Ny kampagne: Grønne holdninger ville ikke være de samme uden grønne handlinger

Publiceret 12-04-2021

"Lad os lave noget smukt før vi dør", synger Sys Bjerre i en ny sang, som også bliver covernummer på en kommende højskolefilm, der sætter fokus på højskolernes arbejde med natur og bæredygtighed. Filmen er led i Højskolernes nye kampagne, som kører frem mod 23. maj. Alle højskoler opfordres til at bidrage med indhold.

Jord under neglene

Det handler kampagnen om

Grønne holdninger ville ikke være de samme uden grønne handlinger

Er vi blevet fremmede for naturen? Har vi glemt at passe på den? Selvom mange har taget miljø- og naturdagsordener til sig med aktivisme, idealisme og nysgerrighed, så har flere mistet håbet. Der skal være steder, hvor vi kan genvinde troen på, at der kan skabes forandring, så håbet vender tilbage. Håbet for en bedre fremtid - også for vores efterkommere.

På højskolerne giver vi folk et sted, hvor de kan så deres håb, plante visioner og se dem slå rødder i fællesskabet. Her arbejdes med kendskab til naturen, økologiske nyttehaver, permakultur, urban gardening, alternative byggematerialer, omlægning til vild natur og meget andet. Eleverne får praktiske færdigheder og nye erkendelser.

Vi stiller spørgsmålene, drøfter dilemmaerne og giver plads til at eksperimentere og handle, men vi giver ikke svarene. Forandringen starter med dialogen og kræver fællesskabet. Vil du være med?

Se mere på www.hojskolerne.dk/grønhøjskole 

Kampagnens indhold

Film: I løbet af maj produceres der en overordnet kampagnefilm under titlen “Grønne holdniner ville ikke være de samme uden grønne handlinger”. 

DIY-animationer: Der produceres små animationer, som viser, hvordan man i få trin kan gøre noget selv i forhold at handle grønt.  

Meme-generator på dansk livet.hojskolerne.dk og engelsk livet.hojskolerne.dk/enAlle i højskolen og omegn og især eleverne med kærlighed til højskolen opfordres til at lave og dele et billede, med en sætning omkring synet på: Natur, haven, biodiversitet, klima, Co2 m.v. 

Ugentligt grønt indhold på SoMe og i nyheder: Animationer og ’grønt’ indhold fra højskolerne - tip Anna på al@ffd.dk om redaktionelt indhold.

Naturkaravane med deltagende højskoler: Samarbejde med TV 2, Naturfonden og Naturmødet om i uge 20 at besøge fem naturområder i Danmark, som optakt til TV 2 og Naturfondens indsamlings d. 23. maj: Danmark redder jord

Følg med på www.hojskolerne.dk/grønhøjskole 

Alle højskoler kan bidrage til kampagnen

Kampagnen er led i FFDs overordnede kampagnestrategi. Læs mere om kampagnen "Livet er ikke det samme uden Højskolerne" - og find nederst på siden information om, hvorledes vi gerne ser, at højskoler bidrager til kampagnen, hvis de har tid og ressourcer til det.