Ville du bære mundbind i dit hjem?

Publiceret 30-10-2020
Corona

Højskolerne bærer mundbind. Selvom det er i elevernes hjem. Det kan være svært at forklare eleverne logikken,

Grundtvig med mundbind
Ville Grundtvig bærer mundbind i sit eget hjem?

Højskolen er et hjem for højskoleelever og mange ansatte. De sover, spiser og har undervisning på højskolen. De kommer ikke uden for deres hjem, og tager elever på familie- eller vennebesøg, så har de fleste højskoler en politik om, at man skal lade sige teste, inden man kommer tilbage. Desuden har langt de fleste højskoler ikke offentlige arrangementer lige nu, og hvis de har fx korte kurser samtidig med et langt ophold, så er kursister og elever fuldstændig adskilt. På trods heraf er der nu indført yderligere restiktioner.

Den nye bekendtgørelse omfatter også højskolerne

Det giver mening, at der bæres mundbind, hvis der er gæster på højskolen, eller hvis lærere kommer udefra. Nu skal højskoleelever og -ansatte så vænne sig til nye forhold med en dagligdag med mundbind, når de bevæger sig rundt på højskolen - altså i deres hjem. Det gælder, når de ikke har undervisning eller pædagogisk tilrettelagt samvær.

Selvfølgelig gør vi det, staten pålægger os. Loyalt. Højskolerne bærer mundbind. Selvom det er i elevernes hjem. Ikke bare fordi det er strafbart at nægte. Men fordi “det fælles bedste” godt kan være et kraftigt angreb på alt det, vi står på som højskoler, og “det nødvendige” på en og samme tid. Og så må hensynet til samfundet vinde. Men vi må ikke glemme friheden. Kritikken. At tænke selv. Jeg synes, at videnskaben skal have en stærk stemme i vores proriteringer. Centralisering af magt er ikke min kop te. Ej heller nødlovgivning. Jeg tror demokratiet trives bedre med den kritiske, end med den lydige borger. Det er alvorlige tider. Vi må følge vores Regerings anvisninger. Men undtagelsestilstanden må ophøre snart. Og selvom vi er loyale, må vi aldrig adlyde blindt. Det kan magten slet ikke tåle.

Lisbeth Trinskjær, forstander Ubberup Højskole og formand for FFD.

Seriøsitet omkring håndtering og forebyggelse

Højskolerne tager Corona meget seriøst og ud over de gældende retningslinjer, så arbejder hver højskole med forholdsvis ens anbefalinger i forhold til hjemrejse og test, fester, alkohol og mulighed for indkøb og kontakt med det omgivende samfund. 

FFD og højskolerne er meget åbne overfor forslag til andre mulige forhold, som kan mindske risikoen for smittespredning. Og opfordrer myndighederne til at gå i dialog, inden der laves lovgivning omkring håndtering af COVID-19-pandamien.  

Se senest opdaterede retningslinjer for lange kurser på kulturministeriets hjemmeside.

Læs om Corona og højskolerne her.

Se bekendtgørelsen her.

 

Højskolerne ville ikke være de samme uden fri tale