”Jeg er kommet, fordi vi alle sammen er kommet”

Publiceret 18-12-2019
Pædagogik og udvikling

Sådan lød ordene fra en af de 100 lærere, der deltog på årets Lærerkonference. Programmet bød på en opsang fra Knud Romer, inspirationsværksteder og højskolepædagogiske diskussioner.

Torsdag morgen er alle lærere samlet i Dramasalen på Brandbjerg Højskole. Al opmærksomhed er rettet mod den forreste del af lokalet, hvor en veloplagt Knud Romer i vinterjakke har taget mikrofonen og gennem personlige og skarpe fortællinger – med et glimt i øjet – giver sit bud på, hvilken rolle højskolen skal spille.

Sådan gik starten på to dage sidst i november, hvor 100 lærere fra landets højskoler mødtes til en fælles drøftelse af, hvad det vil sige at være højskolelærer. Der blev stillet skarpt på flere højskolepædagogiske temaer, bl.a. med indspark fra Rasmus Kolby Rahbek, der med sin ph.d.-afhandling om højskolen og stedets pædagogik kalder højskolelæreren for uprofessionel.

"Stedets Pædagogik" udkommet som bog og kan købes her.

Inspiration til egen praksis

Foruden fælles oplæg bød Lærerkonferencen også på en række inspirationsværksteder, hvor lærerne kunne udforske forskellige emner og hente inspiration med hjem til egen skole.

Her kunne man f.eks. blive introduceret til et fag med fokus på seksuel dannelse, hvordan man gennem arkitekturundervisning og modelbyg kunne arbejde kreativt med FN’s verdensmål eller man kunne blive præsenteret for greb og perspektiver på arbejdet med psykisk sårbare unge.

Det er sindssygt vigtigt, at vi i højskolen lærer at mødes på tværs af, hvad vi ellers går og laver til daglig, så vi kan blive inspireret af hinanden og få noget input, som vi kan tage tilbage med os på højskolerne.

Sigrid Dahl, lærer på Krogerup Højskole

Kædedans og prisuddeling

Traditionen tro blev Højskolepædagogisk Pris uddelt på Lærerkonferencen, og i år gik prisen til professor emeritus Ove Korsgaard, som netop er aktuel med bogen ”Strejftog i højskolernes idéhistorie”. Korsgaard lagde i sin takketale op til, at højskolen i dag står i en ny vækkelsesperiode, der omhandler klima og økologi.

Senere på aftenen præsenterede højskolelærer, komponist og sangskriver, Marianne Søgaard, potentielle nye sange til højskolesangbogen, og der blev sunget både nye og kendte sange - en enkelt blev endda sunget i færøsk kædedans.

Jeg vil hver en tid opfordre til, at man tager på Lærerkonferencen. Det er et energiboost og et inspirationsboost ud over det sædvanlige.

Ingeborg Mate Holm, lærer på Egmont Højskolen

Se filmen fra konferencen herunder

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies