Ny forstander til Egmont Højskolen

Publiceret 08-12-2017
Højskolenyt

Egmont Højskolens bestyrelse har besluttet at ansætte Søren Møllgaard Kristensen som afløser for Ole Lauth, når Ole går på pension 1. oktober næste år.

Søren Møllgaard Kristensen bliver forstander på Egmont Højskolen

Søren Møllgaard er i dag forstander for Eriksminde Efterskole ved Odder og rykker således kun ganske få kilometer østpå med familien, når han flytter ind i Højskolens forstanderbolig, når det nuværende skoleår slutter.

Bestyrelsesformand Sonja Mikkelsen er tilfreds med ansættelsesforløbet, som har været præget af enighed:

Det har været en lang og grundig proces i ansættelsesudvalget på baggrund af mange kvalificerede ansøgere. Jeg er glad for, at det var et enigt udvalg, der indstillede ansættelsen af Søren Møllgaard Kristensen til bestyrelsen – en indstilling bestyrelsen har fulgt i enighed. Vi får en erfaren og kompetent leder kommende fra den frie skoleverden, som også Højskolerne er en del af, og i bestyrelsen ser vi frem til at indlede samarbejdet med Søren.

Sonja Mikkelsen

Erfaring som forstander

Søren er uddannet lærer fra Aarhus Dag- og Aftenseminarium og har også været inden for tømrer- og snedkerfaget. Han har været forstander for Eriksminde Efterskole i 4 år, og inden da var han lærer på efterskolen i en årrække. Søren er 43 år, født og opvokset i Frederikshavn, gift og har tre børn i den skolepligtige alder. Og så ser han frem til at varetage sin nye foreliggende opgave:

Lige siden jeg var på Egmont Højskolen for første gang for 16 år siden, har jeg vidst, at det var et helt særligt sted. Et sted hvor rummeligheden, tolerancen og solidariteten er i højsædet, og hvor man efterlever højskolernes hovedsigte livsoplysningen, den folkelige oplysning og den demokratiske dannelse på den mest naturlige og ærlige måde. Man er levende optaget af at danne og myndiggøre mennesker. Det taler lige ind i mine grundholdninger og i mit frie skolehjerte. Jeg glæder mig meget til at blive en del af Egmont Højskolens forunderlige verden

Søren Møllgaard Kristensen

Ansættelsesudvalget bestod af medlemmer fra Højskolens bestyrelse, Hou Søsportscenters bestyrelse og fra ledelse og medarbejdere på Højskolen. Som forstander for Egmont Højskolen overtager Søren Møllgaard Kristensen samtidig den ulønnede stilling som direktør for Hou Søsportscenter.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies