Højskolerne sætter folkeligt punktum for Kulturåret
Publiceret 18-12-2017
Højskolenyt
Internationalt
Aarhus har i 2017 været Europæisk Kulturhovedstad, og højskolerne har spillet en væsentlig rolle. Den 22. december får højskolen, fællessangen og kulturmødet atter det sidste ord, når et forrygende kulturår afsluttes med stort sangevent i Turbinehallen i Aarhus.

Sangforedrag inspireret af den danske folkehøjskole
Som afslutning på kulturåret kan du opleve et sangforedrag med Charles Neblett - a freedom singer. Ud over, at han er et ikon for den amerikanske borgerretskamp, er mødet med Charles Neblett også historien om, hvordan den danske folkehøjskole via Highlander Folk School i Tennessee blev en afgørende faktor for udviklingen af den amerikanske borgerretsbevægelse.
Besøget af Neblett er et resultat af Thorbjørn Carl Hjalagers (lærer på Ry Højskole) besøg på Highlander Folk School i Tennessee i september. Highlander er oprettet med inspiration fra den danske folkehøjskole og spillede en afgørende rolle i udviklingen af den amerikanske borgerretsbevægelse i 1950'ernes og 60'ernes USA.
