EU-politikere lytter til danske højskoleelever og unge europæere

Publiceret 17-10-2019

I maj 2019 mødtes 200 unge fra 22 EU-lande i Danmark for at dele deres drømme og visioner for Europas fremtid. Nu er de taget til Bruxelles for at kræve handling og sikre, at politikerne lytter til ungdommen. Også efter et overstået valg.

Ungdomsøen-manifestet når til Bruxelles

Den 9. oktober rejste 10 repræsentanter fra det europæiske ungdomstopmøde, Young Europe is Voting, til Bruxelles for at møde politikerne og præsentere det endelige produkt, der i foråret blev døbt: Ungdomsoen Manifesto.

Til lanceringen af manifestet fik de unge mulighed for at tale med blandt andet Margrethe Vestager, Margrete Auken samt en stribe rumænske, tyske, græske og lettiske politikere, der havde prioriteret at møde op for at lytte til de unges visioner og se videoen, der dokumenterer det forløb, de unge har været igennem på 10 danske højskoler og endeligt til topmødet på Ungdomsøen.

Læs mere om Young Europe is Voting.

Du kan se filmen her:

Fremtiden tilhører ungdommen

Brexit, klimaændringer, flygtninge, populisme, økonomisk udvikling og ungdomsledighed er alle spørgsmål, der skaber universel bekymring i den unge befolkning i hele EU.

Vi er nået ud til mere end 46 millioner mennesker og har oplevet masser af positiv opbakning fra politikere, men nu er det tid til at komme fra ord til handling og bringe det endelige resultat ind i parlamentet.

Anna Katrine Windt Courbin

Young Europe is Voting er en platform, hvor unge vælgere kan danne en stærkere stemme i den demokratiske debat i hele EU og udtrykke deres synspunkter og visioner for fremtiden. En fremtid, der tilhører ungdommen.

”Young Europe is Voting har hidtil været en enorm succes. Vi er nået ud til mere end 46 millioner mennesker og har oplevet masser af positiv opbakning fra politikere, men nu er det tid til at komme fra ord til handling og bringe det endelige resultat ind i parlamentet. Ungdommen er fremtiden, og Ungdomsøen-manifestet repræsenterer vores krav til vores fremtid,” siger Anna Katrine Windt Courbin fra Luxembourg, der var taget med til Bruxelles for at præsentere manifestet.