Ærlig talt

Publiceret 07-03-2018
Formanden har ordet

"Synspunkter med konflikten som motor er den stærkeste valuta, når medierne som nu lever af klik."
Læs eller hør Lisbeth Trinskjærs klumme i Højskolebladet#1 - 2018.

 

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies



Det er ikke nogen hemmelighed, at det løber mig koldt ned ad ryggen, når nogen lufter ideen om udgangsforbud i visse bydele i vores relativt fredelige land. Fordi vi er lykkedes så dårligt med at modvirke banders eksistens og rolle, at beboere i bestemte boligområder må færdes frygtsomt i det, der burde være trygge rammer, men også fordi mindst et parti har vurderet, at man med forslaget kunne stramme elastikken i den betændte integrationsdebat endnu en tak. Og jeg brænder for at finde svar på, hvordan vi kan løsne bandernes greb uden at mistænkeliggøre bestemte bydele og de unge, der bebor dem.

Det er heller ikke nogen hemmelighed, at når et andet stort parti klart melder ud, at de vil bekæmpe frie skoler med en bestemt religiøsitet, så provokerer det mig dybt, at respekten for både den historiske frihed til at skabe en fri skole på et selvvalgt ideologisk grundlag, nyder så begrænset respekt. At det så også virker mere som en partitaktisk udmelding end som et bud på en løsninger, gør kun ondt værre. Og jeg brænder for at finde svar på, hvordan vi på en gang kan bevare friheden og samtidig beskytte den mod mørke kræfters udnyttelse.

Men konfliktunderholdningens dynamikker gør det uoverskueligt at søge de nuancerede svar. For synspunkter med konflikten som motor, er den stærkeste valuta, når medierne som nu, lever af klik. Vi kan opskriften i søvne: synspunkt i den ene grøft, synspunkt i den anden grøft – hurtige pointer. Igen og igen og igen.

Vores politikere skal fatte sig i korthed, de må ikke udvise tvivl – og hvad måske værre er: der må endelig ikke vise sig sprækker i partidisciplinen. Hvert et tegn på uenighed udnyttes, for ”hov, har du ikke styr på dit bagland?” Partitoppen strammer garnet, budskaberne designes efter forholdene. Taktikken vinder frem, inddragelse og ideologi taber terræn. Magten samler sig på ganske få hænder. Folkevalgte som skal rette ind og spille spillet, mister gejsten. Men den egentlige taber, er demokratiet. Den engagerede borgers bidrag er reduceret til at give sin mening til kende ved meningsmålinger og folketingsvalg. Det er svært at forandre. Men hvad sker der, hvis ikke vi forsøger?

I dette nummer af Højskolebladet kaster Ulrich Quistgaard lys på højskolernes mulighed for at bidrage med forfriskende perspektiver i den udfordrede debatkultur, ved at tage en forandret og mere tydelig rolle i den offentlige debat på sig, at være modige og tilkæmpe det konstruktive plads og gennemslag. Og jeg er enig.

I disse år påtager vi os i højskolerne opgaven at samle. Samle mennesker på tværs af synspunkter, med det formål at blive klogere, finde løsninger og samle mod. Vi vil finde bud på, hvordan vi skaber en mere bæredygtig fremtid, på hvad pædagogik skal danne til, på hvordan vi kan skabe en bedre demokratisk samtale og på, hvordan vi understøtter, at myndige borgere ikke bare var noget, vi var engang.

I det nye år vil jeg være mere modig. Jeg håber, at du vil gøre mig selskab.