Hjælp de unge uden om præstationskulturen

Publiceret 22-01-2018
Pædagogik og udvikling

DIALOGMØDER. I en tid, hvor unge forventes at være uddannelsesparate og robuste, er det vigtigt at møde dem med den rette vejledning i de svære overgange, der opstår i et - til tider - fortravlet uddannelsessystem. Tag med, når FFD afholder de årlige dialogmøder for vejledere.


De unge får ordet til årets dialogmøde

I marts afholder FFD de årlige regionale dialogmøder for vejledere på tværs af højskoler, videregående uddannelser, Studievalg, Ungdommens Uddannelsesvejledning, gymnasier m.fl.

Dialogmøderne er udgangspunkt for et vigtigt og bredt samarbejde om vejledningen af unge i deres uddannelsesforløb.

I år vil Rasmus Villig fra Roskilde Universitet holde et oplæg om robusthed, mens et panel af unge bidrager med deres unikke indblik i dagens tema. Der er desuden afsat god tid til at tale med hinanden og udveksle erfaringer.

Robusthed, fællesskaber og nulfejlsstruktur

Under temaet "Robusthed, fællesskaber og nulfejlsstruktur", skal vi diskutere, hvordan man bedst vejleder unge, der i det daglige forventes at være robuste og handledygtige.

Viceforstander på Den Rytmiske Højskole, Rasmus Grossel, er med til at facilitere dialogmøderne og mener, at højskolen har et medansvar for at guide de unge ved at lægge vægt på nogle andre værdier.

Ifølge Grossel, skabes de bedste højskolefortællinger, når unge mennesker, der har haft svære vilkår i form af opvækst, mangel på ressourcer mv., finder styrken i fællesskabet:

De finder styrke i fællesskabet og opdager, at de har en masse at byde på og ikke er alene om at føle sig pressede i et samfund, der i stigende grad favoriserer dem, der kan leve op til fremdriftsreformer og de digitale mediers nådeløse krav om at være perfekt og fejlfri.

Rasmus Grossel, Viceforstander på Den Rytmiske Højskole

Sammen om at skabe et balanceret og motiverende uddannelsesforløb

Rasmus Grossel opfordrer medarbejdere fra højskolerne til at deltage i dialogmøderne, da højskolen er et vigtigt modsvar til præstationskulturen og de krav, unge oplever at møde i det øvrige samfund:

For at stå stærkt sammen er det vigtigt, at vi mødes på tværs af højskolerne. Det gør vi på dialogmøderne. Vi møder også vejledererne, der brænder for deres sag, og vi møder dem det hele handler om: De unge mennesker og deres historier.

Rasmus Grossel, Viceforstander på Den Rytmiske Højskole

Foruden det faglige indhold, er møderne en oplagt mulighed for at skabe et netværk af fagpersoner, der beskæftiger sig med ungegrupper andre steder end på højskolerne. 

Læs mere og tilmeld dig dialogmødet på Sjælland.

Læs mere og tilmeld dig dialogmødet i Jylland.

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies