Det er noget af en begyndelse, vi har fået på året 2021. I USA er demokratiet blevet rystet med angrebet på Kongressen. På hver sin side af en befolkningsmæssig splittelse gives der udtryk for vrede – over angreb på demokratiet (begrundet med enten (påstået) valgsvindel eller med manglende anerkendelse af valgresultatet).
Men måske rummer dette kaotiske og kontrastfyldte skæringspunkt også håb om forandring. Kan dette kaos lede os til nye indsigter – og en slags forsoning?
Hvad kan vi se i den vrede, som mange amerikanere råber mod politikere og bærende samfundsinstitutioner? Hvordan kan vi forstå den? Hvordan kan vi tale om det? Og ikke mindst; hvilke samtaler er det, der har manglet, siden det er kommet så vidt? Den ene analyse efter den anden har i de senere år beskrevet splittelse i den vestlige verden – hvor polarisering udgør en af de største udfordringer for den offentlige samtale, også i Danmark.
Selv om vi slet ikke kan sammenligne debatten i Danmark med USA, så har vi i 2020 oplevet, hvordan nogle debatter, når de foregår på digitale medier, bliver stærkt polariserende og bidrager til at tegne fjendebilleder af dem, man er uenig med. I det seneste år har det særligt været identitetsdebatter, Meetoo 2.0 (senest med Jes Dorph som omdrejningspunkt), Mink-sagen og sagen om tidligere minister Inger Støjberg (og spørgsmålet om rigsretssagen handler om en ulovlig instruks eller beskyttelse af barnebrude).
Her viser debatterne – og for nylig også ved demonstrationer med afbrænding af dukke som ligner statsministeren - at der også er en del vrede at finde blandt det danske folk, som vi skal gøre os umage for at tale om og gå nysgerrigt ind i.
I disse måneder er hele verden i en undtagelsestilstand. Det er vi også i Danmark. Og undtagelsen strækker sig ud i hele samfundet, ind i skolerne og endda i familierne/hjemmene. Men hvilken betydning har det for demokratiet – folkestyret – hvis ’folket’ opdeles, fragmenteres og reduceres til ’egen husstand’?
Hvad gør det ved vores samfund, at vi ikke kan mødes? Og hvad gør det ved os som ’folk’, at vi skal stå sammen – på afstand – om folkestyret? Hvad gør det ved os som mennesker, at mødet med andre mennesker skal betragtes som ’potentiel risiko for sygdom’ fremfor en mulighed for kendskab, fællesskab, inspiration og udvidelse af horisonter?
Uden at tegne en lige linje mellem danske og amerikanske tilstande, er billederne af de store vrede menneskeflokke i Washingtons gader og hærgende mænd indenfor Kongressens mure med til at illustrere en direkte konsekvens af, hvad der sker, hvis en nation eller et politisk fællesskab ikke taler sammen. Hvis der er folkelig og politisk splittelse. Uden evne til at tale om, gå nysgerrigt ind i og tage ved lære af uenighederne.
I Frirummet arbejder vi stadig for at skabe forståelse for og give redskaber til, at uenighed, konflikt og meninger, der kontinuerligt mødes og brydes, kan være forudsætningen for et levende demokrati. Hele den demokratiske styreform bygger på den forståelse, at vi på trods af uenigheder kan leve sammen.
Vores demokratiske fællesskab er på mange måder et uenighedsfællesskab, og derfor bør uenighed netop være noget, vi værdsætter og tager seriøst. Noget vi arbejder med, går aktivt ind i og skaber overskud til i vores fælles offentlige samtale.
Derfor er Frirummets arbejde så vigtigt. Og derfor er det så vigtigt at huske på de frie skoler og det værdigrundlag, de bringer ind i Frirummet. At frihed forstås i et fællesskab, hvor din ret til (frihed til) at ytre dig er betinget af din næstes ret det samme, hvorfor den aldrig må (eller vil) stå alene, men altid bliver taget imod – og bliver imodsagt – af andre i fællesskabet. Det gælder både i klassen, på skolen og i samfundet.
Lad os sammen bruge 2021 på at styrke uenighedsfællesskaberne, tage uenighederne seriøst og byde dem velkommen. Det handler om at tage vare på demokratiet og de muligheder, det giver os for at leve sammen og hver for sig – og det handler om at forstå det, vi ser udspille sig nært og fjernt netop nu, rigtigt:
Det er blevet udråbt til demokratiets afslutning, liberalismens endeligt og populismens triumf. Det er blevet opfattet og beskrevet som en undergang, en politisk katastrofe.
Men det er også en paradoksal triumf for det vestlige demokrati, at vreden bliver udtrykt gennem demonstrationer og stemmeafgivning, og at hævnen bliver repræsenteret i det politiske system af protestpolitikere. Og måske kan det, der ligner en undergang, blive en overgang til noget nyt, hvis vi forstår det rigtigt. (…) Denne bog er skrevet for at finde ud af noget, jeg ikke forstår: Hvordan kan det være, at Vesten, der har overvundet alle rivaler og præsteret frihed, fred, lighed, velstand og fremskridt på et niveau, ingen havde regnet for muligt, er ved at tabe til sig selv?
Lykkeberg, 2019 (Vesten mod Vesten)
Godt Nytår!