Daniel Rye: "Jeg var ofte nødt til at google, hvad fanden det var, de snakkede om"

Publiceret 12-12-2019

PODCAST Det nyeste afsnit i podcastserien "Højskolerne Revisited" er udkommet, og denne gang er du med på rejsen, når Daniel Rye genbesøger Grundtvigs Højskole og reflekterer over, hvordan højskolen lærte ham noget om fællesskaber og dét at fortælle historier ved hjælp af fotografi.

Podcastserie i samarbejde med Politiken

"Højskolerne Revisited" er et forsøg med annoncebetalte podcast, produceret i samarbejde med Politiken. Forsøgsperioden inkluderer i øjeblikket to podcast, der er blevet til med hjælp fra højskolernes kommunikationsmedarbejdere, der tippede om kendte med gode fortællerevner, som selv har gået på højskole.

Det lykkedes i første omgang at lave aftaler med Gertrud Højlund og Daniel Rye. Projektet handler om at dele de gode fortællinger om, hvad man kan få ud af et højskoleophold og hvilke minder, der vækkes, når personerne besøger deres tidligere højskole. Det er derfor ikke formålet at promovere enkelte højskoler.

Flere afsnit på vej?

Hvis de to afsnit har en god effekt og får lytterne med, er det muligt at fortsætte med annoncørbetalte podcast som alternativ til print annoncering.

Målet er at få en bredde i forhold til repræsentation af højskolerne, så flere skoletyper, interessante personer og tidligere elever får taletid. Derfor opfordres alle højskoler til at byde ind med gode fortællinger og tippe os om kendte, som har været på netop jeres højskole og kunne tænkes at genbesøge den.

Skriv til Jakob bonde på jbr@ffd.dk eller ring til ham på 21727330 for mere info.