Særlig feriegodtgørelse optjent i indefrysningsperioden 1. januar 2020 – 31. august 2020
Ultimo april 2021 udbetales særlig feriegodtgørelse optjent i den sidste del af indefrysningsåret 1. januar 2020 – 31. august 2020.
Alle ansatte med ret til løn under ferie ansat under statens ferieaftale optjener normalt 1,5% af den ferieberettigede løn i særlig feriegodtgørelse, men da der i indefrysningsbeløbet indberettet til Lønmodtagernes Feriefond allerede er afregnet med ferielovens 1% særlig feriegodtgørelse, skal der for perioden januar til august 2020 kun afregnes med 0,5%.
Særlig feriegodtgørelse optjent efter den nye ferielov fra 1. september 2020
Efter den nye ferielov skal medarbejderne enten have udbetalt den særlige feriegodtgørelse i samme periode, som ferien afholdes, eller to gange årligt i både maj og august måned. Dette er en ændring i forhold til den gamle ferielov, hvor beløbet blev udbetalt samlet én gang årligt med april- eller majlønnen.
Vælger skolen at betale den særlige feriegodtgørelse to gange årligt i stedet for løbende i forbindelse med afvikling af ferien, skal der ultimo maj 2021 udbetales 1,5% feriegodtgørelse for ferieårets første 9 måneder – perioden 1. september 2020 til 31. maj 2021. I august 2021 udbetales godtgørelsen for ferieårets sidste 3 måneder – perioden 1. juni 2021 til 31. august 2021.
Lønsystemers udfordringer med den opdelte udbetaling
Vi er bekendt med at nogle lønsystemer ikke både kan udbetale 0,5% ultimo april og 1,5% ultimo maj, medmindre det manuelt beregnes og afregnes.
I de tilfælde anbefaler vi at skolen følger lønsystemets mulighed og udbetaler såvel 0,5% for perioden 1. januar 2020 til 31. august 2020 samt 1,5% for perioden 1. september 2020 til 31. maj 2021 enten ultimo april eller ultimo maj. Det kræver dog ekstra opmærksomhed i forbindelse med en evt. fratrædelse pr. 30. april.
Ovennævnte procentsatser er på baggrund af at den ansatte er under ferieaftalen.
Besøg FFDs infoside om ferie mv.