Højskoler inviterer borgere til debat om EU's fremtid

Publiceret 04-09-2018
Internationalt

FFD, Nyt Europa og 14 højskoler er gået sammen om at afholde 14 borgerinddragende debatter for at involvere lokalsamfundene i dialogen om fælles visioner og drømme for EU, så vi kan sikre den bedst mulige fremtid for alle.

Som præsident Macron nævnte under sit nylige statsbesøg i Danmark, er det afgørende med mere borgerdialog, hvis folk skal føle sig forbundet med EU. Macrons ambition om at gøre EU mere borgernært for Europas befolkninger har også inspireret vores egen Lars Løkke Rasmussen til at opfordre til mere politisk borgerinddragelse i lokalsamfundene, så danskerne føler en stærkere forbindelse til EU.

Det er en opgave, højskolerne og Nyt Europa vil være med til at løfte. Derfor vil man i efteråret kunne deltage i 14 debatter om EU på 14 forskellige højskoler rundt om i Danmark. 

4 borgerkonventer og 10 tematiske debatter

Konkret består initiativet af 4 borgerkonventer og 10 tematiske debatter, hvor man får chancen for direkte at høre ministre, politikere og andre eksperter beskrive deres ønsker for fremtiden.

Derudover vil borgerne få mulighed for at give eksperterne input til ønskede indsatsområder. Håbet er at nå ind til roden af udfordringer og komme med bud på løsninger til det europæiske samarbejde.

Borgernes budskaber skal føre til indflydelse

Som danskere har vi store muligheder for at påvirke vores lokale og nationale politikere. I den kontekst kan Europa og vores fælles union virke uden for rækkevidde, men det skal der gøres noget ved. Folkets holdning er vigtig og influerer også EU. Budskaber og pointer fra debatterne vil derfor blive viderebragt til relevante beslutningstagere til kommende ministertopmøde i december.

Debatterne skal ses som inspiration til det kommende Europa Parlamentsvalg i maj 2019, hvor man med sin stemme kan sikre et stærkt og fælles EU.

Læs mere om FFD's EU-indsatser

Herunder kan du læse mere om de enkelte arrangementer.