Godt nyt for seniorhøjskoler

Publiceret 16-04-2021

Seniorhøjskoler kan genåbne fra 21. april

Den 22. marts 2021 indgik regeringen (Socialdemokratiet) og Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance samt Alternativet en rammeaftale om plan for genåbning af Danmark.

Den seneste forhandling d. 16. april har bl.a. udmøntet sig i, at seniorhøjskoler igen må drive højskole med testkrav svarende til testmodellen på uddannelsesområdet i øvrigt. (Det gælder også daghøjskoler, som må genåbne, men desværre ikke folkehøjskoler med dagelever, hvilket fremgik ved en fejl tidligere i denne nyhed).

Læs, hvad partierne er blevet enige om, her.

Justitsminister Nick Hækkerup:

”Danmark står et godt sted, hvor der er plads til, at vi åbner mere. Det er både ansvarligt og meget positivt, men det kræver, at vi holder fast i de gode vaner, holder fast i at lade os teste og holder fast i at bruge coronapas for at få adgang til nogle af de ting, vi gerne vil. Det er afgørende for regeringen, at vi fastholder en ansvarlig balance, så vi får en så normal hverdag som muligt uden at miste kontrollen med epidemien. Jeg er glad for, at et meget bredt flertal i Folketinget har taget ansvar for det i dag.”

 

Sundhedsminister Magnus Heunicke:

“Vi står lige nu et rigtig godt sted i epidemien i Danmark. Smittetallene og antallet af indlæggelser er stabile. Det er der flere årsager til. Vi har udbygget en enorm testkapacitet til at understøtte genåbningen, så vi nøje kan overvåge smitten og effektivt stoppe smittekæderne, når smitten bryder frem lokalt. Og så har vi effektivt færdigvaccineret næsten en halv mio. borgere. Derfor kan vi både fortsætte med den plan, som vi allerede har indgået med aftalepartierne om genåbning af Danmark og fremrykke dele af genåbningen. Tak til partierne for at være med til at tage det politiske ansvar. Jeg er ikke i tvivl om, at det er godt for vores epidemihåndtering med bred politisk opbakning.”