt inspireret af de danske højskoler, som har haft succes med at udvikle mentorforløb for sårbare unge. 

Deltagernes reaktioner

Hvad betyder forskningens bidrag for jeres praksis på højskolerne?

Udvekslingen mellem forskere og praktikere har været afsindigt spændende. Jeg er blevet opmærksom på, at der hersker mange forforståelser i højskolebevægelsen, som trænger til at blive udfordret indimellem.

Rasmus Grosell, Den Rytmiske Højskole

- På den ene side er jeg sikker på at forskningen kan bidrage med værdi og nytænkning, men vi skal være så pokkers varsomme med hvilken forskning, vi sætter i gang, og at vi ikke ensidigt læner os op af den heller. Den må ikke blive udgangspunkt for al vores handlen.

Casper Øyes Borch Madsen, lærer på Brandbjerg Højskole

- Jeg er blevet overrasket over, at højskolerne er så forskellige i de nordiske lande, men det er sjovt at blive udfordret på, at højskolen kan være andet end en internatskole. Vi har noget overordnet centralt til fælles, som kendetegnes ved pædagogikken.

Ingeborg Mate Holm, lærer på Egmont Højskolen

- Jeg var især glad for Rasmus Kohlbys oplæg om pædagogisk atmosfære, da der findes meget lidt forskning på området. Jeg har selv forsøgt at indfange og beskrive netop denne stemning de sidste 6 år. Det er jo noget, der sidder i væggene, i rummene og mellem menneskerne. Vi taler jo om noget, der minder om magi - trylleri.

Stefan Skog, Pædagog på Österlens Folkhögskola i sverige.

Hvordan oplever I det nordiske samarbejde?

- Jeg synes, det er vanvittig spændende at møde hinanden på den her måde, fordi vi har et fælles udgangspunkt, men meget forskellige måder at drive højskole på i praksis. På den måde bærer mange af diskussionerne præg af mangel på tid til at forstå hinanden og en lyst til at vide mere.

Casper Øyes Borch Madsen, lærer på Brandbjerg Højskole

Jeg tror, vi på årets Vårkonference er lykkedes med at trække programmet ned på et konkret plan med en balance mellem præsentationer og workshops. Det har affødt en fantastisk diskussionslyst og iver. Vi arbejder jo med folkehøjskolen på tre niveauer: Det filosofiske, det politiske og det praktiske, og jeg synes, vi er nået godt rundt om alle tre på konferencen.

Jyrki Ijäs, arrangør og generalsekretær i Finlands Folkhögskolförening

- Det går hurtigt i hverdagen, så samtalerne om vores daglige praksis foregår i lærerkollegiet. Der er sjældent tid til det ekstra perspektiv, men jeg ville ønske, at flere praktikere deltog i konferencer som denne"

Ingeborg Mate Holm, lærer på Egmont Højskolen

BERETNING: Mødet med folkehøjskolen

Som en afsluttende bemærkning, fik Christian Tynning Bjørnø, der for nyligt blev ansat i Folkehøgskolerådet i Norge, lov at lukke konferencen med sin personlige oplevelse af mødet med højskoleverdenen. En fortælling, der vækkede latter i salen, og på humoristisk vis mindede deltagerne om at huske på det essentielle - om end banale - i højskolens DNA:

"Jeg er ny her. Helt ny. Mange snakker om den specielle folkehøjskolekultur. Nogen snakker om den specielle måde at snakke på. De interne ord. Den interne jargon og væremåde. Jeg ved ikke helt, om de forventer, at det er noget, jeg adopterer, bekræfter eller bare viser forståelse for. Det er nok en kombination, tror jeg.

Men så synes jeg måske, de overdriver lidt. Jo, folkehøjskolerne har bestemt sin egen kultur og tradition. Det er jo derfor, jeg ville have jobbet. Men nogen snakker om det, som om det er noget næsten uforståeligt - noget, der tager tid at forstå - noget, man næsten ikke kan forstå, medmindre man har oplevet det indefra i noget tid. Lang tid.

Jeg oplever det nu ikke helt sådan. Og hvis det er sådan, så tror jeg allerede, jeg begynder at knække koden. Og jeg kan godt li' det. Men kun hvis det harmonerer med det, jeg mener, er folkehøjskolens særkende, hvis man da kan kalde det det: Folkehøjskolen skal være en legeplads. Et sted, hvor det er trygt at mene, afprøve, undre sig, fejle, trygt at tage valg. Et sted, der opmuntrer til at være et helt menneske."

- Christian Tynning Bjørnø, Daglig leder, Folkehøgskolerådet i Norge

Se mere materiale fra konferencen

Vil du se flere interviews med konferencens oplægsholdere og deltagere, kan du finde dem her, sammen med powerpointpræsentationer fra workshops og øvrige materialer.

Konferencen fandt sted 10.-11.april, 2018