Nyt om sygedagpengerefusion, erhvervslån og midlertidig barselsdagpenge-ordning

Publiceret 04-10-2020
Administration Corona

Sygedagpengerefusion til medarbejdere smittet med COVID19 & ny midlertidig hjælpeordning, så medarbejdere kan få barselsdagpenge til pasning af børn pga. COVID19 & Mulighed for erhvervslån med EU-garanti og fordelagtig rente. Disse tre ting kan du læse om i denne nyhed fra FFD's administration.

Sygedagpengerefusion til medarbejdere smittet med COVID19

Hvis højskolens medarbejdere smittes med COVID19, kan skolen fra første fraværsdag få sygedagpengerefusion. Dette gælder også, hvis man er i karantæne som følge af COVID19. Ordningen er gældende frem til 1. januar 2021.
Hvis man helt eller delvist kan arbejde hjemmefra, bortfalder retten til sygedagpenge helt eller delvist.
Læs mere på virk.dk

 

Ny midlertidig hjælpeordning, så medarbejdere kan få barselsdagpenge til pasning af børn pga.  COVID19

Folketinget har vedtaget et lovforslag, der giver forældre mulighed for at modtage barselsdagpenge, hvis deres børn bliver sendt hjem fra skole eller fra daginstitution. Forældrene kan tilsammen få barselsdagpenge i op til 10 dage. Barnets første og anden sygedag samt forældrenes omsorgsdage og evt. afspadsering skal først bringes i anvendelse.
Ordningen gælder ind til 1. januar 2021.
Læs mere på virk.dk

 

Mulighed for erhvervslån med EU-garanti og fordelagtig rente

Merkur Andelskasse tilbyder højskolerne mulighed for at optage lån med lavere rente i kraft af, at det er lån, hvor EU stiller garantien. Det er ikke et krav, at man i forvejen er kunde i Merkur Andelskasse.
Lånet kan f.eks. bruges til at købe nyt udstyr, renovere, bygge nyt eller til at købe en ejendom. Garantiordningen er et samarbejde mellem Merkur Andelskasse, EU-kommissionen og den Europæiske Investeringsfond.
Som en Corona-håndsrækning til de virksomheder og institutioner, der arbejder med et socialt formål, har EU-kommissionen og den Europæiske Investeringsfond hævet grænsen for, hvor meget der kan lånes fra 3,7 mio. kr. til 7,4 mio. kr. Desuden giver garantiordningen en større risikodækning og mere fleksible vilkår, hvis lånet optages inden 31. marts 2021.
Læs mere om lånet på dette link.