Ny effektundersøgelse: Højskoleophold mindsker frafald på uddannelser

En ny og omfattende undersøgelse viser, at højskoleophold har en markant effekt på unges uddannelsesforløb. Unge, der har afbrudt en ungdomsuddannelse, har større chancer for at vende tilbage til uddannelsessystemet, hvis de har gået på højskole. Derudover er frafaldet mindre på de videregående uddannelser for de studerende, der forud for studestart har været på højskole.


Forår 2014
Af Mette Kylsø

Undersøgelse af højskoleopholds betydning for uddannelse

FFD har med støtte fra Kulturministeriet fået foretaget en effektundersøgelse af Lange Analyser, der viser effekten af højskoleophold i forhold til unges uddannelsesforløb. Analysen bygger på oplysninger fra 350.000 unge og resultatet er klart: Et højskoleophold har en markant positiv effekt på gennemførelse af uddannelse. På især to uddannelsespolitiske indsatsområder fremhæver analysen interessante resultater. Unge, der har afbrudt en ungdomsuddannelse, har markant større chance for at komme tilbage i uddannelsessystemet efter et højskoleophold. Har man været på højskole er effekten 17 % større i forhold til tilbagevenden til uddannelse end ved ikke at være i uddannelsesaktivitet.

Det er især på de erhvervsrettede uddannelser, at effekten kan mærkes. Her er der tale om hele 27 % større chance for at vende tilbage til uddannelsessystemet, hvis man har været på højskole.

Retter man blikket mod de videregående udannelser, viser undersøgelsen et lavere frafald hos de unge, der forud for studiestart har været på højskole. Studerende, der har været på højskole inden påbegyndt uddannelse har større chance for at gennemføre deres studier. Her er effekten på 6-7 % og størst ved bacheloruddannelser, hvor et højskoleophold reducerer frafaldet med 10 %.

Størst effekt hos unge fra ikke-uddannelsesvante hjem

Det er især hos unge fra ikke-uddannelsesvante hjem, der har afbrudt en ungdomsuddannelse, at effekten af et højskoleophold kan mærkes. Der er hele 55 % større chance for at vende tilbage til uddannelsessystemet efter en afbrudt erhvervsfaglig udannelse.

Ligeledes er effekten markant hos unge fra ikke-uddannelsesvante hjem, der starter på en videregående uddannelse. Har de studerende været på højskole inden studiestart er risikoen for frafald 15 % mindre. På universitetsbacheloruddannelserne er frafaldsrisikoen faldet til 33 % efter ét års studier.

Kort og godt

  • Unge, der har gået på højskole, har større chance for at vende tilbage til uddannelsessystemet eller gennemføre en uddannelse.
  • Effekten er særlig markant hos unge, der kommer fra ikke-uddannelsesvante hjem.

Vil du vide mere?