Kom til fyraftensmøde om FFD's puljer

Publiceret 03-04-2019
Pædagogik og udvikling

Mangler du det sidste skub til at få skrevet en ansøgning, skærpet en idé eller udarbejdet et budget, er der nu gode råd at hente. På to fyraftensmøder kan du blive vejledt i, hvordan man griber det bedst an, hvis man vil søge FFD's puljer.

Møderne indledes med en gennemgang af vejen fra ide - til ansøgning - til afrapportering, og bevillingskonsulenterne vejleder i ansøgningsskema, budget og afrapportering.

Vi vil gerne hjælpe skolerne med at udvikle ideer, finde samarbejdspartnere og guide dem igennem ansøgningsskema og budget.

Helle Skovmose, udviklingskonsulent i FFD

Efter en hyggelig middag fortæller skoler, der har fået bevilliget midler om deres ideer, og der er mulighed for at danne netværk på tværs af skolerne.

Disse netværk skal styrke videndelingen på tværs af skolerne, men også gøre det muligt at finde samarbejdspartnere til næste ansøgningsrunde. Måske er der en skole, der arbejder med samme projektidé som jer!

"Vi er overvældede af skolernes store interesse i puljerne og glæder os over den iderigdom og de samarbejder, der spirer overalt i landet. Vi vil gerne hjælpe skolerne på vej - både til at udvikle ideer, finde samarbejdspartnere og guide dem igennem ansøgningsskema og budget," siger Helle Skovmose, der blandt andet sidder med Mangfoldighedspuljen i FFD.

"Forhåbentligt kan det give endnu flere skoler mod på at søge puljemidler. Man behøver ikke være Djøf’er for at kunne søge," siger hun.

Hvem kan deltage?

Møderne er for alle, der har interesse i at søge puljerne. Både dem, der har fået bevillinger (hvordan kommer vi godt fra start?) og dem, der har fået afslag (hvad kan vi gøre anderledes næste gang?). Og så selvfølgelig dem, der ikke har søgt puljer men er nysgerrige på at høre om, hvad der kan søges til.

Mødet er for alle ansatte på skolerne - forstandere, køkkenpersonale, administrationsansatte og lærere med interesse for puljerne.

Tilmeld dig fyraftensmøderne her

Sjælland: Fyraftensmøde på Gerlev Idrætshøjskole

Jylland: Fyraftensmøde i Midtjylland