"Livet er ikke det samme uden højskolerne"

Publiceret 18-12-2019

Højskolerne går sammen om ny fælles kampagne fra 2020 og gør "Find det, du er god til" til fortid. Gennem det seneste år er der udviklet en ny strategi for højskolernes fælles kommunikationsplatform, der kan favne tusindvis af fortællinger.

"Find det, du er god til" bliver skiftet ud 

Fra 2020 kommer der ikke længere til at stå "Find det, du er god til" på Højskolernes fælles kampagnemateriale. Situationen er i dag en anden end for 10 år siden, hvor den nu hedengangne kampagne blev skabt og siden har tjent sit formål som rekrutteringsbudskab. Højskolerne står ikke længere på en brændende platform af elevnedgang og højskolelukninger, der kunne aflede negativ presseomtale.

I dag har højskolerne tværtimod et godt omdømme, mange strategiske samarbejdspartnere og fremgang i elevtal. Det betyder, at vi nu kan bygge videre på fortællingen om, at højskolerne spiller en afgørende forskel – ikke bare for individet – men også for fællesskabet og samfundet. Danmark er ikke det samme uden højskolerne.

Ny rammefortælling

I løbet af det seneste år har kommunikationskonsulent Sune Bang, i samarbejde med FFD, repræsentanter og kommunikationsmedarbejdere fra landets højskoler m.fl. udviklet en ny strategi for højskolernes fælles kommunikationsplatform.

Strategien hviler på en rammefortælling, et budskab og en mobiliseringsplan for alle aktører omkring højskolen, så vi kan styrke det personlige møde med og udbrede kendskabet til højskolen.

Ambitionen har været at formulere den stærkest mulige og tidssvarende rammefortælling for Højskolerne i Danmark, der både sikrer en stærk positionering og rekruttering. En rammefortælling, der i endnu højere grad inkluderer fællesskab og livsoplysning, og som kan anvendes af alle interesenter omkring højskolerne - tidligere og nuværende elever, lærere, forstandere, skoler og mange flere.

Højskolernes fortælling er ikke én fortælling

Det er tusindvis af fortællinger!

Men én ting går alligevel igen. For stort set alle, som har været på højskole, siger, at det har haft en kæmpe betydning for deres liv. At det har været afgørende for, hvem de er - og hvad de er blevet til. At det har hjulpet dem videre og givet dem retning. Og at de har fået venner for livet.

Et højskoleophold er med til at forme vores liv og livssyn. Vores værdier og interesser. Ikke bare som individer, men også som fællesskab gennem oplysning, dannelse og aktiv samfundsdeltagelse.

Det er derfor, vi siger:

En vigtig pointe er, at den nye sætning aldrig vil stå alene. Den vil altid være koblet til en personlig fortælling om, hvad en elev eller kursist får eller har fået ud af sit ophold. Eller koblet til en større samfundsmæssig sag, hvor der fx stilles skarpt på, hvordan Danmark og samfundet ville se ud, hvis der ikke havde været højskoler. 

Vi arbejder målrettet videre med den nye kampagnestrategi, mobiliseringsplan og eksekvering i det nye år. Videreudviklingen sker i tæt samarbejde med alle højskoler, så vi får fælles ejerskab over kampagnen.

Jakob Bonde Rasmussen
Leder af Kommunikation
Kommunikation

Kampagner, markedsføring, strategi, events og Folkemødet.