Af Joachim Adrian, lærer på Grundtvigs Højskole. Foto: Selvportræt
Et gigantisk kamera
Jeg er nu ellers uddannet fotojournalist og har arbejdet som pressefotograf i mange år. Det var derfor også undervisning i lige præcis fotografi, der lokkede mig til at søge et job på Grundtvigs Højskole.
På en højskole ville jeg kunne få fingrene i de unge mennesker og forme en ny generation af fotografer. Tænkte jeg. Men også her tog jeg fejl.
At noget er helt galt, opdager jeg for alvor en onsdag formiddag en måned efter min ansættelse. Jeg har om morgenen bygget et gigantisk kamera. Et kamera obscura om man vil. Et fuldstændig mørklagt rum, hvor jeg mod højskolens park har lavet et hul på størrelse med en 50-øre i pap-afdækningen.
Herigennem strømmer en enkelt stribe lys ude fra parken ind i det mørke lokale og lader således virkelighed projekteres ind på rummets bagvæg i en fotografisk gengivelse. Det er sådan, et kamera fungerer. Det vil jeg vise mine elever denne formiddag.
"Nothing is what it seems"
Da min time starter, lukker jeg dem ind i mit gigantkamera. Først kan vi intet se. Øjnene skal vænne sig til mørket, og først efter flere minutter træder en svag og egentlig ret uhyggelig refleksion af højskolen frem på bagvæggen. At det er en projektion af højskolen, opdager eleverne ikke med det samme.
De undrer sig over, hvad det mon er, de kigger på. Det hele virker pludselig ret magisk. Den intense stemning får mig til at fortælle historier. Jeg fortæller dem, at jeg har prikket hul i virkeligheden. At vi sidder på virkelighedens vrangside. ”Nothing is what it seems,” hvisker jeg.
Herefter lister jeg ud i parken med et lagen over hovedet. Og således bliver jeg - i projektionen inde i lokalet - forvandlet til noget, der kunne ligne en hvid engel. Det er en fed oplevelse at træde ind i lokalet bagefter, hvor det nu pludselig går op for eleverne, at det er selve højskolen, de ser. I et nu. Og at det er ægte. Og alligevel ikke ægte. Og at jeg var englen.
Jeg er blevet klogere på, hvad det er, jeg har gang i derinde i mørket. Hvad højskolen i virkeligheden er. Hvad jeg kan med den. Hvad vi kan med den.
Joachim Adrian, højskolelærer
Det blev en forunderlig time. Den kom til at handle om lys og mørke. Om godt og ondt. Om virkelighed og bedrag. Og en diskussion om hvor sandheden ligger. I det vi ser, eller i det, vi tror, vi ser. Og allermest gik det op for mig selv. At min undervisning i fotografi i sidste ende ikke handler om fotografi.
Det er blot en sprække, jeg har fundet. Livsoplysning lærte jeg sidenhen at kalde det på HPU (Højskolepædagogisk Uddannelse), som jeg begyndte på kort tid herefter.
Det var også her - på HPU - at jeg blev klar over, at højskolen har taget røven på mig. ”Du underviser ikke i dit fag, men med dit fag,” afslørede de. Det har sat sig fast og fuldstændig forandret det, jeg troede, jeg skulle.
Jeg er blevet klogere på, hvad det er, jeg har gang i derinde i mørket. Hvad højskolen i virkeligheden er. Hvad jeg kan med den. Hvad vi kan med den. Og det er ikke at skabe kommende fotografer. Er du sindssyg. Det er meget større.
Jeg er netop færdig med HPU og er nu i gang med mit fjerde hold højskoleelever. Jeg bemærkede, at jeg sagde noget nyt, da jeg tog imod dem for et par måneder siden.
”Jeg hedder Joachim. Jeg er højskolelærer.”