Test på højskoler - Fase 2

Publiceret 22-03-2021

Kulturministeriet har den 19. marts 2021 udsendt en vejledning til, hvordan testning på højskoler kommer til at foregå fra og med den 6. april 2021 og frem.

Nyheden er opdateret 23. marts 2021

Udgangspunktet er, at elever og medarbejdere tester sig selv under supervision af en supervisor. Sidstnævnte behøver ikke at være en sundhedsfaglig person, men vil kunne være en medarbejder, som er uddannet til formålet. Uddannelsen vil være på ca. en halv dag.

Der er valgt tre udbydere til denne uddannelsesopgave og planen er, at højskolen bliver kontaktet af en af udbyderne i løbet af uge 12 eller 13. Allerede nu er det derfor en god idé at højskolerne finder de 2-3 personer, som er klar til at påtage sig denne opgave.

I vejledningen vil der også være informationer om, hvordan testresultater skal dokumenteres og hvem, der skal informeres. Ligeledes om, hvordan man forholder sig til en positiv test.

Vejledning til folkehøjskolernes gennemførsel af selvpodning under supervision

Vejledning til folkehøjskolernes forberedelser til selvpodning under supervision

Slots- og Kulturstyrelsen oplyser angående test i fase 2, at regionernes og udbydernes kontakt til skolen vil ske til skolens officielle mail og hovednummer og med forstanderen som kontaktperson. Skolerne vil også kunne blive kontaktet i de 3 dage op til påske.

De tre forskellige udbydere og deres respektive regioner:

Falck: Midtjylland, Nordjylland og Sjælland

Medical Copenhagen: Hovedstaden

Carelink: Syddanmark

Skolerne opfordres til at igangsætte uddannelse af test-supervisors hurtigst muligt og gerne inden påske. Det anbefales, at hver enkelt skole uddanner 2-3 supervisors.

Udbyderne vil rådgive højskolerne de første 14 dage efter opstarten, hvorefter højskolen vil være selvkørende. Herefter skal sundhedsmyndighederne kontaktes for rådgivning – fx ved spørgsmål om registrering af smitte. Indberetningsportaler for testresultater stilles til rådighed af Sundhedsstyrelsen.
Der er mulighed for at fase 1 løsningen kan bruges i en kortere periode før fase 2 er endeligt implementeret.

Med henblik på skolernes overtagelse af testproceduren efter påske, vil Regionen tage kontakt til skolerne vedrørende levering af testkits, værnemidler, handsker mv. Der kan være udfordringer ved levering og opbevaring af sprit i store mængder. Højskolen bør undersøge muligheden for en forsvarlig opbevaring af sprit, f.eks. i et aflåst lokale.

Ministeriets tilsyn med testningen vil ske i forbindelse med det almindelige tilsyn. Kulturministeriet vil i denne sammenhæng lave en drejebog for, hvordan skolerne skal foretage testningen og de tilhørende procedurer.

Kulturministeren har nævnt, at det forventes, at højskolerne holdes udgiftsfri i forbindelse med fase 2 testningen. Den konkrete model for dette er under udarbejdelse.