Højskolelærer: Mangfoldighedspuljen satte skub i vores pædagogiske udvikling

Publiceret 22-05-2020
Pædagogik og udvikling Administration

Med midler fra FFD’s mangfoldighedspulje har højskolelærer igangsat projektet "Café Space", der skal give plads til anderledeshed og ensomhed. Nu er tilmeldingen åben for online-møde i juni om mangfoldighed på højskole og mangfoldighedspuljen.

"Café Space" med plads til anderledeshed og ensomhed

Med midler fra FFD’s mangfoldighedspulje har højskolelærer Mette Holst Nymand igangsat projektet ’Mangfoldighed på Vejle Idrætshøjskole’. Her er fokus på den pædagogiske udvikling af skolen og udviklingen af nye metoder som sammen med tilkomsten af nye elevgrupper skal øge mangfoldigheden.

Ville der overhovedet komme nogen, og var jeg kompetent nok til at løfte opgaven?

Mette Holst Nymand, højskolelærer og igangsætter af Café Space

En af de nye metoder er ’Cafe Space'. Her kan elevgrupper mødes og tale om de udfordringer de oplever ift. anderledeshed, ensomhed, hjemve etc. Mette fortæller om hendes tanker inden den første cafe-aften;

"Ville der overhovedet komme nogen, var jeg kompetent nok til at løfte opgaven, ville det blive for terapeutisk, ville det blive umuligt at håndtere, rumme og lukke ned for, hvad der måtte opstå? Nervøsiteten fyldte mig, mens jeg på semesterets 5. dag gik og bryggede te og kaffe og satte borde og stole op i et af vores grupperum. Men jeg var også spændt og overbevist om, at nogen havde et behov, og at set-uppet med en café, hvor man kunne komme og snakke om det, der fylder ville give god mening. Kaffen og teen var klar, og en for en slog de sig ned rundt om bordet - 7 forskellige ansigter – forskellige i køn, nationalitet, alder, udfordringer, baggrunde og grådlabilitet."

Cafe Space er nu en fast metode på skolen. I starten var der kun en højskolelærer om opgaven men 10 lærere er nu involverede i cafeen. Mellem 10 og 30 elever pr. elevophold benytter sig af tilbuddet; nogle enkelte gange, nogle hver gang. Samtidig med den pædagogiske udvikling har skolen arbejdet med at få nye partnerskaber, der skal bistå skolen med at tiltrække nye elever.

Søg FFD's mangfoldighedspulje

Projektet fra Vejle Idrætshøjskole fortæller om hvad midler fra FFD’s mangfoldighedspulje blandt andet kan bruges til. Puljens formål er at understøtte aktiviteter på højskolerne, der forventes at medvirke til, at skolerne får en mere mangfoldig elevgruppe, end det er tilfældet i dag.

Mangfoldighed forstås bredt og kan omfatte elevgrupper som eks. unge med anden etnisk baggrund; flygtninge med opholdsstatus; unge, der er frafaldet uddannelse; og andre, som kan medvirke til, at elevprofilen på den enkelte skoles lange kurser får en mere sammensat og befolkningsrepræsentativ karakter.

Mangfoldighedspuljen

Mangfoldighed forstås bredt og kan omfatte elevgrupper som eks. unge med anden etnisk baggrund; flygtninge med opholdsstatus; unge, der er frafaldet uddannelse; og andre, som kan medvirke til, at elevprofilen på den enkelte skoles lange kurser får en mere sammensat og befolkningsrepræsentativ karakter.

Bevillingerne til de projekter, som er blevet uddelt fra mangfoldighedspuljen, spænder fra 15.000 til 450.000 kr.

Næste ansøgningsfrist: 1. september

Bliv inspireret af tidligere støttede projekter og se hvordan puljen kan søges

Behov for sparring og vejledning?

Bevillingskonsulent i FFD, Helle Skovmose, sidder klar ved telefonen og computeren og vil gerne sparre om alt fra ideudvikling, partnerskaber og ansøgningsprocessen.

Helles råd til at søge mangfoldighedspuljen:

  • Tag udgangspunkt I, hvad I allerde gør – det behøver ikke være nyt og kæmpestort - måske har I allerede en praksis eller ide I kan tage udgangspunkt i?
  • Tænk mangfoldighed bredt – hvem mangler I på jeres skole?
  • Kontakt mig inden I søger, jeg hjælper gerne til!
Online-møde om mangfoldighed og FFDs mangfoldighedspulje
Har I lyst til at arbejde for en mere mangfoldig elevsammensætning på jeres højskole? Og vil I vide mere om, hvordan man kan søge midler der kan understøtte det? Så vær med på online-mødet om mangfoldighed - og om mangfoldighedspuljen.

På mødet kan I få:
  • Små fortællinger fra kolleger der arbejder med små og store mangfoldighedsprojekter på deres højskole
  • Input fra forsker Laila Colding Lagermann der undersøger hvordan højskolerne arbejder med mangfoldighed
  • Q&A med bevillingskonsulenter på mangfoldighedspuljen, Helle Skovmose og Søren Børsting som kan svare på spørgsmål om skoleudviklingspuljen.

Mødet vil vare 45 min. med mulighed for at blive hængende og få svar på spørgsmål.

Tidspunkt: Tirsdag d. 2. juni 2020 kl. 11:00 til 11:45

Tilmeld dig online-mødet om mangfoldighed her

Mangfoldighedspuljen har frist 1. september 2020, og man kan søge støtte til bl.a. nedsættelse af elevbetaling, frikøb o.a.

Helle Skovmose

Udviklingskonsulent
Udvikling

Mangfoldighed, nye målgrupper og samarbejder med uddannelsesinstitutioner.