Mindeord Ole Lauth

Publiceret 27-03-2018

Det er med stor sorg, at vi i Foreningen for Folkehøjskoler i Danmark har modtaget meddelelsen om forstander på Egmont Højskolen Ole Lauths død.

Ole overtog i 1991 forstanderopgaven på det, der i dag er Danmarks største højskole, efter 10 år som fagkonsulent i Undervisningsministeriet.

Højskolen var ham ikke fremmed, idet Egmont Højskolen i 1956 blev stiftet af Oles forældre, Oluf og Lise Lauth. Det var således forældrenes livsværk, Ole fik lagt i sine hænder at lede og udvikle, med sine mange erfaringer fra ministeriet, fra opgaven som vejleder og som lærer. Og som levende og engageret iagttager til sine forældres virke kunne han hele fortællingen om højskolen og dens tilblivelse.

Ole var en klog person med en stærk strategisk sans, med politisk næse, og et klart ideologisk fundament. Hans engagement i Spastikerforeningen, Muskelsvindfonden og en lang række andre organisatoriske sammenhænge vidnede herom. Han varetog dygtigt de interesser, som vedrørte højskolens elevgrundlag, ikke bare for at sikre mennesker med handicap adgang til højskole – men for at sikre mennesker med handicap myndighed over eget liv.

Vi vil komme til at savne hans stemme i højskolekredsen. Hans venlige råd, hans næsten lignelsesagtige anekdoter, som altid havde skarpe og kloge pointer, og ikke mindst hans varme venskab. 

Til det sidste modtog vi i Folkehøjskolernes Forening mails fra Ole omkring den statslige støtte, som borgere med handicap - hans elever - skal have. Det gennemgående i disse var, at borgere med handicaps ikke skal have særlige rygmærker og prædikater - og ikke takstfastsættes på så forenklet et grundlag. Hver enkelt skal ses på, som den, man er, og have støtte efter behov.

Ole så på mennesket - og kæmpede for lige værd bredt set - og lige adgang til den folkehøjskole, som lå hans hjerte så nær. Disse tanker vil vi i Oles ånd bære videre. 

Ole Lauth var et inspirerende menneske, som i hele sit virke satte aftryk, både på samfund og på mennesker. Han vil blive såre savnet. I taknemlighed: Æret være hans minde.

 

/ Lisbeth Trinskjær, formand, Folkehøjskolernes Forening i Danmark.