Højskole for hele Danmark

Publiceret 15-01-2021

Verden er lukket ned, og fællesskaber, trivsel og frihed er under pres. Derfor åbner vi nu den virtuelle højskole. En slags nødhøjskole for elever, kursister og resten af Danmark.

#Højskoleforheledanmark

 

Vi ved, at det kan være hårdt at være isoleret fra andre mennesker. Vi ved, at det fysiske møde ikke kan erstattes af andet, men mens vi venter på igen at kunne mødes, åbner vi den virtuelle højskole – frit tilgængelig for alle.

Lærere og ansatte fra højskoler over hele landet vill byde ind med foredrag, morgensang, undervisning, podcasts, hverdagstips og inspiration i en tid, hvor vi nok alle sammen har brug for oplivning og oplysning – alt samles løbende på www.hojskolerne.dk/hojskoleforheledanmark. (OBS! SIDEN ER UNDER UDVIKLING OG FORVENTES AT GÅ I LUFTEN D. 19/1)

Med Højskole for hele Danmark ønsker højskolerne i Danmark at give deres bidrag til at forny håbet, samhørigheden og fællesskabet, intet mindre, i en tid, hvor vi mest er hver for sig.

Ny serie med sang, fortælling og foredrag

HØJSKOLEÅND
– Levende ord i en lukket verden

Højskoleånd er svær at sætte ord på, men let nok at mærke: Når man gribes af en fortælling, forundres af et foredrag, oplives af en morgensang og mærker følelsen af at høre til i et fællesskab.

Gennem foredrag, fortællinger og sange fra den nye højskolesangbog vil en række af Danmarks bedste formidlere være leveringsdygtige i oplivelse, oplysning og ånd – på afstand.

10 afsnit optages i Højskolernes Hus på Nytov i København. Planen er at første afsnit vises d. 26. januar på YouTube.com/hojskolerne. Og derpå et nyt afsnit hver uge i samlet 10 uger. 

 

 

Tre ønsker fra Højskolernes Hus til alle højskoler

  1. Skab virtuelt indhold om muligt - og del med os. Se vejledning. 
  2. Følg op på Højskoleånd-serien – og skab rum for samtale med eleverne.
  3. Hjælp med at distribuere den nye webside og serie på jeres kanaler.

Vejledning til højskoler

Sådan præsenteres din højskoles virtuelle arrangementer på www.hojskolerne.dk/hojskoleforheledanmark

  • Sørg for, at Højskolerne er medarrangør på Facebook – hvis I opretter facebookevents.
  • Opret event i Kultunaut på https://arrangementer.hojskolerne.dk  med hashtag #virtuelhojskole i beskrivelsesfeltet   (vejledning)
  • Vi linker til jeres arrangementer på den nye side via Kultunaut
  • Virtuelle indslag, som har høj kvalitet og lang levetid, fremhæves på Højskoleforheledanmark-siden.
  • Anvend hashtag #virtuelhojskole og #højskoleforheledanmark - samt #højskoleånd (hvis du henviser til serien)