Nyt forsøg: Forventningssamtaler på læreruddannelsen

I år blev godt 150 studerende optaget via kvote 2 på læreruddannelsen på professionshøjskolen, Metropol. Cirka halvdelen blev efterfølgende inviteret til en samtale inden studiestart, hvor de fik mulighed for at forventningsafstemme deres tanker og forestillinger om livet som lærerstuderende.


Efterår 2012
Af Marie Ørbæk Christensen

Samtaler styrker

De 75 studerende, der blev inviteret til samtale, var alle kommende studerende, der rent erfaringsmæssigt blev betragtet som potentielt frafaldstruede."Det kan være studerende med flere afbrudte studier bag sig, som det kan være fornuftigt at tage en forventningssamtale med,"siger Andy Højholdt, der er lektor på Det Samfundsfaglige og Pædagogiske Fakultet på Metropol.

Initiativet kom efter læreruddannelsen havde haft succes med et projekt om studiefaglige samtaler, hvor alle studerende efter er halvt års studier blev indkaldt til en studiesamtale for at drøfte, hvordan de havde det, både fagligt og socialt, og hvordan de håndterer deres personlige studiestrategi."Vi ved ikke, om det alene skyldtes studiesamtalerne, men efter projektet faldt vores frafald med 50 procent," fortæller Andy Højholdt.

Han understreger, at det i invitationen til forventningssamtalen blev tydeliggjort, at samtalen var frivillig, og at den ikke på nogen måde ville påvirke optaget på uddannelsen. Måske derfor - og måske fordi samtalen lå allerede i foråret, hvor mange kommende studerende stadig var ude af landet - dukkede kun cirka halvdelen af de inviterede op til samtalen.

Positiv respons

Til gengæld var de der kom meget glade for samtalen. "Vi spurgte efter hver samtale, hvad den studerende syntes om initiativet, og fik generelt positive svar," siger Andy Højholdt. "Og der var der også et par gange, hvor vi fangede nogle misforståelser om eksempelvis linjefag, som vi så fik ryddet op i."

Andy Højholdt ser optagelsessamtalerne som en rigtig god øvelse, især fordi forliget til en ny læreruddannelse indebærer obligatoriske optagelsessamtaler til de, som ikke opfylder centralt definerede adgangskrav. Han mener desuden, at samtalen skaber et rum, som er meget relevant - ikke mindst på læreruddannelsen, hvor de studerende, når de er færdiguddannede, selv skal ud og etablere trygge rum til samtale med elever.

Læreruddannelsen på Metropol vil i løbet af efteråret følge op på status blandt de studerende, der deltog i forårets forventningssamtaler. Vejledning på tværsfølger op på historien i næste nummer.

Kort og godt

  • I forbindelse med optagelsen via Kvote 2 på læreruddannelsen blev udvalgte grupper af ansøgere tilbudt en 30 minutters samtale. Hensigten var at sikre det bedste match mellem ansøgere og studiepladser.

Vil du vide mere?